Kategoriarkiv: Fortid

Forventinger til børn

Udgivet den af
Svar

“Du skal gå ud med skraldespanden. Her hjælp med at dække bord. Hjælp mig med at tømme opvaskemaskinen.” Det er sætninger jeg siger til min søn. Ting jeg forventer af ham. Forventer også at han ligger sit tøj på plads når jeg beder ham om det eller ligger sin tablet fra sig når jeg siger han skal. Jeg forventer ikke af ham, at det altid er uden modstand. Det ville være foroptimistisk. For jeg ved godt at det ikke altid er lige sjovt at skulle leve op til de forventninger, der stilles til os. Hverken som barn eller som voksen.

Da jeg var barn, var der ingen der forventede jeg hjælp til. Det var i hvert fald ikke dem opfattelse jeg havde. Der var ingen faste opgaver der var mine. Bevares, jeg er da nogle gange blevet bedt om at rydde op på mit værelse. Men helt ærligt? Jeg kan ikke huske om det blev fuldt til dørs.

De praktiske forventninger om ude fra. De kom i den korte periode jeg var i plejefamilie. Her var en forventning om at jeg skulle spise med kniv og gafle. Jeg var seks år og denne forventning eller krav var ny for mig. Jeg fandt til mærkeligt og min motorik var bestemt ikke til det. Men jeg lærte det hos dem, godt nok kejthåndet. men jeg lærte det, fordi de forventede det af mig. Den dag i dag er jeg stadig kejthåndet når jeg spiser.

Der hjemme var der andre forventninger til mig. Der var en forventning om jeg altid var den glade smilende pige, tros alt det der forgik omkring mig. Måske var det sådan de fik en forestilling om at jeg ikke blev påvirket af det eller måske hjælp det dem til ikke at have dårlig samvittighed. Jeg blev ved med at smile fordi jeg kunne hører at det gjorde min mormor glad, når hun kunne sige til mig; “hvor dejligt det var at jeg tros alt var sådan en glad og smilende pige.” En mere usagt forventing til mig var, at når mor havde det skidt og ikke længere var i stand til at passe hverken på mig eller sig selv, så skulle jeg ringe ned til min mormor og morfar, så de kunne komme og hjælpe. Det var jo nok i sin tid sagt som at jeg altid kunne ringe vis der var noget. Jeg husker at deres nummer stod skrevet bag på telefonen, så jeg har været så lille at jeg ikke har kunne huske et telefonnummer, da det blev mit ansvar at ringe efter hjælp.

Min mor forventede af mig at jeg altid ville have et knus når hun ville. Derfor gør jeg meget ud af ikke at forvente min søn ønsker fysisk opmærksomhed, men tilbyder ham det eller spørger ham først. Jeg fandt nemlig ikke altid min mors opmærksomhed rar. Engang i mellem virkede hun jo nemlig så underlig…

Hvad blev forventet af jer som barn og hvad forventer I af jeres børn?  Er det, det samme?

Et helt særligt menneske

Udgivet den af
1

I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.

Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.

Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig.  Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.

Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.

Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.

Værdi

Udgivet den af
Svar

Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…

Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…

Mærkedag

Udgivet den af
Svar

Endnu en mærkedag er kommet og gået. Min mor kunne være fyldt 62 den 12/6-2018. En dag der helt sikkert ville være brugt, til at samle hele familien. Hun elskede det, at samle mennesker omkring sig og det gik hende på når hun ikke kunne samle, hele familien. Vi var/er ikke en stor familie. Måske vi er omkring 20 når alle var samlet. Netop derfor gik det også min mor på når hun ikke kunne samle dem alle. Det betød meget for hende og endnu mere efter at hendes forældre døde og de ikke var der til at samle os alle. Det var svært for hende og forstå at alle ikke kunne finde tid til at samles, de få gange der var mulighed for det.

Helt ærligt?! Så havde jeg fuldstændig glemt det. Fuldstændig fortrængt at det kunne have været hendes fødselsdag. Jeg blev mindet om det, dagen før af en af hendes veninder og på dagen af familien. Selv om jeg brød fuldstændig sammen, dagen før, var det tros alt bedre end at det havde været på dagen, på vej til arbejde. Det var svært nok som det var, at skulle koncentrere sig om andre.

Men hvad vis jeg ikke var blevet mindet om det? Hvis mors veninde ikke havde ringet eller familien ikke skrevet? Hvornår var jeg så kommet i tanke om det? Og havde det ramt hårdere at det først var lang tid efter? Havde det ramt mig at jeg havde glemt hendes fødselsdag? Ville jeg overhovedet være kommet i tanke om det?

