Kategoriarkiv: Fortid

Pelsjakke

Udgivet den af
Svar

Jeg husker at min mor på et tidspunkt fik en stor sort pelsjakke. Den var godt nok i kunstig pels, men den så helt ægte ud. I hvert fald som ny. Jeg syntes den var så fin og jeg har nogle gode minder forbundet med denne jakke.

Når vi stod og ventede på bussen om vinteren, min mor og jeg, fik jeg lov til og putte min ind til hende. Ind under jakken. Det var ikke så tit at følesen af tryghed var tilstede i min barndom, men når jeg stod der, under min mors store sorte pelsjakke. Ja så følte jeg min tryg og varm. Det var som om verden omkring os forsvandt og der kun var os to. Gad vide hvorfor det fremmede en følelse af tryghed? Min tilværelse alene med min mor var jo ikke lige frem plaget fra tryghed og stabilitet, som et barn har brug for. Måske omverdens holdninger og påvirkning om hvad det normale brude være, havde større indvirkning på den lille pige end jeg var klar over? Måske var det bare et lille lyspunkt i en verden af kaos?

Pjevsen

Udgivet den af
Svar

Min opvækst har givet mig en stor ansvarsfølelse. Særligt fordi jeg var nød til og tage en del af ansvaret for min mor. Det blev en naturlig både at overleve på, en naturlig del af hverdagen.

Men min mor lærte mig også om ansvar på en anden måde. Nemlig at tage ansvar for de dyr man vælger og have, uanset størrelse. Som de fleste andre børn kom der en tid hvor jeg ønskede mig et kæledyr. I Aalborg lå der en stor dyrehandel der hed Kalles dyrehandel. De havde både dyr og tilbehør. Min mor og jeg var derude fordi jeg havde fået lov til og få et marsvin, men da vi kom der ud var det noget andet jeg faldt for. Jeg forelskede mig i minihamsterne. Da de ingen hale havde fik jeg lov til at få sådan en.

I løbet af min barndom har jeg haft 3 minihamster, efterfuldt af hinanden. Alle sammen med navnet Pjevsen.  De lever i gennemsnit 3 år, lidt mere, lidt mindre. En weekend opdagede vi at der var noget galt med Pjevsen. Han havde et sår på størrelse med min lille finger negle. Det lyder jo umidbart ikke af så meget, men da det svarede til hele hans bag lår, blev vi lidt bekymret. Da det jo var weekend, var vi nød til at ringe dyrlægen til klinikken. Vi havde ingen bil og det skulle jo gå stærkt når det lille kræ havde det så skidt, så min mor ringede efter en taxa. Dyrlægen kan ikke rigtig gøre noget for Pjevsen, som heldigvis er kvikket lidt op. Han vælger dog at forsøge og sætte en skærm på kræet. Dette viser sig og være en større opgave, men det lykkes ham til sidst at få en skærm til en undulat til at passe. Det ender også med at der står en lille flok af dyrlæger og trækker på smilebåndet, af det lille dyr og muligvis også lidt af min mor og jeg.

Måske det virker fjollet på jer, at min mor endte med at bruge så mange penge på et dyr til 50 kr., men for mig står mindet klart som en lærdom om at man skal passe på dem der ikke kan passe på sig selv, lige meget for store eller små de er.

Det er okay og være vred

Udgivet den af
Svar

Jeg var er meget logisk barn, så når psykologer og personalet på diverse afdelinger hvor min mor var indlagt, fortalte mig at alt der skete ikke var min skyld, blev jeg sur og irriteret. Det viste jeg godt. Det kunne det ikke være. Der var stor åbenhed i min familie omkring det at min mor havde været syg længe. Hun blev syg inden hun fyldte 20 og da hun først fik mig, da hun var 30, kunne det jo ikke være min skyld at hun var syg. Jeg var ikke klar til at se, alle de ting jeg troede var min  skyld.

Blev sprugt her den anden dag, om hvad de så skulle have sagt. Det viste jeg ikke lige der, men tanken om  hvad der kunne have hjulpet mig. Om hvad der kunne have hjulpet den lille pige til og få det bedre. Bedre med sig selv og bedre med sin hverdag, havde sat sig fast i mig.

