Tag-arkiv: blandet

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande”

Udgivet den af
1

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnende strande,
fylder med toner hver en bugt”

Denne sang minder mig altid om min morfar. I første omgang tager tonerne mig tilbage til hans begravelse. Her havde min mormor nemlig bestilt en til at komme og spille trompet, når vi skulle synge den her. Den voldsomme intense lyd af en trompet i kirken, satte sig dybt i mig. Fyldte mig med føleser og stadig den dag i dag, skabes der både glæde og sorg når jeg hører den. Den vækker minder.

“Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt”

Jeg ved faktisk ikke om det var min morfars yndlings sang eller om den var knyttet til at han roede. Jeg kan stadig huske hvordan han som barn tog mig med ned i roklubben. Jeg husker den store hall med den store trappe til første salen. Hvordan man hele vejen op kunne følge sådan nogle store træ skjold med små metal pater på og hvordan jeg brugte tid på at finde min morfars navn i mellem alle de andres, hver gang jeg var med der henne. Jeg husker også at der var et hent særligt trænings rum. Det var aflangt og ikke så bredt. Ude i den ene side var der en kanal med vand og på kanten var der et sæde fra en robåd og en åre. Åren gik ned i vandet. På den måde kunne man træne med den rigtige modstand af vandet. Jeg kan huske at jeg fik lov at prøve det nogle gange og jeg kan huske for fascineret jeg var af det hele. Jeg syntes det var så smart og jeg var vildt stolt af at få lov til at prøve det.

“Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind”

Jeg genkender længselsen i sangen. Det kan både være længselsen efter der hvor vi kommer fra eller om det er længselsen efter noget eller nogen vi har mistet. Måske nogle gange det er længselsen efter noget nyt eller længselsen efter svar. Jeg kan godt have tilbøjelighed til at blive revet med af længselen og i den proces, kan jeg godt glemme lidt hvad det var jeg oprigtig ønskede mig.

“I mine øjne…”

Udgivet den af
Svar

Musik kan være healende. Der er i gennem årenes løb forskellige sange som har betydet meget for mig og som stadig værker noget helt særligt i mig. Jeg vil i de næste par blog indlæg beskrive nogle af dem.

“Guderne ska’ vide Vi har kaldt hinanden lidt af hvert. Med et temperament som dit og mit. Ka’ det nogle gange være svært” 

Starten på Rasmus Seebachs “I mine øjne”, rammer mig altid med stor passion. Den fortæller om den situation vi alle sammen kan stå i, hvor der flyver gnister mellem to mennesker der elsker hinanden. To mennesker som gerne vil hinanden, men selv om man gerne vil hinanden, selv om man elsker hinanden, kan det nogle gange bare være svært. To forskellige personligheder, holdninger og baggrunde der skal passe sammen. De første mange gange jeg hørte denne sang, var jeg overbevidst om at det handlende om et kæreste par. Langsomt gik det dog op for mig, at den mere handler om familien eller den familie vi selv vælger i gennem vores venner. Det er i hvert fald hvad den betyder for mig nu.

“Og selvom vi har skændtes og skabt os. Dumme ting har bragt os langt fra hinanden, ja. Og vi ka’ blive ved med at kæmpe og nogle gange glem’ det”

Min mors og mit temperament mindende meget og hinanden. Vi var i hvert fald lige stædige. Min mor var meget idealistisk omkring politik. På hendes gode dage, der var hun havde overskud, der kunne der være spænede at dele meninger med hende. På de dage kunne hun godt se andre vinkler end sine egen og man kunne blive enige om at være uenige. På de dårlige dage, ja der endte vi med at skilles som uvenner. Kan huske hvor vi engang er skiltes som rivende uvenner i en bus. Ja hvor vi faktisk ikke engang fik sagt farvel.

