En gang i mellem dukker der oplevelser op, som er så meget i min mors ånd, at hun skulle have været der.
Jeg snakker ikke om de store oplevers. Dem som hun altid vil mangle til. De store øjeblikke, som er en del af mig som person eller en del af hendes barnebarns liv. Nej, jeg mener helt små ting. Ting som virkelig ville have givet mening for hende. Oplevelser, som særligt hun ville have kunnet se det smukke i og som, ved hendes tilstedeværelse, ved at dele det med hende også for mig ville have givet mere meningen og været meget smukkere.
På heart (www.heart.dk) i Herning, har der været en udstilling, som jeg er sikker på, netop for hende ville have givet meget meningen. Og mens jeg går rundt i denne udstilling, er jeg dybt klar over at hun ville have tilført denne så meget mere meningen, hvis hun havde delt den med mig.
“Blæsten går frisk over Limfjordens vande, rusker dem op til vågen flugt, jager dem mellem de favnende strande, fylder med toner hver en bugt”
Denne sang minder mig altid om min morfar. I første omgang tager tonerne mig tilbage til hans begravelse. Her havde min mormor nemlig bestilt en til at komme og spille trompet, når vi skulle synge den her. Den voldsomme intense lyd af en trompet i kirken, satte sig dybt i mig. Fyldte mig med føleser og stadig den dag i dag, skabes der både glæde og sorg når jeg hører den. Den vækker minder.
“Lyset slår blink over Limfjordens vande, tindrer og ler i et stridigt spil. Bølgerne kaster med flammende brande vikingedrømmenes hvide ild. Og ungdommen føler fjordens magt, en udve fjernt over verden strakt”
Jeg ved faktisk ikke om det var min morfars yndlings sang eller om den var knyttet til at han roede. Jeg kan stadig huske hvordan han som barn tog mig med ned i roklubben. Jeg husker den store hall med den store trappe til første salen. Hvordan man hele vejen op kunne følge sådan nogle store træ skjold med små metal pater på og hvordan jeg brugte tid på at finde min morfars navn i mellem alle de andres, hver gang jeg var med der henne. Jeg husker også at der var et hent særligt trænings rum. Det var aflangt og ikke så bredt. Ude i den ene side var der en kanal med vand og på kanten var der et sæde fra en robåd og en åre. Åren gik ned i vandet. På den måde kunne man træne med den rigtige modstand af vandet. Jeg kan huske at jeg fik lov at prøve det nogle gange og jeg kan huske for fascineret jeg var af det hele. Jeg syntes det var så smart og jeg var vildt stolt af at få lov til at prøve det.
“Længsel er saltet i Limfjordens vande. Her fik jeg fartens glød på kind, her blev med kølige stænk mod min pande viet til uro mit sejlersind”
Jeg genkender længselsen i sangen. Det kan både være længselsen efter der hvor vi kommer fra eller om det er længselsen efter noget eller nogen vi har mistet. Måske nogle gange det er længselsen efter noget nyt eller længselsen efter svar. Jeg kan godt have tilbøjelighed til at blive revet med af længselen og i den proces, kan jeg godt glemme lidt hvad det var jeg oprigtig ønskede mig.
Musik kan være healende. Der er i gennem årenes løb forskellige sange som har betydet meget for mig og som stadig værker noget helt særligt i mig. Jeg vil i de næste par blog indlæg beskrive nogle af dem.
“Guderne ska’ vide Vi har kaldt hinanden lidt af hvert. Med et temperament som dit og mit. Ka’ det nogle gange være svært”
Starten på Rasmus Seebachs “I mine øjne”, rammer mig altid med stor passion. Den fortæller om den situation vi alle sammen kan stå i, hvor der flyver gnister mellem to mennesker der elsker hinanden. To mennesker som gerne vil hinanden, men selv om man gerne vil hinanden, selv om man elsker hinanden, kan det nogle gange bare være svært. To forskellige personligheder, holdninger og baggrunde der skal passe sammen. De første mange gange jeg hørte denne sang, var jeg overbevidst om at det handlende om et kæreste par. Langsomt gik det dog op for mig, at den mere handler om familien eller den familie vi selv vælger i gennem vores venner. Det er i hvert fald hvad den betyder for mig nu.
