Julen er aldrig den samme som sidst

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.