I dag er det et år siden jeg så min mor sidst.
Den allersidste gang jeg nogen siden skulle se min mor, snakke med hende, kramme hende og dufte hende blev den 16/8-2016. Hun var indlagt på Brandevej i Aalborg. Det er en psykiatrisk afdelingen. Hun havde været psykotisk siden marts og havde været ind og ud af Brandevej.
Min mand og jeg havde sommer ferie og var i Aalborg for at besøge hende. Vi havde ikke vores dreng med, da hun havde haft det rigtig skidt de sidste mange gange vi havde set hende. Vi regnede ikke med at hun kunne holde til så mange timers besøg, så vi kom om formiddag og blev og spiste frokost. Vejret var rigtig godt, høj solskin og dejlig varmt. Vi var inde på hendes stue. Vi snakkede med nogle hun havde kendt for år tilbage, vi var ude og handle og vi snakkede om fremtiden.
Min mor ville så gerne i et døgnbemandet botilbud. Det havde hjulpet hende før og alle omkring hende troede at det ville hjælpe igen. Ja alle undtagen kommunen hun boede i, som sad med magten til at tage beslutningen. Hun havde fået afslag engang, var kommet hjem med enkelt besøg fra hjemmeplejen og var så blevet voldsomt dårlig igen. Så dårlig, så kommunnen sendte hende på “ferie”, på en døgn bemandet afdeling for kriminelle psykisk syge. E voldsom oplevelse for min følsomme mor, men det var der, der var plads. Hun stak af der fra og tog hjem. Uden medicin weekenden over endte hun på Brandevej igen.
Det var så der vi var den 16/8-2016. Afventede på hvad kommunen nu kunne finde på. Afventede på hvornår de udskrev hende igen. Min mor var sikker på at udskrivelsen lå lige om hjørnet. Hun havde det jo bedre end de sidste gange hun havde været der. Ingen sagde noget til hende og hun kunne ikke få svar på hvad der skulle ske. Alligevel gik vi der fra med følesen af, at det var ved at vende. At hun havde det bedre, men at det var døgnbemanding der skulle til.
Det var nogle super dejlige timer med min mor. Hverken for meget eller for lidt. Fuld af hygge og kærlighed. Havde jeg vidst hvad morgen dagen skulle bringe og ingen ting kunnet gøre ved det, havde det eneste jeg ville havde gjort anderledes, været at tage min søn med så han kunne have haft en sidste god dag med mormor…

Title “Solguden hilser” malet af min mor 2015
Den sidste dag I så nogen, hvis I ikke kunne lave om på det faktum, at det var sidste gang i så dem, var der så noget I ville have gjort anderlede?