Virkeligheden

Her på det seneste er jeg stødt på, en del borger med psykiske problemer. Det stikker altid lidt ekstra i mig og jeg har svært ved ikke og kigge efter de samme tegn, som min mor havde. Min livserfaring gør mig bedre til at læse disse mennesker. Jeg kender tegnede på en anden måde, fordi jeg har haft dem inde på livet i så mange år. Desværre gør mine føleler at jeg risikere at lukke ned, når jeg støder på borger hvis træk minder mig for meget om min mors. Det udløser en flygt refleks, som jeg skal bide i mig, for at gøre mig arbejde ordentligt. Det er hårdt og noget jeg kæmper med. Jeg ved at jeg kan noget særligt med disse mennesker.

Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er hver dag, jeg har borger som disse. Jeg er stødt på en borger der vækkede noget i mig, jeg ikke har prøvet før. Der blev vækket en endnu større undren for hvordan omverden, kunne se bort fra den lille pige der boede hjemme ved sin mor? Min mor var så tydelig i denne borger, at der bare manglede den lille pige. Det var skræmmende at få så levende et billede, af hvordan min barndoms hverdag har set ud. Jeg har aldrig set det på den måde udefra. Jeg tror aldrig jeg har været “klar” til og se det på den måde før. Det er i hvert fald første gang jeg har stået ved en borger og været så tæt på og give efter for min flugt refleks . Hun sad bare der. Tom i blikket. Kiggende  væk fra mig, når jeg snakkede til hende. Hun ønskede ikke min hjælp, jeg var ny i hendes verden. Det var som og se min mor, siddende ved køkkenbordet, fjern i blikket og mig, stående foran hende. Lille pige med et ønske om at hjælpe, ude afstand til og forstå, hvilken verden det var min mor var fanget i.

Da jeg gik ud fra denne borger, følte jeg mig tom inden i. Det var en ny oplevelse jeg skulle forholde mig til. Jeg blev nød til og spørger mig selv om jeg var det rigtige sted. Er jeg overhovedet i stand til og arbejde med mennesker? Jeg ved at jeg er god til det og jeg nyder mit arbejde. Jeg sætter pris på at jeg ikke har så mange af disse borger, der hvor jeg er. Ved også at det er, det rigtige valg ikke og være i psykiatrien. Det ville komme alt for tæt på og er bange for at det ville ødelægge mig. Men jeg ville virkelig gerne arbejde med børn af psykisksyge. Jeg ville gerne være med til og hjælpe dem godt videre. Give dem det jeg manglede, en der kan forstå dem og få dem til ikke og føle sig så alene.

 

2 tanker om "Virkeligheden"

  1. Søde Kristina – du ville være guld værd, for børn, hvor forældrene er psykisk syge.
    ❤️❤️❤️ kh. Jette

    • Tak Jette
      Det ville helt klart også være drømmejobbet…
      Tihi så hvis du nogen siden hører noget….
      kram Kristina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *