Tag-arkiv: Barndom

Forventinger til børn

Udgivet den af
Svar

“Du skal gå ud med skraldespanden. Her hjælp med at dække bord. Hjælp mig med at tømme opvaskemaskinen.” Det er sætninger jeg siger til min søn. Ting jeg forventer af ham. Forventer også at han ligger sit tøj på plads når jeg beder ham om det eller ligger sin tablet fra sig når jeg siger han skal. Jeg forventer ikke af ham, at det altid er uden modstand. Det ville være foroptimistisk. For jeg ved godt at det ikke altid er lige sjovt at skulle leve op til de forventninger, der stilles til os. Hverken som barn eller som voksen.

Da jeg var barn, var der ingen der forventede jeg hjælp til. Det var i hvert fald ikke dem opfattelse jeg havde. Der var ingen faste opgaver der var mine. Bevares, jeg er da nogle gange blevet bedt om at rydde op på mit værelse. Men helt ærligt? Jeg kan ikke huske om det blev fuldt til dørs.

De praktiske forventninger om ude fra. De kom i den korte periode jeg var i plejefamilie. Her var en forventning om at jeg skulle spise med kniv og gafle. Jeg var seks år og denne forventning eller krav var ny for mig. Jeg fandt til mærkeligt og min motorik var bestemt ikke til det. Men jeg lærte det hos dem, godt nok kejthåndet. men jeg lærte det, fordi de forventede det af mig. Den dag i dag er jeg stadig kejthåndet når jeg spiser.

Der hjemme var der andre forventninger til mig. Der var en forventning om jeg altid var den glade smilende pige, tros alt det der forgik omkring mig. Måske var det sådan de fik en forestilling om at jeg ikke blev påvirket af det eller måske hjælp det dem til ikke at have dårlig samvittighed. Jeg blev ved med at smile fordi jeg kunne hører at det gjorde min mormor glad, når hun kunne sige til mig; “hvor dejligt det var at jeg tros alt var sådan en glad og smilende pige.” En mere usagt forventing til mig var, at når mor havde det skidt og ikke længere var i stand til at passe hverken på mig eller sig selv, så skulle jeg ringe ned til min mormor og morfar, så de kunne komme og hjælpe. Det var jo nok i sin tid sagt som at jeg altid kunne ringe vis der var noget. Jeg husker at deres nummer stod skrevet bag på telefonen, så jeg har været så lille at jeg ikke har kunne huske et telefonnummer, da det blev mit ansvar at ringe efter hjælp.

Min mor forventede af mig at jeg altid ville have et knus når hun ville. Derfor gør jeg meget ud af ikke at forvente min søn ønsker fysisk opmærksomhed, men tilbyder ham det eller spørger ham først. Jeg fandt nemlig ikke altid min mors opmærksomhed rar. Engang i mellem virkede hun jo nemlig så underlig…

Hvad blev forventet af jer som barn og hvad forventer I af jeres børn?  Er det, det samme?

Et helt særligt menneske

Udgivet den af
1

I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.

Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.

Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig.  Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.

Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.

Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.

“Du ligner din mor”

Udgivet den af
Svar

“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.

Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.

Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør. 

Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.

En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl. 

Min fødselsdag

Udgivet den af
Svar

Når jeg tænker tilbage på mine barndoms fødselsdage, er der nogle enkelte der står frem. Jeg kan huske at børnehaven var der, jeg husker at jeg har holdt fødselsdag på macdonals, drengene fra klassen der spillede fodbold nede på græsset, den gang kun halvdelen af min klasse kom, forsøget med at lave sukker glaseret æbler og fuglereder med flødeskum. Mormor med sit forklæde i køkkenet, som hjælp mor med at styre det hele. Hvor kedelige familie fødselsdage var, fordi de voksne bare sad og snakkede og jeg følte mig så overset. Husker jeg fik en ønske gjøltrold et år. Mit ønske var at jeg fik lov til at gå på tanken alene… Og at det blev opfyldt.

Jeg elskede fødselsdage. Elsker de positive overraskelser. Jeg havde altid en følelse af at være noget helt ekstra særligt, takket være min mor, på min fødselsdag. Med hendes død, blev det lige pludselig en dag som alle andre. Det kan gøre så ondt at anerkende hvad der præcises er skyld i, hvorfor følesen af ligegyldighed dukker op. Jeg tror min mor stod på hænder for at min fødselsdag i det mindste skulle være noget særligt. Selv om hendes overskud måske ikke var det bedste den dag, er jeg sikker på at jeg fik sang og gaver på sengen. Jeg sidder her med tårer i kanten af øjet. Mindes om at lige om lidt er jeg et år ældre. Mindes at telefonen ikke ringer og at jeg ikke skal høre min mors stemme synge…

I dag er det Kristinas fødselsdag…..

