Julen 2016 og 2017

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…

Julen er aldrig den samme som sidst

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ufrivillig oprydning

Jeg er samler. Det har jeg altid været. Som barn har jeg samlet på lidt af hvert; servietter, brevpapir, hønseringe, div. mode diller osv.. Når man samler, er man en del af en flok. Man har noget til fælles med de andre der samler på det samme. Jeg tror det havde noget med mine svingende samler manier.

Som voksen samler jeg på drager. Altså det mytiske væsen dragen, ikke den man flyver med i vinden. Jeg opsøger det måske ikke så meget som jeg har gjort, men bliver glad når jeg falder over en unik drage 🙂 Men det er ikke kun drager der hober sig op. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting. Det fortæller allenskins gamle skole opgaver om, bøger, dvd’er i masse vis og diverse andre ting jeg aldrig bruger. Der er dog en ting jeg har gået og gemt på, som fik en, fra min side, noget ufrivillige oprydning her den anden dag. Der med ikke sagt at det bestemt ikke var tiltrængt. Min mobil drillede mig efter en opdatering, så efter at være sikker på at alt der  skulle gemmes også var det, gendannede jeg telefonen. Efter et døgns tid, tror jeg, opdagede jeg til min skræk at halvdelen af mine telefon nummer var væk. Nummeret på en gamle skolekammerat som jeg aldrig tror jeg har ringet  til, diverse nummer til gamle arbejdspladser og skoler, væk var de. Altså det var nummer jeg havde tænkt på at slette flere gange, men alligevel! Panik! Tænk nu hvis jeg skulle få brug for dem?!

Det er jo latterligt så svært jeg har ved at give slip på noget, som jeg aldrig bruger, måske aldrig har brugt og i hvert fald aldrig kommer til at bruge igen. Efter panikken lige som havde lagt sig og jeg fik indset at det ikke var verdens undergang, var det faktisk befriende med sådan en ufrivillig oprydning. At blive tvunget til at indse at nogle ting aldrig kommer igen. Som f.eks. det at kunne ringe min mormor og mor op.

Ikke det jeg forventede

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.

 

At blive mor

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

Det er min blog

Jeg har været lidt stille på bloggen på det sidste. Grunden? Jeg har haft nogle ting jeg gerne vil dele med jer. Problemet? De handler ikke direkte om min mor eller min opvækst med hende. Jeg har lige skullet finde ud af med mig selv om det var noget jeg kunne tillade mig og skrive her på bloggen 😌

Undskyld mig?! Hvad fa…. Det er da min blog. Jeg bestemmer selv hvad jeg skriver om. Jeg skriver om mit liv. På godt og ondt. Den jeg er, er på sin vis skabt af den af den opvækst jeg har haft. Jeg er påvirket af min mors valg, om jeg vil det eller ej. På den måde vil alt jeg skriver om, et eller andet sted, tage udgangspunkt i min opvækst.

Selv det her indslag. Det her indslag er et indblik i mit behov for at forklare mig. Selv når valgtet 100% er mit eget. Jeg ved ikke om jeg skrammer mig over det eller om det skræmmer mig. Men nu er jeg færdig med at diskutere med mig selv. Det er min blog og jeg vil skrive om det der rør sig i mig, for det er det er hjælper mig 😄

Økonomi

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

En af os

Der findes mere og mindre heldige kampaner ude i det danske land. En jeg har faldet over, som jeg virkelig synes sætter fokus på noget vigtigt, er den her fra; EN AF OS

Med alt det tabu der er omkring psykisksygdom, er det bare så vigtigt at vi husker på, at dem der har sådan en sygdom, netop HAR en diagnose. De ER ikke deres diagnose! Vi er igen tilbage til det at uvidenhed skaber frygt og åbenhed skaber vide. Hvorfor? Jo for af en eller anden grund er vi som menneske, slemme til at gå ud fra at når et menneske har en psykisksygdom, er dette hele det menneske, men sådan hænger det jo heldigvis ikke sammen. Min mor havde diagnosen paranoid-skizofreni. Dette betød jo ikke at hun hele tiden var bange eller hele tiden så ting. Det betød at hun havde gode og dårlige perioder, i alle mulige grader. Det betød ikke, at hun ikke havde drømme eller ønsker for fremtiden. Det betød at hun var førtidspensionist og ikke kunne passe et arbejde, men det betød ikke at hun ikke ønskede at være en del af samfundet og i gode perioder arbejde hun som frivillige i LAP og SIND. Når der er tale om en fysisk sygdom, som f.eks. gigt, som kan være lige så individerne, bliver mennesket som har gigten ikke set som være GIGTEN, men som en der er så uheldig og have fået gigt.