“Og selvom vi har skændtes og skabt os. Dumme ting har bragt os langt fra hinanden, ja. Og vi ka’ blive ved med at kæmpe og nogle gange glem’ det”
Min mors og mit temperament mindende meget og hinanden. Vi var i hvert fald lige stædige. Min mor var meget idealistisk omkring politik. På hendes gode dage, der var hun havde overskud, der kunne der være spænede at dele meninger med hende. På de dage kunne hun godt se andre vinkler end sine egen og man kunne blive enige om at være uenige. På de dårlige dage, ja der endte vi med at skilles som uvenner. Kan huske hvor vi engang er skiltes som rivende uvenner i en bus. Ja hvor vi faktisk ikke engang fik sagt farvel.
“Du ka’ se dybt i mine øjne, selvom jeg ikk’ siger det ofte nok Du ka’ se, jeg altid står lige her, til mit hjerte siger stop Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv Jeg vil elske dig for evigt, og hvis du nogensinde var i tvivl Ja, så ved du-uh, ja, så ved du-uh Så ved du det i hvert fald nu”
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket af min mor. Og jeg håber virkelig ikke at min mor var i tvivl om at jeg elskede hende. Når man sidder tilbage, her efter det hele er slut, kan man godt til tider blive lidt i tvivl. Når det så er sagt synes jeg, at jeg viste min mor det hver gang vi var sammen. Sagde jeg elsker dig og hun fik også kys på kinden.
“Vi har travlt til hverdag Og lever vidt forskellige liv Og der ka’ gå flere uger Hvor jeg glemmer at ring’ eller at skrive Men nu hvor vi er samlet her Er det som om, der ikk’ er gået en dag Jeg ved, at ligemeget, hvor jeg ender henne Vil du altid ta’ mig tilbage”
Jeg elsker det her vers. Synes det er så sigende i hvordan vi lever vores liv. Familien er sjældent noget man ser til daglig, når først man er flyttet hjemme fra og i den travle hverdag, bliver ens tætte venner heller ikke noget man ser til hverdag. Men når man ses, ja så starter alt hvor man slap. Det er som man så hinanden i går og alt den tid man ikke har skrevet sammen er glemt.
I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.
Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.
Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig. Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.
Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.
Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.
“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.
Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.
Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør.
Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.
En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl.
17.08.2016 En dag der startede så godt og sluttede med at forandre mit liv
3 år siden. I dag er det 3 år siden. Jeg havde håbet at jeg ikke ville tænke over dagen i dag. At den som så mange andre mærke dage ville flyde hen over mig, lige indtil en eller anden minde mig om den. Men nej. Noget nær den første tanke da jeg slog øjnene op, omhandlede netop denne dag for 3 år siden. Det stod helt klart for mig at så snart jeg åbnede Facebook, ville jeg blive mindet om hvad dag det var i dag.
For 3 år siden skinnede solen. Vejret var godt helt fra morgen af og derfor skulle morgenmaden da indtages udenfor. En handling jeg ikke har gjort for mig selv siden. Til daglig ikke et bevidst valg jeg tænker over, men når vi rammer denne dag bliver jeg mindet om hvorfor. Jeg ved godt at det er fjollet at lade være. At det ikke var den handling som var skyld i tingendes udvirkling. Men det sidder i en. Tanken om butterfly effekten. Tanken om hvis nu jeg ikke havde sat mig udenfor, hvis nu jeg bare havde gjort som jeg plejede, kunne verden så have set anderledes ud i dag, her 3 år senere?
17.08.2019 Når vejret fint afspejler ens humør, på 3 års dagen for min mors selvmord
Hvor kommer den sætning dog fra? Tak er ikke et FATTIGT ord, det er et RIGT ord. Selvfølgelig kun når det er sagt oprigtigt, men sådan er det jo med alt ting.
Jeg har fået lært hvor rigt ordet TAK er. Hvor meget der kan ligge i det lille ord. Hvor vigtigt det er at sige tak, særligt når andre giver/siger noget, man ikke har krav på. Når man får en kompliment, at sige tak og give udtryk for hvor glad det gør en. Man skal også huske på at tage imod tak. En ting som jeg ikke har været så god til. Jeg så ordet TAK som fattigt. Jeg kunne ikke se alt det smukke i dette lille simple ord. Hvor stor taknemmelighed og glæde det kan rumme. Hvor meget varme, den der siger tak, faktisk kan føle. At tak kan være udtryk for disse ting i langt større grad end bare at være et lille løs købt ord.
