Jeg var er meget logisk barn, så når psykologer og personalet på diverse afdelinger hvor min mor var indlagt, fortalte mig at alt der skete ikke var min skyld, blev jeg sur og irriteret. Det viste jeg godt. Det kunne det ikke være. Der var stor åbenhed i min familie omkring det at min mor havde været syg længe. Hun blev syg inden hun fyldte 20 og da hun først fik mig, da hun var 30, kunne det jo ikke være min skyld at hun var syg. Jeg var ikke klar til at se, alle de ting jeg troede var min  skyld.

Blev sprugt her den anden dag, om hvad de så skulle have sagt. Det viste jeg ikke lige der, men tanken om  hvad der kunne have hjulpet mig. Om hvad der kunne have hjulpet den lille pige til og få det bedre. Bedre med sig selv og bedre med sin hverdag, havde sat sig fast i mig.

På vej op til en veninde spillede de highway to hell i radioen og af en eller anden grund hjælp det mig til at indse hvad de skulle have sagt til mig den gang; “Det er okay og være vred. Det er i orden at du er sur over den situation din mor sætter dig i”

Selv om jeg ikke som barn direkte følte skyld, havde jeg stadigvæk brug for et afløb. Et afløb jeg ikke var i stand til og finde selv. Desværre kunne de mennesker der gerne ville hjælpe mig ikke, se ud over det at hjælpe mig til og forstå, at det ikke var min skyld. Jeg var ikke klar til og se det eller føle det.

Er der noget I ville ønske var blevet sagt til jer da I var barn?