 

Mærkelig tankegang når man tænker over det…

 

Skrive som redskab

På grund af sygdom har jeg ikke haft overskud til at sidde ved computeren og skrive før nu. Nå ja sådan er det jo en gang i mellem. Jeg har skrevet før om hvordan det hjælper mig at skrive. Om hvordan det har hjulpet mig til at bearbejde min sorg og min barndom. I den her periode hvor jeg virkelig har manglet overskud til at skrive, kan jeg virkelig mærke hvordan jeg har manglet det. Faktisk begyndte jeg og have problemer med at sove igen. Tanker der kører rundt i mit hoved og de vil bare ikke holde op. Det har faktisk været en stor øjenåbner, for meget mit skriveri har hjulpet mig og hvor meget jeg har brug for det.

Når tankerne kører rundt i hovedet på mig, bliver de næsten som indlæg jeg vil skrive ned. Det er som om det bliver ved med at kører i ring inde i mit hoved og jeg har virkelig brug for at få det ud. Jeg kan ikke finde ro før jeg har skrevet det ned. Ikke nødvendigvis i et færdigt indlæg, men ideer til et eller stikord. Hvorfor ikke bare vendte? Fordi så forsvinder tanken. Jeg kan som regel ikke engang finde grund tanken igen og det bliver et stort frustrerende element for mig.

Jeg havde aldrig troet at det ville komme til at betyde så meget for mig at skrive, men hvor er det fedt, at have fundet et redskab der virker for mig. Det er dejligt at det også er et redskab jeg kan bruge lige meget hvor jeg er henne, på mere end en måde. Det er å vigtigt at finde det redskab der virker for en og har I spørgsmål omkring hvordan det virker for mig er I meget velkommen til at spørger. Vil også gerne hører hvad redskaber der har virket for jer, når alt omkring jer styrter.

Digte

Jeg var til et foredrage med Lisbeth Mahnkof. En kvinde der to gange har haft selvmord inde på livet. Hun fortalte meget levende om hvordan hun den første gang ikke fik det arbejdet i gennem og hvordan det betød, at det hele kom op dobbelt da hendes bror tog sit eget liv. Det har nok været knap et halvt års tid efter min mors selvmord jeg var til dette foredrage og skæbnen ville hverken mere eller mindre, end at Lisbeths bror også var gået ud foran et tog.

” Sorg, smerte, fortvivlelse. Ude af stand til at gøre noget, til at handle.

Du tog dit eget liv – og min handlekraft. Jeg fik ikke lov at hjælpe dig,

ikke en gang til at tage afsked med dig.

Du tog dit liv helt og mit liv halvt.”

Dette er en del af et digt der hedder “Sorg” som Lisbeth Mahnkof har udgivet i en gratis e-bog “Det tavse selvmord”. Det var også et digt hun læste op, til det foredrag jeg var tid. Og jeg tuede! Jeg faldt helt sammen, for det digt beskrev lige hvordan jeg havde det i lige præcise det øjeblik. Tragedie bringer mennesker sammen og for mig blev det en oplevelsen af en form for samhørighed, noget der bandt os sammen. Alt sorg  er forskelligt, unik. Det har givet mig meget at kunne samles, med mennesker som har kunnet forstå denne kaos fyldte sorg. Det gav endnu mere at opleve en der havde mistet på stort set samme måde som mig og så oveni købet en der kunne sætte ord på den måde jeg havde det på. Det gav mig håb for min egen fremtid. Hun viste mig at der var lys på den anden side.

Hun gav mig også et værktøj, til at komme videre, til forholde mig til sådan som verden nu så ud. Det var at skrive. Skrive mine følelser ned når de var der. Det var der jeg startede med at skrive digte. Jeg skrev mest om natten når jeg ikke kunne sove. På den måde fik jeg det ud af mit system og det gav som regel så meget ro at jeg kunne sove. Jeg deler her et blog oplæg Lisbeth har skrevet om netop dette. Det er helt klart vær at læse.

Styrken ved at skrive

De digte jeg har delt på bloggen indtil nu er forholdsvis nye, men de næste der kommer er dem jeg har skrevet om natten når jeg ikke kunne sove. Håber I har en god dag der ude.