På vej op til en veninde spillede de highway to hell i radioen og af en eller anden grund hjælp det mig til at indse hvad de skulle have sagt til mig den gang; “Det er okay og være vred. Det er i orden at du er sur over den situation din mor sætter dig i”

Selv om jeg ikke som barn direkte følte skyld, havde jeg stadigvæk brug for et afløb. Et afløb jeg ikke var i stand til og finde selv. Desværre kunne de mennesker der gerne ville hjælpe mig ikke, se ud over det at hjælpe mig til og forstå, at det ikke var min skyld. Jeg var ikke klar til og se det eller føle det.

Er der noget I ville ønske var blevet sagt til jer da I var barn?

Min biologiske far

Udgivet den af
Svar

Min biologiske far har set mig en gang i mit liv. I teorien har jeg vel også set ham den ene gang, men da jeg var helt lille baby har jeg ingen erindring om det.

Som barn spurgte jeg min mor omkring min far. Hvem han var? Hvad han hed? Hvordan de mødte hinanden? Helt almindelige ting, som jeg tænker man også ville spørger om hvis han havde været der.
I lang tid, når jeg spurgte min mor hvor min far var, svarede hun at han havde meget syg og døde af dårlig hjerte. Han havde været sammen med en anden kvinde da min mor fik mig og derfor havde han kun set mig den ene gang, og han havde syntes at jeg var smuk.

Men jævne mellem rum har jeg spurgt mig mor om min far. Jeg ved ikke hvorfor, men noget inden i mig har ikke været tilfreds med hendes forklaring. På et tidspunkt mener hun at jeg er gamle nok til at få sandheden af vide. Min far tog sit eget liv. Han hængte sig selv. Jeg kunne ikke forstå at jeg lille smukke baby ikke var nok til at han gerne ville leve. Det gjorder ondt selv om jeg aldrig havde kendt manden at blive valgt fra.

Puha der kommer mange følelser op i mig når jeg skriver dette. Alle de følelser den lille pige havde og som jeg slet ikke var klar over stadig var der.

Naturens farver

Udgivet den af
Svar

Smukt farvespil

Jeg har altid elsket og tage billeder og mange af dem. Før alting blev digitalt fik jeg lov til at tage billeder med min mors kamera når vi var nogle steder. Det betød også at der skulle fremkaldes mange billeder og det var langt fra dem alle der var noget værd.

Sikke en farve

Den dag i dag synes jeg selv jeg er blevet helt god til det med billeder. Ikke at jeg biller mig selv ind at jeg er professionel eller noget. Det er bare en sjov hobby og have.

En blomst i mange klæder

De billeder her er fra Jesperhus Blomsterpark, som vi har været i, i dag. Et hyggeligt sted med masser og se på. Der er også lidt forlystelser og nogle gode legepladser, for de mellemste børn. Min dreng kalder det for Hugo-land, da det er ham der bliver brugt som tema.

Smukke sommerfugle

Der er også den fineste lille zoo, med en afdeling med sommerfugle. Jeg lavede min første live video der over. Her fortæller jeg om engang jeg som barn var i Jesperhus.

 

 

Fastelavn

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker og klæde mig ud. Jeg elsker og spille teater og lade som om jeg er en anden. Måske fordi mit liv ikke altid har været lige nemt og det så er rart og være en anden for et stykke tid? Eller fordi jeg bare altid har elsket det?
Jeg har gode minder fra fastelavn som barn. Det var noget vi kunne gå sammen om min mor og jeg. Min mormor hjælp også til.

Jeg husker at slå katten af tønden på den lokale tank. Tønderne der hang, pladsen fyldt af mennesker og ikke en bil kunne komme til. Der var præmier til kattekongen og dronningen. Ikke at jeg nogen siden blev det, men det var så spænede og se hvad det var. Jeg husker lille Kristina i stort vinter tøj og lagen med huller i over.
I en god periode arbejde min mor som frivillige på et plejehjem. Her skulle der selvfølelig også slås katten af tønden. Klædt ud som fe vandt jeg bedste udklædning. Husker at jeg dog heller ville have den flødebolle de andre fik, end den æske chokolade. 😀

Jeg husker udklædninger sammen sat med ting fra genbrug. Kineser, soldat, vampyr. Og de andre børns udklædningen! Særligt husker jeg en veninde der var klædt ud som græsplæne, med hundelort og det hele. 😀 Jeg elsker fastelavn!