“Du ka’ se dybt i mine øjne, selvom jeg ikk’ siger det ofte nok Du ka’ se, jeg altid står lige her, til mit hjerte siger stop Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv Jeg vil elske dig for evigt, og hvis du nogensinde var i tvivl Ja, så ved du-uh, ja, så ved du-uh Så ved du det i hvert fald nu”

Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket af min mor. Og jeg håber virkelig ikke at min mor var i tvivl om at jeg elskede hende. Når man sidder tilbage, her efter det hele er slut, kan man godt til tider blive lidt i tvivl. Når det så er sagt synes jeg, at jeg viste min mor det hver gang vi var sammen. Sagde jeg elsker dig og hun fik også kys på kinden.

“Vi har travlt til hverdag Og lever vidt forskellige liv Og der ka’ gå flere uger Hvor jeg glemmer at ring’ eller at skrive Men nu hvor vi er samlet her Er det som om, der ikk’ er gået en dag Jeg ved, at ligemeget, hvor jeg ender henne Vil du altid ta’ mig tilbage”

Jeg elsker det her vers. Synes det er så sigende i hvordan vi lever vores liv. Familien er sjældent noget man ser til daglig, når først man er flyttet hjemme  fra og i den travle hverdag, bliver ens tætte venner heller ikke noget man ser til hverdag. Men når man ses, ja så starter alt hvor man slap. Det er som man så hinanden i går og alt den tid man ikke har skrevet sammen er glemt.

Et helt særligt menneske

Udgivet den af
1

I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.

Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.

Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig.  Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.

Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.

Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.

Taknemmelighed

Udgivet den af
Svar

I gennem livet støder vi på mange mennesker. Alle er i vores liv på forskellige måder. Nogle støder kun til os på grænsen af vores liv. Nogle i kort tid, andre i lang tid. Selv de små møder kan påvirke os. Minder os om noget vi har glemt eller lærer os noget nyt om os selv. Andre gange kommer mennesker ind i vores liv. Det er måske ikke meningen det skal være noget stort, det giver måske ikke nogen meningen at de bliver, men det sker. De bliver en stor del af os, en stor del af vores historie. Familie er ikke altid den vi deler blod med. Nogle gange vælger de os, andre gange vælger vi dem. Det gør lige ondt at mindste dem som vi dele blod med og dem vi ikke gør. Jeg er taknemlig for at have begge dele i mit liv. Min selv valgte familie og den jeg deler blod med, dem jeg selv har været med til at vælge, men i særdeleshed dem som har valgt mig.

Når vi mister, skal vi huske på at være taknemmelige for den tid vi har haft sammen. Vi skal mindes det gode og være taknemmelige for tårerne der følger. Den sorg vi følger er bagsiden af den kærlighed vi har følt. Den kærlighed kan ikke tages fra os. Tårerne vi græder er kun en bekræftelse af den kærlighed vi har haft, et tegn på at den vi har mistet har betydet noget for os. Vi skal lade tårerne få plads. Ikke gemme minderne væk fordi de gør ondt, men nyde tanken om det gode der har været. Nyde at vi har haft mennesker der betyder noget for os i vores liv. Dette skal man være taknemmelig for!

“Hver gang et menneske dør så forsvinder der

en verden uden lige og så aldrig mer

når mennesket er væk er biblioteket tomt

historier som ingen aner mere om

 

Hvert menneske jeg ved

er en hemmelighed

og et lys der står

omkring os hvor vi går

bag alt vi gør og si’r

ja, der forblir

hvert menneske jeg ved

en hemmelighed”

 

Værdi

Udgivet den af
Svar

Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…

Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…

0.A

Udgivet den af
Svar

Vejret fortæller at sommeren er slut, tros det at kalenderen viser mig at det er sensommer. En ting er sikkert. Sommerferien er slut for børnene og skoleklokken ringer igen ind til time.

For min dreng betyder det, at den første rigtige skoledag er kommet. Skoleintro er slut og han er startet i 0.A. Selvom han selv rettet far og mor, når vi har snakket om at det var første skoledag i dag. I hans verden er han jo startet op en gang og skal i dag “bare” starte igen. Alligevel bliver det jo, om ikke andet, så en særlig dag for forældrene. Vi ved hvad det betyder og at nu er endnu et blad vendt, på vejen mod selvstændighed.

