Jeg husker ikke så meget fra min barndoms hverdag. Jeg kan f.eks. ikke se min mor for mig i gang med at lave mad, men aftensmad fik vi da. Jeg kan heller ikke huske at vi var ude og handle ind til hverdagen. Min mormor og morfar hjalp hvis en del med sådan nogle hverdags ting.

Et hverdags billede i mit hoved er af min mor siddende i køkkenet. Kaffe drikkende og i gang med at ryge den ene smøg efter den anden. Med et tomt blik lige ud i luften, som om hun var i en anden verden. Til tider snakkede med sig selv eller i gråd.
Jeg kan se mig selv stå på afstand af min mor, gemt lidt bagved skrabet. Bare stå der og kigge på hende.  Lammet, ønsket om at trøste hende, uden at være i stand til det. Det var min opgave at vurder hvornår hun havde det så dårligt at det var tid til at ringe efter hjælp. Hvornår det hele ikke hang sammen mere. Det var sådan jeg overlevede. Min mormor og morfar telefonnummer stod på vores telefon. I hvert fald indtil jeg havde lært det uden af. De boede heldigvis ikke så langt væk, men det var jo før mobilens tid, så det må jo være sket at de ikke var hjemme. Og ja så var der ikke andet og gøre end og være i det.