Tag-arkiv: Nutid

Ting der er

Forventinger til børn

Udgivet den af
Svar

“Du skal gå ud med skraldespanden. Her hjælp med at dække bord. Hjælp mig med at tømme opvaskemaskinen.” Det er sætninger jeg siger til min søn. Ting jeg forventer af ham. Forventer også at han ligger sit tøj på plads når jeg beder ham om det eller ligger sin tablet fra sig når jeg siger han skal. Jeg forventer ikke af ham, at det altid er uden modstand. Det ville være foroptimistisk. For jeg ved godt at det ikke altid er lige sjovt at skulle leve op til de forventninger, der stilles til os. Hverken som barn eller som voksen.

Da jeg var barn, var der ingen der forventede jeg hjælp til. Det var i hvert fald ikke dem opfattelse jeg havde. Der var ingen faste opgaver der var mine. Bevares, jeg er da nogle gange blevet bedt om at rydde op på mit værelse. Men helt ærligt? Jeg kan ikke huske om det blev fuldt til dørs.

De praktiske forventninger om ude fra. De kom i den korte periode jeg var i plejefamilie. Her var en forventning om at jeg skulle spise med kniv og gafle. Jeg var seks år og denne forventning eller krav var ny for mig. Jeg fandt til mærkeligt og min motorik var bestemt ikke til det. Men jeg lærte det hos dem, godt nok kejthåndet. men jeg lærte det, fordi de forventede det af mig. Den dag i dag er jeg stadig kejthåndet når jeg spiser.

Der hjemme var der andre forventninger til mig. Der var en forventning om jeg altid var den glade smilende pige, tros alt det der forgik omkring mig. Måske var det sådan de fik en forestilling om at jeg ikke blev påvirket af det eller måske hjælp det dem til ikke at have dårlig samvittighed. Jeg blev ved med at smile fordi jeg kunne hører at det gjorde min mormor glad, når hun kunne sige til mig; “hvor dejligt det var at jeg tros alt var sådan en glad og smilende pige.” En mere usagt forventing til mig var, at når mor havde det skidt og ikke længere var i stand til at passe hverken på mig eller sig selv, så skulle jeg ringe ned til min mormor og morfar, så de kunne komme og hjælpe. Det var jo nok i sin tid sagt som at jeg altid kunne ringe vis der var noget. Jeg husker at deres nummer stod skrevet bag på telefonen, så jeg har været så lille at jeg ikke har kunne huske et telefonnummer, da det blev mit ansvar at ringe efter hjælp.

Min mor forventede af mig at jeg altid ville have et knus når hun ville. Derfor gør jeg meget ud af ikke at forvente min søn ønsker fysisk opmærksomhed, men tilbyder ham det eller spørger ham først. Jeg fandt nemlig ikke altid min mors opmærksomhed rar. Engang i mellem virkede hun jo nemlig så underlig…

Hvad blev forventet af jer som barn og hvad forventer I af jeres børn?  Er det, det samme?

“Gi’ mig et smil”

Udgivet den af
2

“Smil op til solen og den smiler til dig

livet gør dig høj så tag godt imod det,

gå hjem og pull up hvis du ikke forstår det.”

Denne sang fra Wafande og Kaka er, for mig, en rigtig glad i låget sang. Hver gang jeg hører den smiller jeg og jeg hører den gerne flere gange i træk. Den kan virke lidt simpel i teksten, men synes den indholder nogle vigtige budskaber, vi let kan glemme i en travl hverdag.

“Bare gi’ mig et smil når du mø-

der mig på din vej, heyo, heyo, hey,

har kun et liv så nyd hvad du har tilbage”

Helt enkelt handler den om at vi skal smile mere til hinanden, at vi skal nyde livet, som det er og få det bedste ud af, det vi nu engang har fået. Så enkelt et budskab, som nogle gange kan være så utroligt svært at følge. For hvordan er det nu når det hele ramler? Når hele ens falder sammen og lyset synes at være slukket?

“Ka’ et smil fra en fremmed’ gi’ wafande optur

Gør mig glad men naturligvis det jo min figur

Det spild af liv at gå rundt og være sur”

Det er der, når det hele ramler, at vi skal finde glæden i de små ting. Om det er smilet fra en fremmet eller om det er han der lukkede dig ud fra parkeringspladsen i myldretiden. Det er ikke så vigtigt hvad det er. Det vigtige er at vi lader de små lys glimt fylde os, så vi igen bliver opmærksomme på at lyset er der ude. For helt enkelt, tager det alt for meget unødvendig energi at gå og være sur over noget vi alligevel ikke kan ændre.

