Der kommer dage man aldrig glemmer. Oplevelser som bliver ved med at stå lige så klart som den dag de skete. Det er på godt og ondt. Jeg tror desværre aldrig jeg kommer til at glemme hvordan 17/8-2016 gik.
Der var godt vejr, så godt at morgenmaden blev spist udenfor. Så koldt at jeg alligevel gik ind. Jeg har ferie, manden er på arbejde og drengen i børnehave.
Indtil kl. ca. 14 var det bare en almindelig dovne dag. Men så ringede telefonen: “Ja goddag det er fra Brandevej. Din mor er gået fra afdelingen ved 12 tiden. Vi ved ikke hvor hun er. Vi har været ude og kigge efter hende. Vi regnede med at hun ville være tilbage nu, men vi er ikke urolige. Har du hørt fra hende?”
Da jeg ikke havde hørt fra hende og hendes telefon var slukket, begyndte jeg at blive lidt urolig. Jeg bor ca. 1 time og 30 minutter fra Aalborg, så jeg ringede rundt til familie og venner i Aalborg, for at bede dem om at holde øje med hende. Nogle tog også rundt og kiggede efter hende. Jeg delte også et opslag på facebook, i håb om at nogen så hende.
Title “Stjernen” malet af min mor 2015
Ved 15 tiden kommer min mand hjem og jeg fortæller ham at min mor er gået fra afdelingen. Han bliver meget stille og bliver ude ved bilen. På et tidspunkt bliver det for meget for mig. Hvordan kan han være bekendt ikke at komme ind til mig, når jeg nu ikke ved hvor min mor er henne? Jeg går ud til ham, ja for helt ærligt at skælde ham ud. Han kigger ned i jorden og kommer hen til mig. “Jeg ved ikke om jeg skulle fortælle dig det her, men på vej hjem hørte jeg i radioen at der er gået en ud foran et tog i Skalborg.” Jeg får det som alt omkring mig forsvinder og samtide med at det mærkes som om alt blodet har forladt min krop, pumper adrenalinen og alt går så stærkt. Min første tanke er, at finde ud af om det er en mand eller kvinde, så jeg går på nettet med rystede hænder. Det er en kvinde! Uden at vide noget, ja så viste jeg lige der at det var min mor. Jeg ringer op til politiet og fortæller at jeg tror det er min mor der er gået ud foran et tog. Efter med rystede stemme og have givet et signalement af hende, siger manden i den anden ende, at man ikke har identificeret personen i nu, men at det med høj sandsynlighed er min mor… Han vil ringe tilbage om nogle timer når de er sikker…
Jeg bryder sammen. Simpelthen. Jeg stor tuder, lige der, uden foran vores hus. Tiden står stille, verden falder fra hinanden. Min svigerinde boede ved siden af på det tidspunkt og tja jeg græder så højt at de har hørt det og kommer over til os. Forklare dem situationen. Nu er der bare og vente på bekræftelsen af at det er min mor. Det er en mærkelig tid. Ens krop og hjerne slås med hinanden. Et eller andet sted ved jeg bare at det er min mor og verden aldrig bliver den samme igen, men fornuftens stemme sider i baghovedet og siger “Lad nu være med at tage sorgerne på forskud. Det er jo ikke sikkert det er hende.” Folk som er ude og lede efter hende, begynder og ringe tilbage. Det er svært, for hvad siger man? Måske det er lige meget at I leder? Måske er min mor gået ud foran et tog? Vil man give den voldsomme sorg videre inden man er sikker? Kan man gøre andet? Min mors veninden kører til politiet og forsørger at få noget af vide. Tilbyder at se hende så hun kan be- eller afkræfte om det er hende. Men de vil ingenting fortælle hende. Min kusine holder ind på en parkeringsplads, med samme fornemmelse som min. Det kan ikke være andre end hendes moster der er gået ud på de skinner.
2 timer i helvede! Sorgen raser, samtide med at man ved, det måske er for ingenting. Men jeg kan ikke lade være. Drengen bliver hentet. jeg har brug for ham. Brug for noget andet og tænke på, noget andet at forholde mig til, måske noget at smile af. Man venter bare. Venter på kaos, håber på lettelse. Telefonen ringer. Det er min mor! Hun er død! Gået ud foran toget, sat sig på hug, med ryggen til. Toget havde ingen chance for at stoppe. KAOS! Folk der skal ringes til. Mennesker kommer. Veninden der kommer og tager sig af os, leger med drengen og laver aftens mad <3 Alle spørgsmålene, tvivl, sorg, træthed, vrede, uforståelse, elle tårerne. Verden der står stille og alligevel besværger sig alt for hurtigt. 
http://www.bt.dk/danmark/togtrafikken-stoppet-efter-tragedie-en-person-draebt-efter-paakoersel