Forventinger til børn

“Du skal gå ud med skraldespanden. Her hjælp med at dække bord. Hjælp mig med at tømme opvaskemaskinen.” Det er sætninger jeg siger til min søn. Ting jeg forventer af ham. Forventer også at han ligger sit tøj på plads når jeg beder ham om det eller ligger sin tablet fra sig når jeg siger han skal. Jeg forventer ikke af ham, at det altid er uden modstand. Det ville være foroptimistisk. For jeg ved godt at det ikke altid er lige sjovt at skulle leve op til de forventninger, der stilles til os. Hverken som barn eller som voksen.

Da jeg var barn, var der ingen der forventede jeg hjælp til. Det var i hvert fald ikke dem opfattelse jeg havde. Der var ingen faste opgaver der var mine. Bevares, jeg er da nogle gange blevet bedt om at rydde op på mit værelse. Men helt ærligt? Jeg kan ikke huske om det blev fuldt til dørs.

De praktiske forventninger om ude fra. De kom i den korte periode jeg var i plejefamilie. Her var en forventning om at jeg skulle spise med kniv og gafle. Jeg var seks år og denne forventning eller krav var ny for mig. Jeg fandt til mærkeligt og min motorik var bestemt ikke til det. Men jeg lærte det hos dem, godt nok kejthåndet. men jeg lærte det, fordi de forventede det af mig. Den dag i dag er jeg stadig kejthåndet når jeg spiser.

Der hjemme var der andre forventninger til mig. Der var en forventning om jeg altid var den glade smilende pige, tros alt det der forgik omkring mig. Måske var det sådan de fik en forestilling om at jeg ikke blev påvirket af det eller måske hjælp det dem til ikke at have dårlig samvittighed. Jeg blev ved med at smile fordi jeg kunne hører at det gjorde min mormor glad, når hun kunne sige til mig; “hvor dejligt det var at jeg tros alt var sådan en glad og smilende pige.” En mere usagt forventing til mig var, at når mor havde det skidt og ikke længere var i stand til at passe hverken på mig eller sig selv, så skulle jeg ringe ned til min mormor og morfar, så de kunne komme og hjælpe. Det var jo nok i sin tid sagt som at jeg altid kunne ringe vis der var noget. Jeg husker at deres nummer stod skrevet bag på telefonen, så jeg har været så lille at jeg ikke har kunne huske et telefonnummer, da det blev mit ansvar at ringe efter hjælp.

Min mor forventede af mig at jeg altid ville have et knus når hun ville. Derfor gør jeg meget ud af ikke at forvente min søn ønsker fysisk opmærksomhed, men tilbyder ham det eller spørger ham først. Jeg fandt nemlig ikke altid min mors opmærksomhed rar. Engang i mellem virkede hun jo nemlig så underlig…

Hvad blev forventet af jer som barn og hvad forventer I af jeres børn?  Er det, det samme?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.