“Du ligner din mor”

“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.

Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.

Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør. 

Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.

En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl. 

Uforståeligt ubærligt

17.08.2016 En dag der startede så godt og sluttede med at forandre mit liv

3 år siden. I dag er det 3 år siden. Jeg havde håbet at jeg ikke ville tænke over dagen i dag. At den som så mange andre mærke dage ville flyde hen over mig, lige indtil en eller anden minde mig om den. Men nej. Noget nær den første tanke da jeg slog øjnene op, omhandlede netop denne dag for 3 år siden. Det stod helt klart for mig at så snart jeg åbnede Facebook, ville jeg blive mindet om hvad dag det var i dag.

For 3 år siden skinnede solen. Vejret var godt helt fra morgen af og derfor skulle morgenmaden da indtages udenfor. En handling jeg ikke har gjort for mig selv siden. Til daglig ikke et bevidst valg jeg tænker over, men når vi rammer denne dag bliver jeg mindet om hvorfor. Jeg ved godt at det er fjollet at lade være. At det ikke var den handling som var skyld i tingendes udvirkling. Men det sidder i en. Tanken om butterfly effekten. Tanken om hvis nu jeg ikke havde sat mig udenfor, hvis nu jeg bare havde gjort som jeg plejede, kunne verden så have set anderledes ud i dag, her 3 år senere?

17.08.2019 Når vejret fint afspejler ens humør, på 3 års dagen for min mors selvmord

Tak er kun et fattigt ord

Hvor kommer den sætning dog fra? Tak er ikke et FATTIGT ord, det er et RIGT ord. Selvfølgelig kun når det er sagt oprigtigt, men sådan er det jo med alt ting.

Jeg har fået lært  hvor rigt ordet TAK er. Hvor meget der kan ligge i det lille ord. Hvor vigtigt det er at sige tak, særligt når andre giver/siger noget, man ikke har krav på. Når man får en kompliment, at sige tak og give udtryk for hvor glad det gør en. Man skal også huske på at tage imod tak. En ting som jeg ikke har været så god til. Jeg så ordet TAK som fattigt. Jeg kunne ikke se alt det smukke i dette lille simple ord. Hvor stor taknemmelighed og glæde det kan rumme. Hvor meget varme, den der siger tak, faktisk kan føle. At tak kan være udtryk for disse ting i langt større grad end bare at være et lille løs købt ord.

Jeg er dybt taknemlig for at jeg har fået lært, hvor rigt et ord TAK er. Jeg er blevet meget opmærksom på at sige det mere og jeg er meget bevidst om, at jeg faktisk ligger utrolig meget i det. Det er gået op for mig, hvor meget taknemlighed jeg ligger i det at sige tak. At jeg føler glæde og varme når jeg takker og at ønsker at modtageren skal have samme følelse. At de skal kunne mærke den taknemmelighed som mit tak er givet med. Jeg oplever også en hel anden fornemmelse når jeg modtager et tak nu. Jeg lægger mærke til at ordet ikke er sagt uden betydning. At selv om det nok er i situationer på mit arbejde jeg får flest tak og at det her tit er for de mindste gerninger, der oftest falder tak. Ja så tager jeg imod på en anden måde. I stedet for selv tak, får de tak tilbage eller det var så lidt, vel vidende at i deres verden var det måske netop ikke lidt. Det kan faktisk være lidt svært de steder at udtrykke sin taknemlighed for deres TAK, på en måde så de bliver klar over, at for mig er TAK ikke noget fattigt ord.

Taknemmelighed

I gennem livet støder vi på mange mennesker. Alle er i vores liv på forskellige måder. Nogle støder kun til os på grænsen af vores liv. Nogle i kort tid, andre i lang tid. Selv de små møder kan påvirke os. Minder os om noget vi har glemt eller lærer os noget nyt om os selv. Andre gange kommer mennesker ind i vores liv. Det er måske ikke meningen det skal være noget stort, det giver måske ikke nogen meningen at de bliver, men det sker. De bliver en stor del af os, en stor del af vores historie. Familie er ikke altid den vi deler blod med. Nogle gange vælger de os, andre gange vælger vi dem. Det gør lige ondt at mindste dem som vi dele blod med og dem vi ikke gør. Jeg er taknemlig for at have begge dele i mit liv. Min selv valgte familie og den jeg deler blod med, dem jeg selv har været med til at vælge, men i særdeleshed dem som har valgt mig.

Når vi mister, skal vi huske på at være taknemmelige for den tid vi har haft sammen. Vi skal mindes det gode og være taknemmelige for tårerne der følger. Den sorg vi følger er bagsiden af den kærlighed vi har følt. Den kærlighed kan ikke tages fra os. Tårerne vi græder er kun en bekræftelse af den kærlighed vi har haft, et tegn på at den vi har mistet har betydet noget for os. Vi skal lade tårerne få plads. Ikke gemme minderne væk fordi de gør ondt, men nyde tanken om det gode der har været. Nyde at vi har haft mennesker der betyder noget for os i vores liv. Dette skal man være taknemmelig for!

“Hver gang et menneske dør så forsvinder der

en verden uden lige og så aldrig mer

når mennesket er væk er biblioteket tomt

historier som ingen aner mere om

 

Hvert menneske jeg ved

er en hemmelighed

og et lys der står

omkring os hvor vi går

bag alt vi gør og si’r

ja, der forblir

hvert menneske jeg ved

en hemmelighed”

 

Savn

Vi begynder at gå tiden for savn i møde. Lyset forsvinder lige så stille og lige pluselig er det mørkt, når vi står op om morgen. Vi begynder at kunne mærke savnet til lyset i kroppen. Vi længes efter at dagene bliver længere.

