Tag-arkiv: Nutid

Ting der er

Mærkedag

Udgivet den af
Svar

Endnu en mærkedag er kommet og gået. Min mor kunne være fyldt 62 den 12/6-2018. En dag der helt sikkert ville være brugt, til at samle hele familien. Hun elskede det, at samle mennesker omkring sig og det gik hende på når hun ikke kunne samle, hele familien. Vi var/er ikke en stor familie. Måske vi er omkring 20 når alle var samlet. Netop derfor gik det også min mor på når hun ikke kunne samle dem alle. Det betød meget for hende og endnu mere efter at hendes forældre døde og de ikke var der til at samle os alle. Det var svært for hende og forstå at alle ikke kunne finde tid til at samles, de få gange der var mulighed for det.

Helt ærligt?! Så havde jeg fuldstændig glemt det. Fuldstændig fortrængt at det kunne have været hendes fødselsdag. Jeg blev mindet om det, dagen før af en af hendes veninder og på dagen af familien. Selv om jeg brød fuldstændig sammen, dagen før, var det tros alt bedre end at det havde været på dagen, på vej til arbejde. Det var svært nok som det var, at skulle koncentrere sig om andre.

Men hvad vis jeg ikke var blevet mindet om det? Hvis mors veninde ikke havde ringet eller familien ikke skrevet? Hvornår var jeg så kommet i tanke om det? Og havde det ramt hårdere at det først var lang tid efter? Havde det ramt mig at jeg havde glemt hendes fødselsdag? Ville jeg overhovedet være kommet i tanke om det?

Et eller andet sted, kan det så betale sig at fejrer, fødselen af et menneske, som ikke ønskede at være her? Var det en ond tanke? For hvad med alt det gode hun gjorder? Alle de mennesker hun rørte? Dem hun satte i verden?
Den tid hun var her, satte jo ringe i vandet, som vi alle gør. På den ene eller den anden måde. Måske jeg skulle finde en dag jeg kunne fejrer dette, hendes liv. Måske det skal være den 12/6, måske den 16/8 eller måske det bare skal være i det små minder der dukker op en gang i mellem, når der er tid, overkue og plads til dem? Hvem ved…

Midtlivskrise

Udgivet den af
2

En reaktionen på en kommentar om en kammerats aldre fik mig til at tænke over noget. Han følte ikke han var der i livet, som han havde forestillet sig. Han følte ikke at han havde opnået noget. Det fik mig til at tænke over, om jeg har nået det mål jeg havde for mig selv? Er jeg der hvor jeg regnede med at jeg ville være?

Tja JA… Jeg har ikke tænkt over det før. Som barn var mit mål, ikke at ende som min mor og det var hvad jeg stillede efter. Jeg skulle færdige gøre en uddannelse. Det har jeg gjort flere gange. Jeg ville have en kernefamilie, mand, barn, villa, vovse og Volvo. Har godt nok ingen Volvo. Jeg ville have et arbejde, ikke bare gå der hjemme. Nu har jeg arbejdet fast i hjemmeplejen siden 2014.

Okay så jeg har nået mine barndomsmål. Hvad så nu? Er det nu man kan skulle læne sig tilbage og bare kunne være tilfreds med livet? Eller er det nu midt livs krisen rammer? Det er lige som om andre spørgsmål melder sig. Var det, det jeg virkelig ville med mit liv? Jeg ved at mit job ikke er barndommens drømmejob. Det var et middel for at nå et mål. Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit arbejde og jeg er god til det. Og jeg er ikke sikker på ar jeg ville kunne finde overskuet til at skulle gå andre veje nu. Måske tiden er til nu, at finde ud af hvad mine fritids interesser er? Finde ud af hvad det er jeg gerne vil bruge min tid og overskud til. Alt det der ikke var oversku til før. Måske kan jeg få plads inden i til at finde ud af hvem Kristina i virkeligheden er…

Min fødselsdag

Udgivet den af
Svar

Når jeg tænker tilbage på mine barndoms fødselsdage, er der nogle enkelte der står frem. Jeg kan huske at børnehaven var der, jeg husker at jeg har holdt fødselsdag på macdonals, drengene fra klassen der spillede fodbold nede på græsset, den gang kun halvdelen af min klasse kom, forsøget med at lave sukker glaseret æbler og fuglereder med flødeskum. Mormor med sit forklæde i køkkenet, som hjælp mor med at styre det hele. Hvor kedelige familie fødselsdage var, fordi de voksne bare sad og snakkede og jeg følte mig så overset. Husker jeg fik en ønske gjøltrold et år. Mit ønske var at jeg fik lov til at gå på tanken alene… Og at det blev opfyldt.

Jeg elskede fødselsdage. Elsker de positive overraskelser. Jeg havde altid en følelse af at være noget helt ekstra særligt, takket være min mor, på min fødselsdag. Med hendes død, blev det lige pludselig en dag som alle andre. Det kan gøre så ondt at anerkende hvad der præcises er skyld i, hvorfor følesen af ligegyldighed dukker op. Jeg tror min mor stod på hænder for at min fødselsdag i det mindste skulle være noget særligt. Selv om hendes overskud måske ikke var det bedste den dag, er jeg sikker på at jeg fik sang og gaver på sengen. Jeg sidder her med tårer i kanten af øjet. Mindes om at lige om lidt er jeg et år ældre. Mindes at telefonen ikke ringer og at jeg ikke skal høre min mors stemme synge…

I dag er det Kristinas fødselsdag…..

