“Gi’ mig et smil”

“Smil op til solen og den smiler til dig

livet gør dig høj så tag godt imod det,

gå hjem og pull up hvis du ikke forstår det.”

Denne sang fra Wafande og Kaka er, for mig, en rigtig glad i låget sang. Hver gang jeg hører den smiller jeg og jeg hører den gerne flere gange i træk. Den kan virke lidt simpel i teksten, men synes den indholder nogle vigtige budskaber, vi let kan glemme i en travl hverdag.

“Bare gi’ mig et smil når du mø-

der mig på din vej, heyo, heyo, hey,

har kun et liv så nyd hvad du har tilbage”

Helt enkelt handler den om at vi skal smile mere til hinanden, at vi skal nyde livet, som det er og få det bedste ud af, det vi nu engang har fået. Så enkelt et budskab, som nogle gange kan være så utroligt svært at følge. For hvordan er det nu når det hele ramler? Når hele ens falder sammen og lyset synes at være slukket?

“Ka’ et smil fra en fremmed’ gi’ wafande optur

Gør mig glad men naturligvis det jo min figur

Det spild af liv at gå rundt og være sur”

Det er der, når det hele ramler, at vi skal finde glæden i de små ting. Om det er smilet fra en fremmet eller om det er han der lukkede dig ud fra parkeringspladsen i myldretiden. Det er ikke så vigtigt hvad det er. Det vigtige er at vi lader de små lys glimt fylde os, så vi igen bliver opmærksomme på at lyset er der ude. For helt enkelt, tager det alt for meget unødvendig energi at gå og være sur over noget vi alligevel ikke kan ændre.

“Alle barrikader på min vej jeg nedbryder

Smiler til min verden og det syns’ jeg at jeg nyder

Livet på godt og ondt som dagen er lang

For det går rabababang når jeg synger min sang”

Selvfølgelig skal der være plads til at rumme de negative følser her i livet. Det er dog bare så vigtigt at vi husker på at tage alle de små glæder til os. Særligt i de tider hvor vi har der svært. Et smil kan gøre utroligt meget. Det smitter. Lige så vel som surhed gør. Den måde vi møder andre på, smitter i langt de fleste tilfælde af, og på den måde har vi en direkte indvirkning på hvordan vores hverdag er. Så når du nu går ud i verden, så husk på hvad forskel, noget så lidt som et smil kan gøre. Sæt din glad i låget sang på og smil så til verden 🙂

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande”

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnende strande,
fylder med toner hver en bugt”

Denne sang minder mig altid om min morfar. I første omgang tager tonerne mig tilbage til hans begravelse. Her havde min mormor nemlig bestilt en til at komme og spille trompet, når vi skulle synge den her. Den voldsomme intense lyd af en trompet i kirken, satte sig dybt i mig. Fyldte mig med føleser og stadig den dag i dag, skabes der både glæde og sorg når jeg hører den. Den vækker minder.

“Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt”

Jeg ved faktisk ikke om det var min morfars yndlings sang eller om den var knyttet til at han roede. Jeg kan stadig huske hvordan han som barn tog mig med ned i roklubben. Jeg husker den store hall med den store trappe til første salen. Hvordan man hele vejen op kunne følge sådan nogle store træ skjold med små metal pater på og hvordan jeg brugte tid på at finde min morfars navn i mellem alle de andres, hver gang jeg var med der henne. Jeg husker også at der var et hent særligt trænings rum. Det var aflangt og ikke så bredt. Ude i den ene side var der en kanal med vand og på kanten var der et sæde fra en robåd og en åre. Åren gik ned i vandet. På den måde kunne man træne med den rigtige modstand af vandet. Jeg kan huske at jeg fik lov at prøve det nogle gange og jeg kan huske for fascineret jeg var af det hele. Jeg syntes det var så smart og jeg var vildt stolt af at få lov til at prøve det.

“Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind”

Jeg genkender længselsen i sangen. Det kan både være længselsen efter der hvor vi kommer fra eller om det er længselsen efter noget eller nogen vi har mistet. Måske nogle gange det er længselsen efter noget nyt eller længselsen efter svar. Jeg kan godt have tilbøjelighed til at blive revet med af længselen og i den proces, kan jeg godt glemme lidt hvad det var jeg oprigtig ønskede mig.

“I mine øjne…”

Musik kan være healende. Der er i gennem årenes løb forskellige sange som har betydet meget for mig og som stadig værker noget helt særligt i mig. Jeg vil i de næste par blog indlæg beskrive nogle af dem.

“Guderne ska’ vide Vi har kaldt hinanden lidt af hvert. Med et temperament som dit og mit. Ka’ det nogle gange være svært” 

Starten på Rasmus Seebachs “I mine øjne”, rammer mig altid med stor passion. Den fortæller om den situation vi alle sammen kan stå i, hvor der flyver gnister mellem to mennesker der elsker hinanden. To mennesker som gerne vil hinanden, men selv om man gerne vil hinanden, selv om man elsker hinanden, kan det nogle gange bare være svært. To forskellige personligheder, holdninger og baggrunde der skal passe sammen. De første mange gange jeg hørte denne sang, var jeg overbevidst om at det handlende om et kæreste par. Langsomt gik det dog op for mig, at den mere handler om familien eller den familie vi selv vælger i gennem vores venner. Det er i hvert fald hvad den betyder for mig nu.

“Og selvom vi har skændtes og skabt os. Dumme ting har bragt os langt fra hinanden, ja. Og vi ka’ blive ved med at kæmpe og nogle gange glem’ det”

Min mors og mit temperament mindende meget og hinanden. Vi var i hvert fald lige stædige. Min mor var meget idealistisk omkring politik. På hendes gode dage, der var hun havde overskud, der kunne der være spænede at dele meninger med hende. På de dage kunne hun godt se andre vinkler end sine egen og man kunne blive enige om at være uenige. På de dårlige dage, ja der endte vi med at skilles som uvenner. Kan huske hvor vi engang er skiltes som rivende uvenner i en bus. Ja hvor vi faktisk ikke engang fik sagt farvel.

“Du ka’ se dybt i mine øjne, selvom jeg ikk’ siger det ofte nok Du ka’ se, jeg altid står lige her, til mit hjerte siger stop Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv Jeg vil elske dig for evigt, og hvis du nogensinde var i tvivl Ja, så ved du-uh, ja, så ved du-uh Så ved du det i hvert fald nu”

Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket af min mor. Og jeg håber virkelig ikke at min mor var i tvivl om at jeg elskede hende. Når man sidder tilbage, her efter det hele er slut, kan man godt til tider blive lidt i tvivl. Når det så er sagt synes jeg, at jeg viste min mor det hver gang vi var sammen. Sagde jeg elsker dig og hun fik også kys på kinden.

“Vi har travlt til hverdag Og lever vidt forskellige liv Og der ka’ gå flere uger Hvor jeg glemmer at ring’ eller at skrive Men nu hvor vi er samlet her Er det som om, der ikk’ er gået en dag Jeg ved, at ligemeget, hvor jeg ender henne Vil du altid ta’ mig tilbage”

Jeg elsker det her vers. Synes det er så sigende i hvordan vi lever vores liv. Familien er sjældent noget man ser til daglig, når først man er flyttet hjemme  fra og i den travle hverdag, bliver ens tætte venner heller ikke noget man ser til hverdag. Men når man ses, ja så starter alt hvor man slap. Det er som man så hinanden i går og alt den tid man ikke har skrevet sammen er glemt.