Tiden vi går imod indeholder mange traditioner. Ikke bare selve juleaften, men alle de små ting, der sker op til. Måske samler man familie man ellers ikke ser til julefrokost. Måske du handler julegaver med en god veninde. Der er mange små ting som giver anledning til traditioner. Mange ting der giver anlening til savn. Savnet bliver let forstærket af traditioner, fordi en enkelts manglende tilstedeværelse kan gøre at der ingen tradition er mere. Savnet giver en dyb tung fornemmelse i brystet. Det kan føles som hjertet sidder i halsen på en og gråden ligger og presser os på. Man kan helt miste lysten til at være i traditionen. Nogle gange forsøger man at redde den, forsætte så godt man kan som før. Andre gange kan det i sidste ende være nødvendigt at lave den helt om, for at kunne være i det.

Måske manglen på lys også gør os mere eftertænksomme og dermed risiker vi at komme til at tænke mere over vores savn. Eftertænksomheden er en voldsom forstræker til savn. Savn og tvivl. Den sidste tid har jeg virkelig følt stort savn. Der sker så mange ting omkring mig jeg gerne ville vende med min mor. Det er som om der er ting jeg, kun føler jeg vil kunne vende med hende. Ikke fordi hun måske ville kunne komme med en løsningen, men hun var altid god til at lytte og støtte. Komme med små input og sætte tanker i gang i en. Det er lidt som en følelse af, at det er noget jeg kun ville kunne vende med min mor, netop af den grund at hun var min mor. Som jeg er har mistet den eneste der ville kunne forstå. Den eneste der vil accepter mig ligegyldigt hvad.

Værdi

Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…

Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…

0.A

Vejret fortæller at sommeren er slut, tros det at kalenderen viser mig at det er sensommer. En ting er sikkert. Sommerferien er slut for børnene og skoleklokken ringer igen ind til time.

For min dreng betyder det, at den første rigtige skoledag er kommet. Skoleintro er slut og han er startet i 0.A. Selvom han selv rettet far og mor, når vi har snakket om at det var første skoledag i dag. I hans verden er han jo startet op en gang og skal i dag “bare” starte igen. Alligevel bliver det jo, om ikke andet, så en særlig dag for forældrene. Vi ved hvad det betyder og at nu er endnu et blad vendt, på vejen mod selvstændighed.

Der blev taget billeder. Ja så man for eftertiden kan huske hvem der var med på denne store dag. I min forestilling manglede min mor jo så igen så voldsomt. Hun skulle have delt den dag med mig. Er sikker på at der så ville være faldet en tåre. For sådan var hun. Fyldt af følelser, glæder som sorger. Let påvirkelig af de store milepæle og oplevelser, livet bryder os. På godt og ondt.

Ro

Langt væk i tanken min

Hovedet fyldt af mylder

Som skyerne på himmelen

De sindet mit dækker

 

Aldrig ro intet lys

Konstant det tildækkes

Indtil tiden er

Noget vækkes

 

Skyerne de deles når

Små lysglimt bli´r til mange

og tom blå himle gi´r

Tonerne af ro magten

 

 

Mærkedag

Endnu en mærkedag er kommet og gået. Min mor kunne være fyldt 62 den 12/6-2018. En dag der helt sikkert ville være brugt, til at samle hele familien. Hun elskede det, at samle mennesker omkring sig og det gik hende på når hun ikke kunne samle, hele familien. Vi var/er ikke en stor familie. Måske vi er omkring 20 når alle var samlet. Netop derfor gik det også min mor på når hun ikke kunne samle dem alle. Det betød meget for hende og endnu mere efter at hendes forældre døde og de ikke var der til at samle os alle. Det var svært for hende og forstå at alle ikke kunne finde tid til at samles, de få gange der var mulighed for det.

Helt ærligt?! Så havde jeg fuldstændig glemt det. Fuldstændig fortrængt at det kunne have været hendes fødselsdag. Jeg blev mindet om det, dagen før af en af hendes veninder og på dagen af familien. Selv om jeg brød fuldstændig sammen, dagen før, var det tros alt bedre end at det havde været på dagen, på vej til arbejde. Det var svært nok som det var, at skulle koncentrere sig om andre.

Men hvad vis jeg ikke var blevet mindet om det? Hvis mors veninde ikke havde ringet eller familien ikke skrevet? Hvornår var jeg så kommet i tanke om det? Og havde det ramt hårdere at det først var lang tid efter? Havde det ramt mig at jeg havde glemt hendes fødselsdag? Ville jeg overhovedet være kommet i tanke om det?

Et eller andet sted, kan det så betale sig at fejrer, fødselen af et menneske, som ikke ønskede at være her? Var det en ond tanke? For hvad med alt det gode hun gjorder? Alle de mennesker hun rørte? Dem hun satte i verden?
Den tid hun var her, satte jo ringe i vandet, som vi alle gør. På den ene eller den anden måde. Måske jeg skulle finde en dag jeg kunne fejrer dette, hendes liv. Måske det skal være den 12/6, måske den 16/8 eller måske det bare skal være i det små minder der dukker op en gang i mellem, når der er tid, overkue og plads til dem? Hvem ved…