Jeg husker at min mor på et tidspunkt fik en stor sort pelsjakke. Den var godt nok i kunstig pels, men den så helt ægte ud. I hvert fald som ny. Jeg syntes den var så fin og jeg har nogle gode minder forbundet med denne jakke.

Når vi stod og ventede på bussen om vinteren, min mor og jeg, fik jeg lov til og putte min ind til hende. Ind under jakken. Det var ikke så tit at følesen af tryghed var tilstede i min barndom, men når jeg stod der, under min mors store sorte pelsjakke. Ja så følte jeg min tryg og varm. Det var som om verden omkring os forsvandt og der kun var os to. Gad vide hvorfor det fremmede en følelse af tryghed? Min tilværelse alene med min mor var jo ikke lige frem plaget fra tryghed og stabilitet, som et barn har brug for. Måske omverdens holdninger og påvirkning om hvad det normale brude være, havde større indvirkning på den lille pige end jeg var klar over? Måske var det bare et lille lyspunkt i en verden af kaos?