En reaktionen på en kommentar om en kammerats aldre fik mig til at tænke over noget. Han følte ikke han var der i livet, som han havde forestillet sig. Han følte ikke at han havde opnået noget. Det fik mig til at tænke over, om jeg har nået det mål jeg havde for mig selv? Er jeg der hvor jeg regnede med at jeg ville være?

Tja JA… Jeg har ikke tænkt over det før. Som barn var mit mål, ikke at ende som min mor og det var hvad jeg stillede efter. Jeg skulle færdige gøre en uddannelse. Det har jeg gjort flere gange. Jeg ville have en kernefamilie, mand, barn, villa, vovse og Volvo. Har godt nok ingen Volvo. Jeg ville have et arbejde, ikke bare gå der hjemme. Nu har jeg arbejdet fast i hjemmeplejen siden 2014.

Okay så jeg har nået mine barndomsmål. Hvad så nu? Er det nu man kan skulle læne sig tilbage og bare kunne være tilfreds med livet? Eller er det nu midt livs krisen rammer? Det er lige som om andre spørgsmål melder sig. Var det, det jeg virkelig ville med mit liv? Jeg ved at mit job ikke er barndommens drømmejob. Det var et middel for at nå et mål. Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit arbejde og jeg er god til det. Og jeg er ikke sikker på ar jeg ville kunne finde overskuet til at skulle gå andre veje nu. Måske tiden er til nu, at finde ud af hvad mine fritids interesser er? Finde ud af hvad det er jeg gerne vil bruge min tid og overskud til. Alt det der ikke var oversku til før. Måske kan jeg få plads inden i til at finde ud af hvem Kristina i virkeligheden er…