“Alle barrikader på min vej jeg nedbryder

Smiler til min verden og det syns’ jeg at jeg nyder

Livet på godt og ondt som dagen er lang

For det går rabababang når jeg synger min sang”

Selvfølgelig skal der være plads til at rumme de negative følser her i livet. Det er dog bare så vigtigt at vi husker på at tage alle de små glæder til os. Særligt i de tider hvor vi har der svært. Et smil kan gøre utroligt meget. Det smitter. Lige så vel som surhed gør. Den måde vi møder andre på, smitter i langt de fleste tilfælde af, og på den måde har vi en direkte indvirkning på hvordan vores hverdag er. Så når du nu går ud i verden, så husk på hvad forskel, noget så lidt som et smil kan gøre. Sæt din glad i låget sang på og smil så til verden 🙂

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande”

Udgivet den af
1

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnende strande,
fylder med toner hver en bugt”

Denne sang minder mig altid om min morfar. I første omgang tager tonerne mig tilbage til hans begravelse. Her havde min mormor nemlig bestilt en til at komme og spille trompet, når vi skulle synge den her. Den voldsomme intense lyd af en trompet i kirken, satte sig dybt i mig. Fyldte mig med føleser og stadig den dag i dag, skabes der både glæde og sorg når jeg hører den. Den vækker minder.

“Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt”

Jeg ved faktisk ikke om det var min morfars yndlings sang eller om den var knyttet til at han roede. Jeg kan stadig huske hvordan han som barn tog mig med ned i roklubben. Jeg husker den store hall med den store trappe til første salen. Hvordan man hele vejen op kunne følge sådan nogle store træ skjold med små metal pater på og hvordan jeg brugte tid på at finde min morfars navn i mellem alle de andres, hver gang jeg var med der henne. Jeg husker også at der var et hent særligt trænings rum. Det var aflangt og ikke så bredt. Ude i den ene side var der en kanal med vand og på kanten var der et sæde fra en robåd og en åre. Åren gik ned i vandet. På den måde kunne man træne med den rigtige modstand af vandet. Jeg kan huske at jeg fik lov at prøve det nogle gange og jeg kan huske for fascineret jeg var af det hele. Jeg syntes det var så smart og jeg var vildt stolt af at få lov til at prøve det.

“Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind”

Jeg genkender længselsen i sangen. Det kan både være længselsen efter der hvor vi kommer fra eller om det er længselsen efter noget eller nogen vi har mistet. Måske nogle gange det er længselsen efter noget nyt eller længselsen efter svar. Jeg kan godt have tilbøjelighed til at blive revet med af længselen og i den proces, kan jeg godt glemme lidt hvad det var jeg oprigtig ønskede mig.

“I mine øjne…”

Udgivet den af
Svar

Musik kan være healende. Der er i gennem årenes løb forskellige sange som har betydet meget for mig og som stadig værker noget helt særligt i mig. Jeg vil i de næste par blog indlæg beskrive nogle af dem.

“Guderne ska’ vide Vi har kaldt hinanden lidt af hvert. Med et temperament som dit og mit. Ka’ det nogle gange være svært” 

Starten på Rasmus Seebachs “I mine øjne”, rammer mig altid med stor passion. Den fortæller om den situation vi alle sammen kan stå i, hvor der flyver gnister mellem to mennesker der elsker hinanden. To mennesker som gerne vil hinanden, men selv om man gerne vil hinanden, selv om man elsker hinanden, kan det nogle gange bare være svært. To forskellige personligheder, holdninger og baggrunde der skal passe sammen. De første mange gange jeg hørte denne sang, var jeg overbevidst om at det handlende om et kæreste par. Langsomt gik det dog op for mig, at den mere handler om familien eller den familie vi selv vælger i gennem vores venner. Det er i hvert fald hvad den betyder for mig nu.

“Og selvom vi har skændtes og skabt os. Dumme ting har bragt os langt fra hinanden, ja. Og vi ka’ blive ved med at kæmpe og nogle gange glem’ det”

Min mors og mit temperament mindende meget og hinanden. Vi var i hvert fald lige stædige. Min mor var meget idealistisk omkring politik. På hendes gode dage, der var hun havde overskud, der kunne der være spænede at dele meninger med hende. På de dage kunne hun godt se andre vinkler end sine egen og man kunne blive enige om at være uenige. På de dårlige dage, ja der endte vi med at skilles som uvenner. Kan huske hvor vi engang er skiltes som rivende uvenner i en bus. Ja hvor vi faktisk ikke engang fik sagt farvel.

“Du ka’ se dybt i mine øjne, selvom jeg ikk’ siger det ofte nok Du ka’ se, jeg altid står lige her, til mit hjerte siger stop Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv Jeg vil elske dig for evigt, og hvis du nogensinde var i tvivl Ja, så ved du-uh, ja, så ved du-uh Så ved du det i hvert fald nu”

Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket af min mor. Og jeg håber virkelig ikke at min mor var i tvivl om at jeg elskede hende. Når man sidder tilbage, her efter det hele er slut, kan man godt til tider blive lidt i tvivl. Når det så er sagt synes jeg, at jeg viste min mor det hver gang vi var sammen. Sagde jeg elsker dig og hun fik også kys på kinden.