Et eller andet sted, kan det så betale sig at fejrer, fødselen af et menneske, som ikke ønskede at være her? Var det en ond tanke? For hvad med alt det gode hun gjorder? Alle de mennesker hun rørte? Dem hun satte i verden?
Den tid hun var her, satte jo ringe i vandet, som vi alle gør. På den ene eller den anden måde. Måske jeg skulle finde en dag jeg kunne fejrer dette, hendes liv. Måske det skal være den 12/6, måske den 16/8 eller måske det bare skal være i det små minder der dukker op en gang i mellem, når der er tid, overkue og plads til dem? Hvem ved…

Min fødselsdag

Udgivet den af
Svar

Når jeg tænker tilbage på mine barndoms fødselsdage, er der nogle enkelte der står frem. Jeg kan huske at børnehaven var der, jeg husker at jeg har holdt fødselsdag på macdonals, drengene fra klassen der spillede fodbold nede på græsset, den gang kun halvdelen af min klasse kom, forsøget med at lave sukker glaseret æbler og fuglereder med flødeskum. Mormor med sit forklæde i køkkenet, som hjælp mor med at styre det hele. Hvor kedelige familie fødselsdage var, fordi de voksne bare sad og snakkede og jeg følte mig så overset. Husker jeg fik en ønske gjøltrold et år. Mit ønske var at jeg fik lov til at gå på tanken alene… Og at det blev opfyldt.

Jeg elskede fødselsdage. Elsker de positive overraskelser. Jeg havde altid en følelse af at være noget helt ekstra særligt, takket være min mor, på min fødselsdag. Med hendes død, blev det lige pludselig en dag som alle andre. Det kan gøre så ondt at anerkende hvad der præcises er skyld i, hvorfor følesen af ligegyldighed dukker op. Jeg tror min mor stod på hænder for at min fødselsdag i det mindste skulle være noget særligt. Selv om hendes overskud måske ikke var det bedste den dag, er jeg sikker på at jeg fik sang og gaver på sengen. Jeg sidder her med tårer i kanten af øjet. Mindes om at lige om lidt er jeg et år ældre. Mindes at telefonen ikke ringer og at jeg ikke skal høre min mors stemme synge…

I dag er det Kristinas fødselsdag…..

Symbiosen

Udgivet den af
2

En normal symbiose, mellem mor og barn, skabes for at barnet kan overleve. Det er afhængigt af moren for at overleve og moren ønsker at skabe et miljø, hvor barnet kan vokse op og blive i stand til og bryde symbiosen. Når det er tid til at denne symbiose skal brydes, kan det til tider være hårdt. Det kan være svært for både mor og barn, at skulle give slip, at skulle give afkald på den tryghed og skulle stå på egne ben. Heldigvis er det som regel noget som sker gradvist. Barnet vokser op og løsriver sig fra moren. Moren kan se at barnet, vokser og lærer at klare sig selv, hjælpe det med at flytte fra reden og stadig være en del af barnets liv, om end det nu er fra side linjen.

Min symbiose med min mor foregik ikke helt sådan. Måske den startede lidt der hen af. Som helt lille var jeg, jo som alle, afhængig af min mor for at overleve og der hvor hun ikke kunne satte min mormor og morfar ind. Som jeg blev ældre, vendte symbiosen. Min mor blev mere og mere afhænge af mig. Jeg var jo stadig afhængig af hende, men hun havde om muligt endnu mere brug for mig. Min mormor og morfar blev også en del af denne symbiose. Det var dem der fik min mor indlagt, når jeg ringede efter hjælp og det var dem jeg var hos, når min mor var indlagt.

Jeg har aldrig fået lov til og mærke det naturlige slip på en symbiose. Min mormor og morfar blev helt naturligt gamle, syge og døde. Men det er jo ikke den måde man gerne skulle give slip på en symbiose. Min mor blev ved med at have brug for mig. Mere end noget andet, da min mormor og morfar faldt væk. Nu var det min opgave, ikke bare og vurder når hun havde brug for hjælp, men også at søger for at hun fik hjælpen.  Hun forblev barnet i vores symbiose. Hun blev ved med at have brug for at jeg tog mig af hende. Mange pårørende, til psykisk syg, giver op og giver slip. Det bliver de nød til, for at kunne leve, for at kunne bevare sig selv. Det kunne jeg aldrig få mig selv til. Jeg kunne mærke hvor meget min mor havde brug for mig, når hun var dårlig. Tja og når hun havde gode perioder, kunne hun jo være der for mig. Så jeg blev. Jeg kæmpede. Og jeg tabte.

