Som halv stor pige har jeg snakket med min mormor om disse minder. Omgivet af voksne som håbede at det var noget jeg havde fortrængt, fortalte hun mig om de ting jeg ikke kunne huske.
•Det var en højskole vi var på.
•Min mor havde haft det dårligt allerede da vi var ved at pakke. Hun havde grædt og grædt og fordi hun grad, grad jeg også. Min mormor havde prøvet at tale hende fra at tage afsted, da hun skifter humør og begynder at grine. Jeg har så kigget op på min mormor og sagt “Se mormor vi har det jo godt”…
•Min halv storebror var med. Det var ham der havde givet personalet vores mormor og morfars nummer, efter at to mænd havde fået trukket min mor af mig og placeret hende inde på et værelse.
•På vej hjem holder vi ind et sted for at få noget at spise. Min mor og morfar går ind på sådan en motorvejscafe og i psykosens vold, flipper min mor ud og raver alt ned af disken.

Jeg kan levende se alle disse ting for mig, men minderne er ikke mine. Jeg kan bare forstille mig dem som når man læser en bog.

Hjernen er en sjov størrelse – nogle ting som man ville mene den skulle fortrænge, gemmer den og andre er så langt væk, at selv når vi får det fortalt bliver mindet aldrig vores eget