Kategoriarkiv: Blandet

Lysten

Udgivet den af
2

Jeg må indrømme at lysten til at skrive har manglet den her uge. Nå ja men hvorfor så ikke bare lade være? Jo fordi jeg kan lide det og det hjælper mig. Jeg får bearbejdet mine oplevelser på en anden måde. Det sker at jeg starter et oplæg, med tanken om hvordan det skal lyde, og så ender det med at være noget helt andet. Tanker og følelser jeg ikke var klar over at jeg havde. Jeg håber at mine oplæg kan hjælpe nogen af jer der ude. På den ene eller anden måde, at I får noget ud af og læse med her på bloggen. Det var derfor jeg startede med at skrive. Fordi jeg havde et ønske om at hjælpe børn eller tidligere børn af psykiske syge til at se, at man ikke er så alene. Til at se at lystet på den anden side, tros voldsomme oplevelser. Der gik dog ikke ret lang tid før det gik op for mig at jeg selv fik rigtigt meget ud af og gennemgå mine minder. At skulle skrive dem ned til andre, har gjort at jeg er nød til og forholde mig til det jeg skriver på en anden måde. Ja og det gør så at ting går op for mig. Det er fedt!

Den her uge hvor årsdagen for min mors selvmord, har så taget mit overskud. Jeg har fået en reaktions depression i forbindelse med hendes selvmord. Tænker det er meget naturligt og samtide med at mærkedage, i forbindelse med at man har mistet, naturligt eller ej, er hårdere og drængene, ja så gør depression så at jeg lidt mister viljen til det hele. Så jeg øver mig i at minde mig selv om, at selv om min mor tog sit eget liv skal hun ikke tage mit med sig…

Når verden bliver vendt på hovedet

Udgivet den af
Svar

Der kommer dage man aldrig glemmer. Oplevelser som bliver ved med at stå lige så klart som den dag de skete. Det er på godt og ondt. Jeg tror desværre aldrig jeg kommer til at glemme hvordan 17/8-2016 gik.

Der var godt vejr, så godt at morgenmaden blev spist udenfor. Så koldt at jeg alligevel gik ind. Jeg har ferie, manden er på arbejde og drengen i børnehave.

Indtil kl. ca. 14 var det bare en almindelig dovne dag. Men så ringede telefonen: “Ja goddag det er fra Brandevej. Din mor er gået fra afdelingen ved 12 tiden. Vi ved ikke hvor hun er. Vi har været ude og kigge efter hende. Vi regnede med at hun ville være tilbage nu, men vi er ikke urolige. Har du hørt fra hende?”

Da jeg ikke havde hørt fra hende og hendes telefon var slukket, begyndte jeg at blive lidt urolig. Jeg bor ca. 1 time og 30 minutter fra Aalborg, så jeg ringede rundt til familie og venner i Aalborg, for at bede dem om at holde øje med hende. Nogle tog også rundt og kiggede efter hende. Jeg delte også et opslag på facebook, i håb om at nogen så hende.

Title “Stjernen” malet af min mor 2015

Ved 15 tiden kommer min mand hjem og jeg fortæller ham at min mor er gået fra afdelingen. Han bliver meget stille og bliver ude ved bilen. På et tidspunkt bliver det for meget for mig. Hvordan kan han være bekendt ikke at komme ind til mig, når jeg nu ikke ved hvor min mor er henne? Jeg går ud til ham, ja for helt ærligt at skælde ham ud. Han kigger ned i jorden og kommer hen til mig. “Jeg ved ikke om jeg skulle fortælle dig det her, men på vej hjem hørte jeg i radioen at der er gået en ud foran et tog i Skalborg.” Jeg får det som alt omkring mig forsvinder og samtide med at det mærkes som om alt blodet har forladt min krop, pumper adrenalinen og alt går så stærkt. Min første tanke er, at finde ud af om det er en mand eller kvinde, så jeg går på nettet med rystede hænder. Det er en kvinde! Uden at vide noget, ja så viste jeg lige der at det var min mor. Jeg ringer op til politiet og fortæller at jeg tror det er min mor der er gået ud foran et tog. Efter med rystede stemme og have givet et signalement af hende, siger manden i den anden ende, at man ikke har identificeret personen i nu, men at det med høj sandsynlighed er min mor… Han vil ringe tilbage om nogle timer når de er sikker…