Igen blev det ikke mit valg at bryde symbiosen. Igen var der ingen naturlig overgang. Båndet blev brudt fra den ene dag til den anden og det var mig der måtte stå tilbage med konsekvenserne. Jeg begynder virkelig at kunne mærke lettelsen. Lettelsen over at nu er min mor ikke mit ansvar mere. Nu kan jeg koncentrere mig, om det jeg gerne vil. Jeg begynder og lærer mig selv at kende på en anden måde, finde ud af hvem JEG er uden det ansvar. Jeg begynder og lærer at give slip…

 

 

Bustur

Udgivet den af
Svar

Min mor havde ingen bil. Hun havde godt nok kørekort, men hun havde vidst ikke kørt sinde hun fik det, så det var ikke noget hun gjorder. Det eneste gang jeg overhovedet kan huske at min mor har kørt bil, var da min mormor prøvede at genopfriske min mors køreegenskaber. Det gik ikke så godt. Tros det at, det foregik på en øde grus vej, nægtede min mor og kører videre, da hun kom uden for vejen i et forsøg på at vende bilen. Derfor var vi altid med bus, min mor og jeg, når vi skulle nogen steder.

Det var der helle ikke noget galt med. Vi boede jo inde i Aalborg så der var til og få en bus til alting. Man skulle da vente lidt engang i mellem, men jeg oplevede enten lig at min mor havde ret godt styr på det med busserne. Vi kom altid af der hvor vi skulle og vi kom på det rigtige sted. Problemet var at min mor glemte og lærer mig det. Jeg tænker ikke hun havde overskuet til både og skulle have overblikket og skulle lærer det fra sig. Jeg må indrømme at det gjorder mig nervøs. Jeg følte ikke at jeg kunne stole 100 % på at min mor havde styr på det, eller i hvert fald ikke altid. Særligt var det svært for mig at finde ro når vi var på lange turer. Vi besøgt tit en ven som boede 1,5 time væk med bus. Selv om det var en tur vi tog tit, var det stort set først da jeg skulle til og tage turen alene, at jeg fik lært hvor det var jeg skulle af. Derfor gjorder det mig også urolig når min mor faldt i søvn på vej der op. Jeg var så bange for at vi ikke kom af det rigtige sted. Jeg kunne ikke genkende stedet og jeg stolede ikke på min mor når hun sagde at hun havde styr på det og så lagde sig til at sove. Det på tros af at vi aldrig kom af det forkerte sted.

 

Det er modbydeligt og have den følelse af hjælpeløshed. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke var i stand til og lærer hvor det var vi skulle af. Det var jo det samme sted hver gang, så det under mig lidt at jeg ikke efterhånden kunne genkende det. Jeg ved godt at det ikke var mit ansvar som lille pige, men med alle de andre ting jeg tog på mig, forstår jeg bare ikke helt, hvorfor dette ikke blev en af dem.

Min mors forhold

Udgivet den af
Svar

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

Gennemgang 2017 Håb 2018

Udgivet den af
Svar

Gennemgang 2017

  • vi fik ikke barn nummer 2, som vi så inderligt ønsker os, tros freselitets behandling. Vi har forsøgt siden 2015
  • jeg var tæt på at miste mit arbejde, pga. fravær i forbindelse med alt det med min mor
  • jeg startede med kun og arbejde 26 i ugen. Dejligt
  • jeg oprettede denne blog 🙂 og den hjælper mig med at bearbejde min mors selvmord
  • vi fik afslag på at købe det sommerhus vi drømte om
  • vi blev gift i maj! Hvornår kan vi gøre det igen 😉
  • jeg har haft svært ved at overskue det hele

Håb 2018

  • jeg håber på at blive gravid og vi får nummer to
  • at jeg får mere oversku igen
  • at min dreng får en god start på skolen
  • at min blog kan hjælpe andre
  • prøve og holde et foredrag
  • det kunne være dejligt, hvis vi kunne sælge vores hus og købe drømme huset
  • at få mere ansvar på mit arbejde
  • at vinde den store gevinst i lotto

Jeg har aldrig prøvet og lave en gennemgang af året. Faktisk læreriet. Selvom året har været hårdt og fuld af savn, har det måske slet ikke været så skidt endda.

Julen 2016 og 2017

Udgivet den af
Svar

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…