Min opvækst har givet mig en stor ansvarsfølelse. Særligt fordi jeg var nød til og tage en del af ansvaret for min mor. Det blev en naturlig både at overleve på, en naturlig del af hverdagen.

Men min mor lærte mig også om ansvar på en anden måde. Nemlig at tage ansvar for de dyr man vælger og have, uanset størrelse. Som de fleste andre børn kom der en tid hvor jeg ønskede mig et kæledyr. I Aalborg lå der en stor dyrehandel der hed Kalles dyrehandel. De havde både dyr og tilbehør. Min mor og jeg var derude fordi jeg havde fået lov til og få et marsvin, men da vi kom der ud var det noget andet jeg faldt for. Jeg forelskede mig i minihamsterne. Da de ingen hale havde fik jeg lov til at få sådan en.

I løbet af min barndom har jeg haft 3 minihamster, efterfuldt af hinanden. Alle sammen med navnet Pjevsen.  De lever i gennemsnit 3 år, lidt mere, lidt mindre. En weekend opdagede vi at der var noget galt med Pjevsen. Han havde et sår på størrelse med min lille finger negle. Det lyder jo umidbart ikke af så meget, men da det svarede til hele hans bag lår, blev vi lidt bekymret. Da det jo var weekend, var vi nød til at ringe dyrlægen til klinikken. Vi havde ingen bil og det skulle jo gå stærkt når det lille kræ havde det så skidt, så min mor ringede efter en taxa. Dyrlægen kan ikke rigtig gøre noget for Pjevsen, som heldigvis er kvikket lidt op. Han vælger dog at forsøge og sætte en skærm på kræet. Dette viser sig og være en større opgave, men det lykkes ham til sidst at få en skærm til en undulat til at passe. Det ender også med at der står en lille flok af dyrlæger og trækker på smilebåndet, af det lille dyr og muligvis også lidt af min mor og jeg.

Måske det virker fjollet på jer, at min mor endte med at bruge så mange penge på et dyr til 50 kr., men for mig står mindet klart som en lærdom om at man skal passe på dem der ikke kan passe på sig selv, lige meget for store eller små de er.