Jeg bryder sammen. Simpelthen. Jeg stor tuder, lige der, uden foran vores hus. Tiden står stille, verden falder fra hinanden. Min svigerinde boede ved siden af på det tidspunkt og tja jeg græder så højt at de har hørt det og kommer over til os. Forklare dem situationen. Nu er der bare og vente på bekræftelsen af at det er min mor. Det er en mærkelig tid. Ens krop og hjerne slås med hinanden. Et eller andet sted ved jeg bare at det er min mor og verden aldrig bliver den samme igen, men fornuftens stemme sider i baghovedet og siger “Lad nu være med at tage sorgerne på forskud. Det er jo ikke sikkert det er hende.” Folk som er ude og lede efter hende, begynder og ringe tilbage. Det er svært, for hvad siger man? Måske det er lige meget at I leder? Måske er min mor gået ud foran et tog? Vil man give den voldsomme sorg videre inden man er sikker? Kan man gøre andet? Min mors veninden kører til politiet og forsørger at få noget af vide. Tilbyder at se hende så hun kan be- eller afkræfte om det er hende. Men de vil ingenting fortælle hende. Min kusine holder ind på en parkeringsplads, med samme fornemmelse som min. Det kan ikke være andre end hendes moster der er gået ud på de skinner.

2 timer i helvede! Sorgen raser, samtide med at man ved, det måske er for ingenting. Men jeg kan ikke lade være. Drengen bliver hentet. jeg har brug for ham. Brug for noget andet og tænke på, noget andet at forholde mig til, måske noget at smile af. Man venter bare. Venter på kaos, håber på lettelse. Telefonen ringer. Det er min mor! Hun er død! Gået ud foran toget, sat sig på hug, med ryggen til. Toget havde ingen chance for at stoppe. KAOS! Folk der skal ringes til. Mennesker kommer. Veninden der kommer og tager sig af os, leger med drengen og laver aftens mad <3 Alle spørgsmålene, tvivl, sorg, træthed, vrede, uforståelse, elle tårerne. Verden der står stille og alligevel besværger sig alt for hurtigt.

http://www.bt.dk/danmark/togtrafikken-stoppet-efter-tragedie-en-person-draebt-efter-paakoersel

http://newsbreak.dk/personpaakoersel-nordjylland/

Den sidste gang

Udgivet den af
Svar

I dag er det  et år siden jeg så min mor sidst.

Den allersidste gang jeg nogen siden skulle se min mor, snakke med hende, kramme hende og dufte hende blev den 16/8-2016. Hun var indlagt på Brandevej i Aalborg. Det er en psykiatrisk afdelingen. Hun havde været psykotisk siden marts og havde været ind og ud af Brandevej.

Min mand og jeg havde sommer ferie og var i Aalborg for at besøge hende. Vi havde ikke vores dreng med, da hun havde haft det rigtig skidt de sidste mange gange vi havde set hende. Vi regnede ikke med at hun kunne holde til så mange timers besøg, så vi kom om formiddag og blev og spiste frokost. Vejret var rigtig godt, høj solskin og dejlig varmt. Vi var inde på hendes stue. Vi snakkede med nogle hun havde kendt for år tilbage, vi var ude og handle og vi snakkede om fremtiden.

Min mor ville så gerne i et døgnbemandet botilbud. Det havde hjulpet hende før og alle omkring hende troede at det ville hjælpe igen. Ja alle undtagen kommunen hun boede i, som sad med magten til at tage beslutningen. Hun havde fået afslag engang, var kommet hjem med enkelt besøg fra hjemmeplejen og var så blevet voldsomt dårlig igen. Så dårlig, så kommunnen sendte hende på “ferie”, på en døgn bemandet afdeling for kriminelle psykisk syge. E voldsom oplevelse for min følsomme mor, men det var der, der var plads. Hun stak af der fra og tog hjem. Uden medicin weekenden over endte hun på Brandevej igen.

Det var så der vi var den 16/8-2016. Afventede på hvad kommunen nu kunne finde på. Afventede på hvornår de udskrev hende igen. Min mor var sikker på at udskrivelsen lå lige om hjørnet. Hun havde det jo bedre end de sidste gange hun havde været der. Ingen sagde noget til hende og hun kunne ikke få svar på hvad der skulle ske. Alligevel gik vi der fra med følesen af, at det var ved at vende. At hun havde det bedre, men at det var døgnbemanding der skulle til.

