Den hårder del af min opvækst var resultatet af min mors sygdom ikke af den hun var.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket.

Jeg sagde altid som barn, at jeg ikke ville bytte min mor for noget i verden. Som voksen har jeg måtte erkende at den udtalelse mere var en frygt for at miste kontakten til min familie og frygten for at komme på børnehjem. Jeg havde en veninde der kendt en der var på børnehjem. Faktisk et der ikke lå så langt væk fra hvor vi boede. Jeg ved ikke hvorfor det var blevet en frygtelig ting. Måske det er en forestilling der stammer fra fjernsynet? Måske er det grundlæggende behov for at hører til, at være en del af en familie, at selv et lille barn frygter at blive taget væk fra det sted man hører til?

Jeg var med til en fødselsdag på dette børnehjem. Jeg husker den ikke helt i detaljer, men jeg husker en utryg fornemmelse. Måske det bare var det ukendte? Måske det var en den vide at jeg kunne ende præcise det samme sted eller et meget længer væk?

Jeg endte aldrig på børnehjem og jeg tror heller ikke at der har været snak om det. Eller ja jeg var jo kun et barn så jeg ved det faktisk ikke. I mit voksne hoved tror jeg at det var tæt på.