Der blev taget billeder. Ja så man for eftertiden kan huske hvem der var med på denne store dag. I min forestilling manglede min mor jo så igen så voldsomt. Hun skulle have delt den dag med mig. Er sikker på at der så ville være faldet en tåre. For sådan var hun. Fyldt af følelser, glæder som sorger. Let påvirkelig af de store milepæle og oplevelser, livet bryder os. På godt og ondt.

I går græd jeg

Udgivet den af
Svar

I går græd jeg. Det har jeg ikke gjort længe. En snak med en der kender smerten ved at miste vækkede noget op i mig. En snak med en jeg ikke kender i nu og som heller ikke kender mig og alligevel har vi så mange ting til fælles. Forbundet af et kendskab til et kaos af følelser. Som en smerte, der ikke er fælles, men alligevel delt.

Jeg blev mindet om hvor rart det er at kunne dele denne smerte. Mindet om hvor rørt jeg bliver, når min historie kan røre et andet mennesker som selv har været i gennem det. Mindet om at jeg ikke helt er der hvor jeg selv er i stand til netop dette og hvor meget jeg håber at blive i stand til det. Mindet om at jeg ikke er hel i nu.

Tåren skabt til forældre

Udgivet den af
Svar

I går startede min dreng i førskole. 5 år gamle og så klar på at skulle i skole. Det er en stor dag når ens børn vender en ny sten på vejen. Som forældre står vi alle spændte og kigger på. Klar på side linjen, hvis der skulle være brug for en hjælpende hånd. Både min mand og jeg var til stede og drengen skulle da også kun have en lille hånd, til at accepter da det var tid for os og gå. Stolt mor der efterlod, sin dreng til en helt ny verden.

Men jeg manglende nogen. Jeg har altid haft en forestillingen om at min mor skulle være med, den dag min dreng startede i skole. Jeg havde glædet mig til at dele denne dag med hende. Jeg er sikker på at hun ville have grædt en lille tåre, over at hendes lille barnebarn nu var blevet så stor. Som hun så mange gange har gjort det, når det gik op for hende at jeg blev større. Jeg forestiller mig, at det for hende, var en tåre blandet med glæde og vemod. Glæden over noget der blomster og vokser op. Vemod over noget der aldrig kommer igen eller kan laves om. Måske denne form for tåre, netop er rettet mod os forældre. Vi glæder os hver gang vores børn vokser, hver gang de kan noget nyt selv, på samme tid kan det gør ondt på os, inden i. Vi ved at for hver gang, vores barn får en ny kunnen, er det et skridt tætter på at løsrive sig. På at blive det selvstændige menneske, det har krav på at være.

Symbiosen

Udgivet den af
2

En normal symbiose, mellem mor og barn, skabes for at barnet kan overleve. Det er afhængigt af moren for at overleve og moren ønsker at skabe et miljø, hvor barnet kan vokse op og blive i stand til og bryde symbiosen. Når det er tid til at denne symbiose skal brydes, kan det til tider være hårdt. Det kan være svært for både mor og barn, at skulle give slip, at skulle give afkald på den tryghed og skulle stå på egne ben. Heldigvis er det som regel noget som sker gradvist. Barnet vokser op og løsriver sig fra moren. Moren kan se at barnet, vokser og lærer at klare sig selv, hjælpe det med at flytte fra reden og stadig være en del af barnets liv, om end det nu er fra side linjen.

Min symbiose med min mor foregik ikke helt sådan. Måske den startede lidt der hen af. Som helt lille var jeg, jo som alle, afhængig af min mor for at overleve og der hvor hun ikke kunne satte min mormor og morfar ind. Som jeg blev ældre, vendte symbiosen. Min mor blev mere og mere afhænge af mig. Jeg var jo stadig afhængig af hende, men hun havde om muligt endnu mere brug for mig. Min mormor og morfar blev også en del af denne symbiose. Det var dem der fik min mor indlagt, når jeg ringede efter hjælp og det var dem jeg var hos, når min mor var indlagt.