Det var nogle super dejlige timer med min mor. Hverken for meget eller for lidt. Fuld af hygge og kærlighed. Havde jeg vidst hvad morgen dagen  skulle bringe og ingen ting kunnet gøre ved det, havde det eneste jeg ville havde gjort anderledes, været at tage min søn med så han kunne have haft en sidste god dag med mormor…

Title “Solguden hilser” malet af min mor 2015

Den sidste dag I så nogen, hvis I ikke kunne lave om på det faktum, at det var sidste gang i så dem, var der så noget I ville have gjort anderlede?

 

Aalborg zoo

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid elsket zoologiske haver. Når jeg er ude og rejse vil jeg gerne se den lokale zoo. Som barn var jeg også mere til zoo end forlystelsesparker. Det er jeg for resten stadigvæk. Derfor er en af sommerens turer også gået med at være i Aalborg zoologiske have. Og selv jeg tror legepladsen var et større hit, hos den fem årige, end dyrene, kan jeg nu så godt lide at komme der.

Jeg ved godt at der også er folk der er meget imod princippet og jeg bryder mig heller ikke altid om de anlæg dyrene er i. Engang jeg var i Prag, var jeg i zoo der. Det var lige efter en stor oversvømmelse der havde været derned. Man havde været nød til at flytte en del af dyrene, for at de ikke skulle drukne. Derfor var de i gang med at renover parken. Det betød at nogle dyr gik i meget små anlæg, men også at nogle af dyrene var sendt til andre zoologiske haver, for at de kunne have nogenlunde forhold. Nå men, de var ved at bygge et nyt rovfugle anlæg. Det var ikke færdigt men man fik en fornemmelse af størrelsen og det var KÆMPE. Jeg mener Jurassic Park kæmpe.

Når dyrene har sådan nogle forhold og når man laver et godt arbejde med at redde dyrearter fra at uddød, som de gør meget i Aalborg, ja så går jeg klart ind for Zoologiske haver.

Jeg har fået fortalt historien om min første tur i zoo. Jeg kan ikke huske hvor gamle jeg var, men jeg havde lige lært at forbinde “VOV VOV” med hund. Derfor var det mest spænede på turen, for mig, alle de hunde der kunne peges på og siges “VOV VOV” af. For min mor, var det mest spænede en giraf. Vel og mærket den som slikkede hende i hovedet for at få hendes æble 😀 Jeg ville ønske at jeg havde været stor nok til at huske det. P.S. giraffen fik æblet.

Pelsjakke

Udgivet den af
Svar

Jeg husker at min mor på et tidspunkt fik en stor sort pelsjakke. Den var godt nok i kunstig pels, men den så helt ægte ud. I hvert fald som ny. Jeg syntes den var så fin og jeg har nogle gode minder forbundet med denne jakke.

Når vi stod og ventede på bussen om vinteren, min mor og jeg, fik jeg lov til og putte min ind til hende. Ind under jakken. Det var ikke så tit at følesen af tryghed var tilstede i min barndom, men når jeg stod der, under min mors store sorte pelsjakke. Ja så følte jeg min tryg og varm. Det var som om verden omkring os forsvandt og der kun var os to. Gad vide hvorfor det fremmede en følelse af tryghed? Min tilværelse alene med min mor var jo ikke lige frem plaget fra tryghed og stabilitet, som et barn har brug for. Måske omverdens holdninger og påvirkning om hvad det normale brude være, havde større indvirkning på den lille pige end jeg var klar over? Måske var det bare et lille lyspunkt i en verden af kaos?

Hverdag

Udgivet den af
Svar

Jeg husker ikke så meget fra min barndoms hverdag. Jeg kan f.eks. ikke se min mor for mig i gang med at lave mad, men aftensmad fik vi da. Jeg kan heller ikke huske at vi var ude og handle ind til hverdagen. Min mormor og morfar hjalp hvis en del med sådan nogle hverdags ting.

Et hverdags billede i mit hoved er af min mor siddende i køkkenet. Kaffe drikkende og i gang med at ryge den ene smøg efter den anden. Med et tomt blik lige ud i luften, som om hun var i en anden verden. Til tider snakkede med sig selv eller i gråd.
Jeg kan se mig selv stå på afstand af min mor, gemt lidt bagved skrabet. Bare stå der og kigge på hende.  Lammet, ønsket om at trøste hende, uden at være i stand til det. Det var min opgave at vurder hvornår hun havde det så dårligt at det var tid til at ringe efter hjælp. Hvornår det hele ikke hang sammen mere. Det var sådan jeg overlevede. Min mormor og morfar telefonnummer stod på vores telefon. I hvert fald indtil jeg havde lært det uden af. De boede heldigvis ikke så langt væk, men det var jo før mobilens tid, så det må jo være sket at de ikke var hjemme. Og ja så var der ikke andet og gøre end og være i det.

