Ro

Langt væk i tanken min

Hovedet fyldt af mylder

Som skyerne på himmelen

De sindet mit dækker

 

Aldrig ro intet lys

Konstant det tildækkes

Indtil tiden er

Noget vækkes

 

Skyerne de deles når

Små lysglimt bli´r til mange

og tom blå himle gi´r

Tonerne af ro magten

 

 

Bare ikke lige nu

Du tog dit eget liv!
Du skal ikke også tage mit!
Jeg vil videre – jeg vil frem!
Det skal jeg nok komme
bare ikke lige nu.

Lige nu er jeg som et lille træ
plantet et sted det umuligt kan gro
sat der imod dets vilje.

Jeg er så inderligt vred!
Så vred som jeg aldrig har været før.
Men jeg skal nok komme videre –
jeg skal nok komme frem.
Bare ikke lige nu

 

Dette digt skrev jeg efter jeg havde set stedet hvor min mor gik ud og satte sig foran toget. På billedet ser I de selv samme skinner, som min mor døde på. Nederst i billedet, på kanten af broen, står der et lille juletræ. Det har jeg sat. Sat i den smule jord der var. På et sted hvor det aldrig vil komme til at gro. På det tidspunkt var det et rigtigt godt billede på hvordan jeg havde det. Jeg følte mig fanget, udeafstand til at komme videre, men med ønsket om det. Nu er jeg kommet videre, men billedet har jeg taget med mig, for selv om det ikke længere er et billede på hvordan jeg har det, så vil det nu altid være et billede på at min mors og mit forhold er stoppet med at gro.

Aldrig mer

Aldrig mer
Skal jeg være bekymret for dig
Aldrig mer
Skal jeg sætte til side for dig
Aldrig mer
Skal jeg kæmpe for dig

Aldrig mer
Vil du være der for mig
Aldrig mer
Vil du holde om mig
Aldrig mer
Vil du være min mor

Puha for at være helt ærlig så stor grad jeg da jeg skrev dette digt.

Spørgelser

Spørgelser jagter mig
Fortidens spørgelser forargter mig
Grumme og stumme iakterer de mig

År efter år går de igen
Spørgelserne der foragter mig
Opsluger alt omkring mig

Hvornår mon nutidens ånd
Bryder fortidens snærende bånd
Og jager spøgelserne på porten

Jeg ønsker mig fred i år
Mon glæden den sår
Håb for fremtiden næste år

Du og jeg

Der var så mange ting vi sku

Du og jeg

Så mange ting endnu

 

Oplevelser der ventede på
Du og jeg
Minder vi sku skabe jo

 

Ting vi kunne dele
Du og jeg
Der er kun tilbage og hele

 

Åh hvor jeg dog mangler
Du og jeg
Tankerne de brænder 🔥

Digte

Jeg var til et foredrage med Lisbeth Mahnkof. En kvinde der to gange har haft selvmord inde på livet. Hun fortalte meget levende om hvordan hun den første gang ikke fik det arbejdet i gennem og hvordan det betød, at det hele kom op dobbelt da hendes bror tog sit eget liv. Det har nok været knap et halvt års tid efter min mors selvmord jeg var til dette foredrage og skæbnen ville hverken mere eller mindre, end at Lisbeths bror også var gået ud foran et tog.

” Sorg, smerte, fortvivlelse. Ude af stand til at gøre noget, til at handle.

Du tog dit eget liv – og min handlekraft. Jeg fik ikke lov at hjælpe dig,

ikke en gang til at tage afsked med dig.

Du tog dit liv helt og mit liv halvt.”

Dette er en del af et digt der hedder “Sorg” som Lisbeth Mahnkof har udgivet i en gratis e-bog “Det tavse selvmord”. Det var også et digt hun læste op, til det foredrag jeg var tid. Og jeg tuede! Jeg faldt helt sammen, for det digt beskrev lige hvordan jeg havde det i lige præcise det øjeblik. Tragedie bringer mennesker sammen og for mig blev det en oplevelsen af en form for samhørighed, noget der bandt os sammen. Alt sorg  er forskelligt, unik. Det har givet mig meget at kunne samles, med mennesker som har kunnet forstå denne kaos fyldte sorg. Det gav endnu mere at opleve en der havde mistet på stort set samme måde som mig og så oveni købet en der kunne sætte ord på den måde jeg havde det på. Det gav mig håb for min egen fremtid. Hun viste mig at der var lys på den anden side.

Hun gav mig også et værktøj, til at komme videre, til forholde mig til sådan som verden nu så ud. Det var at skrive. Skrive mine følelser ned når de var der. Det var der jeg startede med at skrive digte. Jeg skrev mest om natten når jeg ikke kunne sove. På den måde fik jeg det ud af mit system og det gav som regel så meget ro at jeg kunne sove. Jeg deler her et blog oplæg Lisbeth har skrevet om netop dette. Det er helt klart vær at læse.

Styrken ved at skrive

De digte jeg har delt på bloggen indtil nu er forholdsvis nye, men de næste der kommer er dem jeg har skrevet om natten når jeg ikke kunne sove. Håber I har en god dag der ude.

Lad mig

Lad mig krybe ind i mig selv
Helt der ind hvor der fred

Lad mig være lidt i nu
Det synes jeg du sku

Lad mig sidde lige her
Stiger ud i det der er

Lad mig høre dine ord
Sige lige hvad du tror

Lad mig finde min vej
min vej tilbage til dig