Jeg husker en samtale med en anden pige som barn. Det var i fritsklubben og jeg kan ikke huske hvorfor vi kom ind på det.

Samtalen handlede om at jeg havde sagt at min mor var sindssyg:
“Min mor er sindssyg”
“Nej Kristina det må du ikke sige”
“Jo for det passer. Min mor er sindssyg”
“Nej man må ikke kalde sin mor for sindssyg! Det må man altså ikke Kristina”
“Jamen min mor er sindssyg. Hun er Syg I Sindet. Havde jeg sagt at hun var psykisk syg havde du ikke vist hvad det betød.”
“Åh nej det er rigtigt”

Det var svært at forklare andre børn hvad der var i vejen med min mor. Hvorfor hun til tider var sådan lidt anderledes. Jeg kan ikke huske om det var mig selv der fandt på forklaringen af sindssyg var lige med syg i sindet eller om det var fra en af alle de gange min mor var indlagt og jeg var blevet taget med til endnu en, “derfor er din mor her” samtale. Uanset kan jeg godt lide den forklaringen. Den siger det meget præcist og enkelt. Det er en forklaringen langt de fleste kan forstå. Forudsat at de har en forståelse for hvad sindet er, selvfølelig. Jeg kan stadig huske dette barns forfærdelse over at jeg kunne finde på, at kalde min mor noget så forfærdeligt som “SINDSYG”. For mig var og er det ikke et skældsord. Det er en forenklet måde at forklare noget, som ellers er næsten uforståeligt. Altså helt ærligt; hvor mange af os kan forstå og forholde sig til hvad det vil sige og være psykisksyg? Andre end dem der selv er det. Det lyder små farligt og permanent. Nej, kunne vi nu få vent os væk fra opfattelsen af “SINDSYG” som et skældsord, så ville vi have et ord vi alle kunne forholde os til. Det ville ikke være så farligt og det ville ikke virke så permanet, så alt overskyggende, ødelæggende. Nej for sindet kan vi jo arbejde med. Sindet kan vi forsøge og hele, trøste og tage os af.