 

Det er okay og være vred

Udgivet den af
Svar

Jeg var er meget logisk barn, så når psykologer og personalet på diverse afdelinger hvor min mor var indlagt, fortalte mig at alt der skete ikke var min skyld, blev jeg sur og irriteret. Det viste jeg godt. Det kunne det ikke være. Der var stor åbenhed i min familie omkring det at min mor havde været syg længe. Hun blev syg inden hun fyldte 20 og da hun først fik mig, da hun var 30, kunne det jo ikke være min skyld at hun var syg. Jeg var ikke klar til at se, alle de ting jeg troede var min  skyld.

Blev sprugt her den anden dag, om hvad de så skulle have sagt. Det viste jeg ikke lige der, men tanken om  hvad der kunne have hjulpet mig. Om hvad der kunne have hjulpet den lille pige til og få det bedre. Bedre med sig selv og bedre med sin hverdag, havde sat sig fast i mig.

På vej op til en veninde spillede de highway to hell i radioen og af en eller anden grund hjælp det mig til at indse hvad de skulle have sagt til mig den gang; “Det er okay og være vred. Det er i orden at du er sur over den situation din mor sætter dig i”

Selv om jeg ikke som barn direkte følte skyld, havde jeg stadigvæk brug for et afløb. Et afløb jeg ikke var i stand til og finde selv. Desværre kunne de mennesker der gerne ville hjælpe mig ikke, se ud over det at hjælpe mig til og forstå, at det ikke var min skyld. Jeg var ikke klar til og se det eller føle det.

Er der noget I ville ønske var blevet sagt til jer da I var barn?

Jeg er ikke alene

Udgivet den af
2

Da jeg var ved at undersøge om der i forvejen var en blog med det samme som jeg ville skrive om, faldt jeg over en artikel, som jeg synes var spænede. Den er skrevet i 2016 og handler om at flere tusinde børn er vokset op, alene, med en psykisk syg mor. Artiklen kan I finde her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/flere-tusinde-boern-har-boet-alene-med-psykisk-syg-mor

Anne Ranning har stået i spidsen for undersøgelsen. Hun mener at der er grundlag for at man skal undersøge børnenes vilkår bedre. Jeg blev så glad for at finde ud af, at jeg ikke var så alene som jeg troede, at jeg skrev til Anne. Det endte med at hun kom her og vi fik en god snak. En snak der bland handlede om hvad jeg godt kunne have tænkt mig, var blevet gjort for mig, da jeg var barn. Om hvad der kunne have være gjort andreledes og hvad der kunne være gjort mere. Godt og vel 3 timer snakkede vi og det var en fed oplevelse. Jeg var træt bagefter, på den gode måde. Jeg kan godt lide at fortælle min historie. Jeg tror på det er sundt og får det ud. Kan det så oveni købet gøre lidt gavn er det bare fantastisk. Det er dog også hårdt at fortælle om hvordan det var der hjemme. Man bliver mindet om alt det der gjorder ondt, men jeg tror også det er den måde man får bearbejdet alt det der er svært på.

Tak til Anne Ranning for at ville gøre en forskel.  <3

Naturens farver

Udgivet den af
Svar

Smukt farvespil

Jeg har altid elsket og tage billeder og mange af dem. Før alting blev digitalt fik jeg lov til at tage billeder med min mors kamera når vi var nogle steder. Det betød også at der skulle fremkaldes mange billeder og det var langt fra dem alle der var noget værd.

Sikke en farve

Den dag i dag synes jeg selv jeg er blevet helt god til det med billeder. Ikke at jeg biller mig selv ind at jeg er professionel eller noget. Det er bare en sjov hobby og have.

En blomst i mange klæder

De billeder her er fra Jesperhus Blomsterpark, som vi har været i, i dag. Et hyggeligt sted med masser og se på. Der er også lidt forlystelser og nogle gode legepladser, for de mellemste børn. Min dreng kalder det for Hugo-land, da det er ham der bliver brugt som tema.

Smukke sommerfugle

Der er også den fineste lille zoo, med en afdeling med sommerfugle. Jeg lavede min første live video der over. Her fortæller jeg om engang jeg som barn var i Jesperhus.