Da jeg var ved at undersøge om der i forvejen var en blog med det samme som jeg ville skrive om, faldt jeg over en artikel, som jeg synes var spænede. Den er skrevet i 2016 og handler om at flere tusinde børn er vokset op, alene, med en psykisk syg mor. Artiklen kan I finde her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/flere-tusinde-boern-har-boet-alene-med-psykisk-syg-mor

Anne Ranning har stået i spidsen for undersøgelsen. Hun mener at der er grundlag for at man skal undersøge børnenes vilkår bedre. Jeg blev så glad for at finde ud af, at jeg ikke var så alene som jeg troede, at jeg skrev til Anne. Det endte med at hun kom her og vi fik en god snak. En snak der bland handlede om hvad jeg godt kunne have tænkt mig, var blevet gjort for mig, da jeg var barn. Om hvad der kunne have være gjort andreledes og hvad der kunne være gjort mere. Godt og vel 3 timer snakkede vi og det var en fed oplevelse. Jeg var træt bagefter, på den gode måde. Jeg kan godt lide at fortælle min historie. Jeg tror på det er sundt og får det ud. Kan det så oveni købet gøre lidt gavn er det bare fantastisk. Det er dog også hårdt at fortælle om hvordan det var der hjemme. Man bliver mindet om alt det der gjorder ondt, men jeg tror også det er den måde man får bearbejdet alt det der er svært på.

Tak til Anne Ranning for at ville gøre en forskel.  <3