Jeg må indrømme at lysten til at skrive har manglet den her uge. Nå ja men hvorfor så ikke bare lade være? Jo fordi jeg kan lide det og det hjælper mig. Jeg får bearbejdet mine oplevelser på en anden måde. Det sker at jeg starter et oplæg, med tanken om hvordan det skal lyde, og så ender det med at være noget helt andet. Tanker og følelser jeg ikke var klar over at jeg havde. Jeg håber at mine oplæg kan hjælpe nogen af jer der ude. På den ene eller anden måde, at I får noget ud af og læse med her på bloggen. Det var derfor jeg startede med at skrive. Fordi jeg havde et ønske om at hjælpe børn eller tidligere børn af psykiske syge til at se, at man ikke er så alene. Til at se at lystet på den anden side, tros voldsomme oplevelser. Der gik dog ikke ret lang tid før det gik op for mig at jeg selv fik rigtigt meget ud af og gennemgå mine minder. At skulle skrive dem ned til andre, har gjort at jeg er nød til og forholde mig til det jeg skriver på en anden måde. Ja og det gør så at ting går op for mig. Det er fedt!

Den her uge hvor årsdagen for min mors selvmord, har så taget mit overskud. Jeg har fået en reaktions depression i forbindelse med hendes selvmord. Tænker det er meget naturligt og samtide med at mærkedage, i forbindelse med at man har mistet, naturligt eller ej, er hårdere og drængene, ja så gør depression så at jeg lidt mister viljen til det hele. Så jeg øver mig i at minde mig selv om, at selv om min mor tog sit eget liv skal hun ikke tage mit med sig…