Jeg er dybt taknemlig for at jeg har fået lært, hvor rigt et ord TAK er. Jeg er blevet meget opmærksom på at sige det mere og jeg er meget bevidst om, at jeg faktisk ligger utrolig meget i det. Det er gået op for mig, hvor meget taknemlighed jeg ligger i det at sige tak. At jeg føler glæde og varme når jeg takker og at ønsker at modtageren skal have samme følelse. At de skal kunne mærke den taknemmelighed som mit tak er givet med. Jeg oplever også en hel anden fornemmelse når jeg modtager et tak nu. Jeg lægger mærke til at ordet ikke er sagt uden betydning. At selv om det nok er i situationer på mit arbejde jeg får flest tak og at det her tit er for de mindste gerninger, der oftest falder tak. Ja så tager jeg imod på en anden måde. I stedet for selv tak, får de tak tilbage eller det var så lidt, vel vidende at i deres verden var det måske netop ikke lidt. Det kan faktisk være lidt svært de steder at udtrykke sin taknemlighed for deres TAK, på en måde så de bliver klar over, at for mig er TAK ikke noget fattigt ord.
I gennem livet støder vi på mange mennesker. Alle er i vores liv på forskellige måder. Nogle støder kun til os på grænsen af vores liv. Nogle i kort tid, andre i lang tid. Selv de små møder kan påvirke os. Minder os om noget vi har glemt eller lærer os noget nyt om os selv. Andre gange kommer mennesker ind i vores liv. Det er måske ikke meningen det skal være noget stort, det giver måske ikke nogen meningen at de bliver, men det sker. De bliver en stor del af os, en stor del af vores historie. Familie er ikke altid den vi deler blod med. Nogle gange vælger de os, andre gange vælger vi dem. Det gør lige ondt at mindste dem som vi dele blod med og dem vi ikke gør. Jeg er taknemlig for at have begge dele i mit liv. Min selv valgte familie og den jeg deler blod med, dem jeg selv har været med til at vælge, men i særdeleshed dem som har valgt mig.
Når vi mister, skal vi huske på at være taknemmelige for den tid vi har haft sammen. Vi skal mindes det gode og være taknemmelige for tårerne der følger. Den sorg vi følger er bagsiden af den kærlighed vi har følt. Den kærlighed kan ikke tages fra os. Tårerne vi græder er kun en bekræftelse af den kærlighed vi har haft, et tegn på at den vi har mistet har betydet noget for os. Vi skal lade tårerne få plads. Ikke gemme minderne væk fordi de gør ondt, men nyde tanken om det gode der har været. Nyde at vi har haft mennesker der betyder noget for os i vores liv. Dette skal man være taknemmelig for!
Vi begynder at gå tiden for savn i møde. Lyset forsvinder lige så stille og lige pluselig er det mørkt, når vi står op om morgen. Vi begynder at kunne mærke savnet til lyset i kroppen. Vi længes efter at dagene bliver længere.
Tiden vi går imod indeholder mange traditioner. Ikke bare selve juleaften, men alle de små ting, der sker op til. Måske samler man familie man ellers ikke ser til julefrokost. Måske du handler julegaver med en god veninde. Der er mange små ting som giver anledning til traditioner. Mange ting der giver anlening til savn. Savnet bliver let forstærket af traditioner, fordi en enkelts manglende tilstedeværelse kan gøre at der ingen tradition er mere. Savnet giver en dyb tung fornemmelse i brystet. Det kan føles som hjertet sidder i halsen på en og gråden ligger og presser os på. Man kan helt miste lysten til at være i traditionen. Nogle gange forsøger man at redde den, forsætte så godt man kan som før. Andre gange kan det i sidste ende være nødvendigt at lave den helt om, for at kunne være i det.
Måske manglen på lys også gør os mere eftertænksomme og dermed risiker vi at komme til at tænke mere over vores savn. Eftertænksomheden er en voldsom forstræker til savn. Savn og tvivl. Den sidste tid har jeg virkelig følt stort savn. Der sker så mange ting omkring mig jeg gerne ville vende med min mor. Det er som om der er ting jeg, kun føler jeg vil kunne vende med hende. Ikke fordi hun måske ville kunne komme med en løsningen, men hun var altid god til at lytte og støtte. Komme med små input og sætte tanker i gang i en. Det er lidt som en følelse af, at det er noget jeg kun ville kunne vende med min mor, netop af den grund at hun var min mor. Som jeg er har mistet den eneste der ville kunne forstå. Den eneste der vil accepter mig ligegyldigt hvad.
Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?
Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…
Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…