I går græd jeg

Udgivet den af
Svar

I går græd jeg. Det har jeg ikke gjort længe. En snak med en der kender smerten ved at miste vækkede noget op i mig. En snak med en jeg ikke kender i nu og som heller ikke kender mig og alligevel har vi så mange ting til fælles. Forbundet af et kendskab til et kaos af følelser. Som en smerte, der ikke er fælles, men alligevel delt.

Jeg blev mindet om hvor rart det er at kunne dele denne smerte. Mindet om hvor rørt jeg bliver, når min historie kan røre et andet mennesker som selv har været i gennem det. Mindet om at jeg ikke helt er der hvor jeg selv er i stand til netop dette og hvor meget jeg håber at blive i stand til det. Mindet om at jeg ikke er hel i nu.

Tåren skabt til forældre

Udgivet den af
Svar

I går startede min dreng i førskole. 5 år gamle og så klar på at skulle i skole. Det er en stor dag når ens børn vender en ny sten på vejen. Som forældre står vi alle spændte og kigger på. Klar på side linjen, hvis der skulle være brug for en hjælpende hånd. Både min mand og jeg var til stede og drengen skulle da også kun have en lille hånd, til at accepter da det var tid for os og gå. Stolt mor der efterlod, sin dreng til en helt ny verden.

Men jeg manglende nogen. Jeg har altid haft en forestillingen om at min mor skulle være med, den dag min dreng startede i skole. Jeg havde glædet mig til at dele denne dag med hende. Jeg er sikker på at hun ville have grædt en lille tåre, over at hendes lille barnebarn nu var blevet så stor. Som hun så mange gange har gjort det, når det gik op for hende at jeg blev større. Jeg forestiller mig, at det for hende, var en tåre blandet med glæde og vemod. Glæden over noget der blomster og vokser op. Vemod over noget der aldrig kommer igen eller kan laves om. Måske denne form for tåre, netop er rettet mod os forældre. Vi glæder os hver gang vores børn vokser, hver gang de kan noget nyt selv, på samme tid kan det gør ondt på os, inden i. Vi ved at for hver gang, vores barn får en ny kunnen, er det et skridt tætter på at løsrive sig. På at blive det selvstændige menneske, det har krav på at være.

Symbiosen

Udgivet den af
2

En normal symbiose, mellem mor og barn, skabes for at barnet kan overleve. Det er afhængigt af moren for at overleve og moren ønsker at skabe et miljø, hvor barnet kan vokse op og blive i stand til og bryde symbiosen. Når det er tid til at denne symbiose skal brydes, kan det til tider være hårdt. Det kan være svært for både mor og barn, at skulle give slip, at skulle give afkald på den tryghed og skulle stå på egne ben. Heldigvis er det som regel noget som sker gradvist. Barnet vokser op og løsriver sig fra moren. Moren kan se at barnet, vokser og lærer at klare sig selv, hjælpe det med at flytte fra reden og stadig være en del af barnets liv, om end det nu er fra side linjen.

Min symbiose med min mor foregik ikke helt sådan. Måske den startede lidt der hen af. Som helt lille var jeg, jo som alle, afhængig af min mor for at overleve og der hvor hun ikke kunne satte min mormor og morfar ind. Som jeg blev ældre, vendte symbiosen. Min mor blev mere og mere afhænge af mig. Jeg var jo stadig afhængig af hende, men hun havde om muligt endnu mere brug for mig. Min mormor og morfar blev også en del af denne symbiose. Det var dem der fik min mor indlagt, når jeg ringede efter hjælp og det var dem jeg var hos, når min mor var indlagt.

Jeg har aldrig fået lov til og mærke det naturlige slip på en symbiose. Min mormor og morfar blev helt naturligt gamle, syge og døde. Men det er jo ikke den måde man gerne skulle give slip på en symbiose. Min mor blev ved med at have brug for mig. Mere end noget andet, da min mormor og morfar faldt væk. Nu var det min opgave, ikke bare og vurder når hun havde brug for hjælp, men også at søger for at hun fik hjælpen.  Hun forblev barnet i vores symbiose. Hun blev ved med at have brug for at jeg tog mig af hende. Mange pårørende, til psykisk syg, giver op og giver slip. Det bliver de nød til, for at kunne leve, for at kunne bevare sig selv. Det kunne jeg aldrig få mig selv til. Jeg kunne mærke hvor meget min mor havde brug for mig, når hun var dårlig. Tja og når hun havde gode perioder, kunne hun jo være der for mig. Så jeg blev. Jeg kæmpede. Og jeg tabte.