“Vi har travlt til hverdag Og lever vidt forskellige liv Og der ka’ gå flere uger Hvor jeg glemmer at ring’ eller at skrive Men nu hvor vi er samlet her Er det som om, der ikk’ er gået en dag Jeg ved, at ligemeget, hvor jeg ender henne Vil du altid ta’ mig tilbage”

Jeg elsker det her vers. Synes det er så sigende i hvordan vi lever vores liv. Familien er sjældent noget man ser til daglig, når først man er flyttet hjemme  fra og i den travle hverdag, bliver ens tætte venner heller ikke noget man ser til hverdag. Men når man ses, ja så starter alt hvor man slap. Det er som man så hinanden i går og alt den tid man ikke har skrevet sammen er glemt.

Et helt særligt menneske

Udgivet den af
1

I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.

Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.

Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig.  Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.

Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.

Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.

“Du ligner din mor”

Udgivet den af
Svar

“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.

Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.

Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør. 

Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.

En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl. 

Uforståeligt ubærligt

Udgivet den af
Svar
17.08.2016 En dag der startede så godt og sluttede med at forandre mit liv

3 år siden. I dag er det 3 år siden. Jeg havde håbet at jeg ikke ville tænke over dagen i dag. At den som så mange andre mærke dage ville flyde hen over mig, lige indtil en eller anden minde mig om den. Men nej. Noget nær den første tanke da jeg slog øjnene op, omhandlede netop denne dag for 3 år siden. Det stod helt klart for mig at så snart jeg åbnede Facebook, ville jeg blive mindet om hvad dag det var i dag.

For 3 år siden skinnede solen. Vejret var godt helt fra morgen af og derfor skulle morgenmaden da indtages udenfor. En handling jeg ikke har gjort for mig selv siden. Til daglig ikke et bevidst valg jeg tænker over, men når vi rammer denne dag bliver jeg mindet om hvorfor. Jeg ved godt at det er fjollet at lade være. At det ikke var den handling som var skyld i tingendes udvirkling. Men det sidder i en. Tanken om butterfly effekten. Tanken om hvis nu jeg ikke havde sat mig udenfor, hvis nu jeg bare havde gjort som jeg plejede, kunne verden så have set anderledes ud i dag, her 3 år senere?

17.08.2019 Når vejret fint afspejler ens humør, på 3 års dagen for min mors selvmord

Taknemmelighed

Udgivet den af
Svar

I gennem livet støder vi på mange mennesker. Alle er i vores liv på forskellige måder. Nogle støder kun til os på grænsen af vores liv. Nogle i kort tid, andre i lang tid. Selv de små møder kan påvirke os. Minder os om noget vi har glemt eller lærer os noget nyt om os selv. Andre gange kommer mennesker ind i vores liv. Det er måske ikke meningen det skal være noget stort, det giver måske ikke nogen meningen at de bliver, men det sker. De bliver en stor del af os, en stor del af vores historie. Familie er ikke altid den vi deler blod med. Nogle gange vælger de os, andre gange vælger vi dem. Det gør lige ondt at mindste dem som vi dele blod med og dem vi ikke gør. Jeg er taknemlig for at have begge dele i mit liv. Min selv valgte familie og den jeg deler blod med, dem jeg selv har været med til at vælge, men i særdeleshed dem som har valgt mig.

Når vi mister, skal vi huske på at være taknemmelige for den tid vi har haft sammen. Vi skal mindes det gode og være taknemmelige for tårerne der følger. Den sorg vi følger er bagsiden af den kærlighed vi har følt. Den kærlighed kan ikke tages fra os. Tårerne vi græder er kun en bekræftelse af den kærlighed vi har haft, et tegn på at den vi har mistet har betydet noget for os. Vi skal lade tårerne få plads. Ikke gemme minderne væk fordi de gør ondt, men nyde tanken om det gode der har været. Nyde at vi har haft mennesker der betyder noget for os i vores liv. Dette skal man være taknemmelig for!

“Hver gang et menneske dør så forsvinder der

en verden uden lige og så aldrig mer

når mennesket er væk er biblioteket tomt

historier som ingen aner mere om

 

Hvert menneske jeg ved

er en hemmelighed

og et lys der står

omkring os hvor vi går

bag alt vi gør og si’r

ja, der forblir

hvert menneske jeg ved

en hemmelighed”

 

Værdi

Udgivet den af
Svar

Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…

Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…

0.A

Udgivet den af
Svar

Vejret fortæller at sommeren er slut, tros det at kalenderen viser mig at det er sensommer. En ting er sikkert. Sommerferien er slut for børnene og skoleklokken ringer igen ind til time.

For min dreng betyder det, at den første rigtige skoledag er kommet. Skoleintro er slut og han er startet i 0.A. Selvom han selv rettet far og mor, når vi har snakket om at det var første skoledag i dag. I hans verden er han jo startet op en gang og skal i dag “bare” starte igen. Alligevel bliver det jo, om ikke andet, så en særlig dag for forældrene. Vi ved hvad det betyder og at nu er endnu et blad vendt, på vejen mod selvstændighed.

Der blev taget billeder. Ja så man for eftertiden kan huske hvem der var med på denne store dag. I min forestilling manglede min mor jo så igen så voldsomt. Hun skulle have delt den dag med mig. Er sikker på at der så ville være faldet en tåre. For sådan var hun. Fyldt af følelser, glæder som sorger. Let påvirkelig af de store milepæle og oplevelser, livet bryder os. På godt og ondt.