Jeg har aldrig fået lov til og mærke det naturlige slip på en symbiose. Min mormor og morfar blev helt naturligt gamle, syge og døde. Men det er jo ikke den måde man gerne skulle give slip på en symbiose. Min mor blev ved med at have brug for mig. Mere end noget andet, da min mormor og morfar faldt væk. Nu var det min opgave, ikke bare og vurder når hun havde brug for hjælp, men også at søger for at hun fik hjælpen.  Hun forblev barnet i vores symbiose. Hun blev ved med at have brug for at jeg tog mig af hende. Mange pårørende, til psykisk syg, giver op og giver slip. Det bliver de nød til, for at kunne leve, for at kunne bevare sig selv. Det kunne jeg aldrig få mig selv til. Jeg kunne mærke hvor meget min mor havde brug for mig, når hun var dårlig. Tja og når hun havde gode perioder, kunne hun jo være der for mig. Så jeg blev. Jeg kæmpede. Og jeg tabte.

Igen blev det ikke mit valg at bryde symbiosen. Igen var der ingen naturlig overgang. Båndet blev brudt fra den ene dag til den anden og det var mig der måtte stå tilbage med konsekvenserne. Jeg begynder virkelig at kunne mærke lettelsen. Lettelsen over at nu er min mor ikke mit ansvar mere. Nu kan jeg koncentrere mig, om det jeg gerne vil. Jeg begynder og lærer mig selv at kende på en anden måde, finde ud af hvem JEG er uden det ansvar. Jeg begynder og lærer at give slip…

 

 

Virkeligheden

Udgivet den af
2

Her på det seneste er jeg stødt på, en del borger med psykiske problemer. Det stikker altid lidt ekstra i mig og jeg har svært ved ikke og kigge efter de samme tegn, som min mor havde. Min livserfaring gør mig bedre til at læse disse mennesker. Jeg kender tegnede på en anden måde, fordi jeg har haft dem inde på livet i så mange år. Desværre gør mine føleler at jeg risikere at lukke ned, når jeg støder på borger hvis træk minder mig for meget om min mors. Det udløser en flygt refleks, som jeg skal bide i mig, for at gøre mig arbejde ordentligt. Det er hårdt og noget jeg kæmper med. Jeg ved at jeg kan noget særligt med disse mennesker.

Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er hver dag, jeg har borger som disse. Jeg er stødt på en borger der vækkede noget i mig, jeg ikke har prøvet før. Der blev vækket en endnu større undren for hvordan omverden, kunne se bort fra den lille pige der boede hjemme ved sin mor? Min mor var så tydelig i denne borger, at der bare manglede den lille pige. Det var skræmmende at få så levende et billede, af hvordan min barndoms hverdag har set ud. Jeg har aldrig set det på den måde udefra. Jeg tror aldrig jeg har været “klar” til og se det på den måde før. Det er i hvert fald første gang jeg har stået ved en borger og været så tæt på og give efter for min flugt refleks . Hun sad bare der. Tom i blikket. Kiggende  væk fra mig, når jeg snakkede til hende. Hun ønskede ikke min hjælp, jeg var ny i hendes verden. Det var som og se min mor, siddende ved køkkenbordet, fjern i blikket og mig, stående foran hende. Lille pige med et ønske om at hjælpe, ude afstand til og forstå, hvilken verden det var min mor var fanget i.

Da jeg gik ud fra denne borger, følte jeg mig tom inden i. Det var en ny oplevelse jeg skulle forholde mig til. Jeg blev nød til og spørger mig selv om jeg var det rigtige sted. Er jeg overhovedet i stand til og arbejde med mennesker? Jeg ved at jeg er god til det og jeg nyder mit arbejde. Jeg sætter pris på at jeg ikke har så mange af disse borger, der hvor jeg er. Ved også at det er, det rigtige valg ikke og være i psykiatrien. Det ville komme alt for tæt på og er bange for at det ville ødelægge mig. Men jeg ville virkelig gerne arbejde med børn af psykisksyge. Jeg ville gerne være med til og hjælpe dem godt videre. Give dem det jeg manglede, en der kan forstå dem og få dem til ikke og føle sig så alene.