Symbiosen

Udgivet den af
2

En normal symbiose, mellem mor og barn, skabes for at barnet kan overleve. Det er afhængigt af moren for at overleve og moren ønsker at skabe et miljø, hvor barnet kan vokse op og blive i stand til og bryde symbiosen. Når det er tid til at denne symbiose skal brydes, kan det til tider være hårdt. Det kan være svært for både mor og barn, at skulle give slip, at skulle give afkald på den tryghed og skulle stå på egne ben. Heldigvis er det som regel noget som sker gradvist. Barnet vokser op og løsriver sig fra moren. Moren kan se at barnet, vokser og lærer at klare sig selv, hjælpe det med at flytte fra reden og stadig være en del af barnets liv, om end det nu er fra side linjen.

Min symbiose med min mor foregik ikke helt sådan. Måske den startede lidt der hen af. Som helt lille var jeg, jo som alle, afhængig af min mor for at overleve og der hvor hun ikke kunne satte min mormor og morfar ind. Som jeg blev ældre, vendte symbiosen. Min mor blev mere og mere afhænge af mig. Jeg var jo stadig afhængig af hende, men hun havde om muligt endnu mere brug for mig. Min mormor og morfar blev også en del af denne symbiose. Det var dem der fik min mor indlagt, når jeg ringede efter hjælp og det var dem jeg var hos, når min mor var indlagt.

Jeg har aldrig fået lov til og mærke det naturlige slip på en symbiose. Min mormor og morfar blev helt naturligt gamle, syge og døde. Men det er jo ikke den måde man gerne skulle give slip på en symbiose. Min mor blev ved med at have brug for mig. Mere end noget andet, da min mormor og morfar faldt væk. Nu var det min opgave, ikke bare og vurder når hun havde brug for hjælp, men også at søger for at hun fik hjælpen.  Hun forblev barnet i vores symbiose. Hun blev ved med at have brug for at jeg tog mig af hende. Mange pårørende, til psykisk syg, giver op og giver slip. Det bliver de nød til, for at kunne leve, for at kunne bevare sig selv. Det kunne jeg aldrig få mig selv til. Jeg kunne mærke hvor meget min mor havde brug for mig, når hun var dårlig. Tja og når hun havde gode perioder, kunne hun jo være der for mig. Så jeg blev. Jeg kæmpede. Og jeg tabte.

Igen blev det ikke mit valg at bryde symbiosen. Igen var der ingen naturlig overgang. Båndet blev brudt fra den ene dag til den anden og det var mig der måtte stå tilbage med konsekvenserne. Jeg begynder virkelig at kunne mærke lettelsen. Lettelsen over at nu er min mor ikke mit ansvar mere. Nu kan jeg koncentrere mig, om det jeg gerne vil. Jeg begynder og lærer mig selv at kende på en anden måde, finde ud af hvem JEG er uden det ansvar. Jeg begynder og lærer at give slip…

 

 

Bustur

Udgivet den af
Svar

Min mor havde ingen bil. Hun havde godt nok kørekort, men hun havde vidst ikke kørt sinde hun fik det, så det var ikke noget hun gjorder. Det eneste gang jeg overhovedet kan huske at min mor har kørt bil, var da min mormor prøvede at genopfriske min mors køreegenskaber. Det gik ikke så godt. Tros det at, det foregik på en øde grus vej, nægtede min mor og kører videre, da hun kom uden for vejen i et forsøg på at vende bilen. Derfor var vi altid med bus, min mor og jeg, når vi skulle nogen steder.

Det var der helle ikke noget galt med. Vi boede jo inde i Aalborg så der var til og få en bus til alting. Man skulle da vente lidt engang i mellem, men jeg oplevede enten lig at min mor havde ret godt styr på det med busserne. Vi kom altid af der hvor vi skulle og vi kom på det rigtige sted. Problemet var at min mor glemte og lærer mig det. Jeg tænker ikke hun havde overskuet til både og skulle have overblikket og skulle lærer det fra sig. Jeg må indrømme at det gjorder mig nervøs. Jeg følte ikke at jeg kunne stole 100 % på at min mor havde styr på det, eller i hvert fald ikke altid. Særligt var det svært for mig at finde ro når vi var på lange turer. Vi besøgt tit en ven som boede 1,5 time væk med bus. Selv om det var en tur vi tog tit, var det stort set først da jeg skulle til og tage turen alene, at jeg fik lært hvor det var jeg skulle af. Derfor gjorder det mig også urolig når min mor faldt i søvn på vej der op. Jeg var så bange for at vi ikke kom af det rigtige sted. Jeg kunne ikke genkende stedet og jeg stolede ikke på min mor når hun sagde at hun havde styr på det og så lagde sig til at sove. Det på tros af at vi aldrig kom af det forkerte sted.

 

Det er modbydeligt og have den følelse af hjælpeløshed. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke var i stand til og lærer hvor det var vi skulle af. Det var jo det samme sted hver gang, så det under mig lidt at jeg ikke efterhånden kunne genkende det. Jeg ved godt at det ikke var mit ansvar som lille pige, men med alle de andre ting jeg tog på mig, forstår jeg bare ikke helt, hvorfor dette ikke blev en af dem.

Min mors forhold

Udgivet den af
Svar

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

“Det er dit valg”

Udgivet den af
Svar

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀

Økonomi

Udgivet den af
2

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

Dus

Udgivet den af
Svar

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