Igen blev det ikke mit valg at bryde symbiosen. Igen var der ingen naturlig overgang. Båndet blev brudt fra den ene dag til den anden og det var mig der måtte stå tilbage med konsekvenserne. Jeg begynder virkelig at kunne mærke lettelsen. Lettelsen over at nu er min mor ikke mit ansvar mere. Nu kan jeg koncentrere mig, om det jeg gerne vil. Jeg begynder og lærer mig selv at kende på en anden måde, finde ud af hvem JEG er uden det ansvar. Jeg begynder og lærer at give slip…

 

 

Virkeligheden

Udgivet den af
2

Her på det seneste er jeg stødt på, en del borger med psykiske problemer. Det stikker altid lidt ekstra i mig og jeg har svært ved ikke og kigge efter de samme tegn, som min mor havde. Min livserfaring gør mig bedre til at læse disse mennesker. Jeg kender tegnede på en anden måde, fordi jeg har haft dem inde på livet i så mange år. Desværre gør mine føleler at jeg risikere at lukke ned, når jeg støder på borger hvis træk minder mig for meget om min mors. Det udløser en flygt refleks, som jeg skal bide i mig, for at gøre mig arbejde ordentligt. Det er hårdt og noget jeg kæmper med. Jeg ved at jeg kan noget særligt med disse mennesker.

Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er hver dag, jeg har borger som disse. Jeg er stødt på en borger der vækkede noget i mig, jeg ikke har prøvet før. Der blev vækket en endnu større undren for hvordan omverden, kunne se bort fra den lille pige der boede hjemme ved sin mor? Min mor var så tydelig i denne borger, at der bare manglede den lille pige. Det var skræmmende at få så levende et billede, af hvordan min barndoms hverdag har set ud. Jeg har aldrig set det på den måde udefra. Jeg tror aldrig jeg har været “klar” til og se det på den måde før. Det er i hvert fald første gang jeg har stået ved en borger og været så tæt på og give efter for min flugt refleks . Hun sad bare der. Tom i blikket. Kiggende  væk fra mig, når jeg snakkede til hende. Hun ønskede ikke min hjælp, jeg var ny i hendes verden. Det var som og se min mor, siddende ved køkkenbordet, fjern i blikket og mig, stående foran hende. Lille pige med et ønske om at hjælpe, ude afstand til og forstå, hvilken verden det var min mor var fanget i.

Da jeg gik ud fra denne borger, følte jeg mig tom inden i. Det var en ny oplevelse jeg skulle forholde mig til. Jeg blev nød til og spørger mig selv om jeg var det rigtige sted. Er jeg overhovedet i stand til og arbejde med mennesker? Jeg ved at jeg er god til det og jeg nyder mit arbejde. Jeg sætter pris på at jeg ikke har så mange af disse borger, der hvor jeg er. Ved også at det er, det rigtige valg ikke og være i psykiatrien. Det ville komme alt for tæt på og er bange for at det ville ødelægge mig. Men jeg ville virkelig gerne arbejde med børn af psykisksyge. Jeg ville gerne være med til og hjælpe dem godt videre. Give dem det jeg manglede, en der kan forstå dem og få dem til ikke og føle sig så alene.

 

Julen 2016 og 2017

Udgivet den af
Svar

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…

Julen er aldrig den samme som sidst

Udgivet den af
Svar

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ufrivillig oprydning

Udgivet den af
Svar

Jeg er samler. Det har jeg altid været. Som barn har jeg samlet på lidt af hvert; servietter, brevpapir, hønseringe, div. mode diller osv.. Når man samler, er man en del af en flok. Man har noget til fælles med de andre der samler på det samme. Jeg tror det havde noget med mine svingende samler manier.

Som voksen samler jeg på drager. Altså det mytiske væsen dragen, ikke den man flyver med i vinden. Jeg opsøger det måske ikke så meget som jeg har gjort, men bliver glad når jeg falder over en unik drage 🙂 Men det er ikke kun drager der hober sig op. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting. Det fortæller allenskins gamle skole opgaver om, bøger, dvd’er i masse vis og diverse andre ting jeg aldrig bruger. Der er dog en ting jeg har gået og gemt på, som fik en, fra min side, noget ufrivillige oprydning her den anden dag. Der med ikke sagt at det bestemt ikke var tiltrængt. Min mobil drillede mig efter en opdatering, så efter at være sikker på at alt der  skulle gemmes også var det, gendannede jeg telefonen. Efter et døgns tid, tror jeg, opdagede jeg til min skræk at halvdelen af mine telefon nummer var væk. Nummeret på en gamle skolekammerat som jeg aldrig tror jeg har ringet  til, diverse nummer til gamle arbejdspladser og skoler, væk var de. Altså det var nummer jeg havde tænkt på at slette flere gange, men alligevel! Panik! Tænk nu hvis jeg skulle få brug for dem?!

Det er jo latterligt så svært jeg har ved at give slip på noget, som jeg aldrig bruger, måske aldrig har brugt og i hvert fald aldrig kommer til at bruge igen. Efter panikken lige som havde lagt sig og jeg fik indset at det ikke var verdens undergang, var det faktisk befriende med sådan en ufrivillig oprydning. At blive tvunget til at indse at nogle ting aldrig kommer igen. Som f.eks. det at kunne ringe min mormor og mor op.