Børnehjem

Udgivet den af
Svar

Den hårder del af min opvækst var resultatet af min mors sygdom ikke af den hun var.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket.

Jeg sagde altid som barn, at jeg ikke ville bytte min mor for noget i verden. Som voksen har jeg måtte erkende at den udtalelse mere var en frygt for at miste kontakten til min familie og frygten for at komme på børnehjem. Jeg havde en veninde der kendt en der var på børnehjem. Faktisk et der ikke lå så langt væk fra hvor vi boede. Jeg ved ikke hvorfor det var blevet en frygtelig ting. Måske det er en forestilling der stammer fra fjernsynet? Måske er det grundlæggende behov for at hører til, at være en del af en familie, at selv et lille barn frygter at blive taget væk fra det sted man hører til?

Jeg var med til en fødselsdag på dette børnehjem. Jeg husker den ikke helt i detaljer, men jeg husker en utryg fornemmelse. Måske det bare var det ukendte? Måske det var en den vide at jeg kunne ende præcise det samme sted eller et meget længer væk?

Jeg endte aldrig på børnehjem og jeg tror heller ikke at der har været snak om det. Eller ja jeg var jo kun et barn så jeg ved det faktisk ikke. I mit voksne hoved tror jeg at det var tæt på.

Mit første minde – 2 del

Udgivet den af
Svar

Som halv stor pige har jeg snakket med min mormor om disse minder. Omgivet af voksne som håbede at det var noget jeg havde fortrængt, fortalte hun mig om de ting jeg ikke kunne huske.
•Det var en højskole vi var på.
•Min mor havde haft det dårligt allerede da vi var ved at pakke. Hun havde grædt og grædt og fordi hun grad, grad jeg også. Min mormor havde prøvet at tale hende fra at tage afsted, da hun skifter humør og begynder at grine. Jeg har så kigget op på min mormor og sagt “Se mormor vi har det jo godt”…
•Min halv storebror var med. Det var ham der havde givet personalet vores mormor og morfars nummer, efter at to mænd havde fået trukket min mor af mig og placeret hende inde på et værelse.
•På vej hjem holder vi ind et sted for at få noget at spise. Min mor og morfar går ind på sådan en motorvejscafe og i psykosens vold, flipper min mor ud og raver alt ned af disken.

Jeg kan levende se alle disse ting for mig, men minderne er ikke mine. Jeg kan bare forstille mig dem som når man læser en bog.

Hjernen er en sjov størrelse – nogle ting som man ville mene den skulle fortrænge, gemmer den og andre er så langt væk, at selv når vi får det fortalt bliver mindet aldrig vores eget

Mit første minde – del 1

Udgivet den af
Svar

Det første jeg kan huske er fra da jeg var omkring 6 år gamle. Mindet er lidt roddet, for noget af det har jeg fået fortalt og andet kan jeg huske som var det i går. Det sjove er, at selv om jeg har lært de ting jeg har fået fortalt unden af, er de ikke en del af mit minde.

Det jeg husker:

  • Jeg husker at min mor og jeg er på vej tilbage fra af have været til et sankthans bål. Jeg går i gennem en bue af høje buske og på stien foran mig løber et pinsvin forbi mig.
  • Min mor og jeg står for bunden af en trappe. Der er en lang gang foran os, som åbner op. På hver side af os er der en dør. Jeg husker at jeg siger til min mor at nu skal hun lige blive her imens jeg går ind i køkkenet og spørger hvad vi skal have og spise. Da jeg kommer tilbage igen er min mor væk og jeg er bange. Kan ikke huske hvordan jeg finde hende igen, men det må jeg jo have gjort.
  • Min mor og jeg går ned af en kold gang. Kan stadig mærke kulden. Der er dører ned langs siderne. Af en eller anden grund vælger min mor at ligge sig oven på mig. Jeg kan huske vægten af hende og paniken der breder sig i mig… Så kan jeg ikke huske mere