Kategoriarkiv: Nutid

Økonomi

Udgivet den af
2

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

En af os

Udgivet den af
Svar

Der findes mere og mindre heldige kampaner ude i det danske land. En jeg har faldet over, som jeg virkelig synes sætter fokus på noget vigtigt, er den her fra; EN AF OS

Med alt det tabu der er omkring psykisksygdom, er det bare så vigtigt at vi husker på, at dem der har sådan en sygdom, netop HAR en diagnose. De ER ikke deres diagnose! Vi er igen tilbage til det at uvidenhed skaber frygt og åbenhed skaber vide. Hvorfor? Jo for af en eller anden grund er vi som menneske, slemme til at gå ud fra at når et menneske har en psykisksygdom, er dette hele det menneske, men sådan hænger det jo heldigvis ikke sammen. Min mor havde diagnosen paranoid-skizofreni. Dette betød jo ikke at hun hele tiden var bange eller hele tiden så ting. Det betød at hun havde gode og dårlige perioder, i alle mulige grader. Det betød ikke, at hun ikke havde drømme eller ønsker for fremtiden. Det betød at hun var førtidspensionist og ikke kunne passe et arbejde, men det betød ikke at hun ikke ønskede at være en del af samfundet og i gode perioder arbejde hun som frivillige i LAP og SIND. Når der er tale om en fysisk sygdom, som f.eks. gigt, som kan være lige så individerne, bliver mennesket som har gigten ikke set som være GIGTEN, men som en der er så uheldig og have fået gigt.

 

Mærkelig tankegang når man tænker over det…

 

Skrive som redskab

Udgivet den af
Svar

På grund af sygdom har jeg ikke haft overskud til at sidde ved computeren og skrive før nu. Nå ja sådan er det jo en gang i mellem. Jeg har skrevet før om hvordan det hjælper mig at skrive. Om hvordan det har hjulpet mig til at bearbejde min sorg og min barndom. I den her periode hvor jeg virkelig har manglet overskud til at skrive, kan jeg virkelig mærke hvordan jeg har manglet det. Faktisk begyndte jeg og have problemer med at sove igen. Tanker der kører rundt i mit hoved og de vil bare ikke holde op. Det har faktisk været en stor øjenåbner, for meget mit skriveri har hjulpet mig og hvor meget jeg har brug for det.

Når tankerne kører rundt i hovedet på mig, bliver de næsten som indlæg jeg vil skrive ned. Det er som om det bliver ved med at kører i ring inde i mit hoved og jeg har virkelig brug for at få det ud. Jeg kan ikke finde ro før jeg har skrevet det ned. Ikke nødvendigvis i et færdigt indlæg, men ideer til et eller stikord. Hvorfor ikke bare vendte? Fordi så forsvinder tanken. Jeg kan som regel ikke engang finde grund tanken igen og det bliver et stort frustrerende element for mig.

Jeg havde aldrig troet at det ville komme til at betyde så meget for mig at skrive, men hvor er det fedt, at have fundet et redskab der virker for mig. Det er dejligt at det også er et redskab jeg kan bruge lige meget hvor jeg er henne, på mere end en måde. Det er å vigtigt at finde det redskab der virker for en og har I spørgsmål omkring hvordan det virker for mig er I meget velkommen til at spørger. Vil også gerne hører hvad redskaber der har virket for jer, når alt omkring jer styrter.

Digte

Udgivet den af
Svar

Jeg var til et foredrage med Lisbeth Mahnkof. En kvinde der to gange har haft selvmord inde på livet. Hun fortalte meget levende om hvordan hun den første gang ikke fik det arbejdet i gennem og hvordan det betød, at det hele kom op dobbelt da hendes bror tog sit eget liv. Det har nok været knap et halvt års tid efter min mors selvmord jeg var til dette foredrage og skæbnen ville hverken mere eller mindre, end at Lisbeths bror også var gået ud foran et tog.

” Sorg, smerte, fortvivlelse. Ude af stand til at gøre noget, til at handle.

Du tog dit eget liv – og min handlekraft. Jeg fik ikke lov at hjælpe dig,

ikke en gang til at tage afsked med dig.

Du tog dit liv helt og mit liv halvt.”

Dette er en del af et digt der hedder “Sorg” som Lisbeth Mahnkof har udgivet i en gratis e-bog “Det tavse selvmord”. Det var også et digt hun læste op, til det foredrag jeg var tid. Og jeg tuede! Jeg faldt helt sammen, for det digt beskrev lige hvordan jeg havde det i lige præcise det øjeblik. Tragedie bringer mennesker sammen og for mig blev det en oplevelsen af en form for samhørighed, noget der bandt os sammen. Alt sorg  er forskelligt, unik. Det har givet mig meget at kunne samles, med mennesker som har kunnet forstå denne kaos fyldte sorg. Det gav endnu mere at opleve en der havde mistet på stort set samme måde som mig og så oveni købet en der kunne sætte ord på den måde jeg havde det på. Det gav mig håb for min egen fremtid. Hun viste mig at der var lys på den anden side.

Hun gav mig også et værktøj, til at komme videre, til forholde mig til sådan som verden nu så ud. Det var at skrive. Skrive mine følelser ned når de var der. Det var der jeg startede med at skrive digte. Jeg skrev mest om natten når jeg ikke kunne sove. På den måde fik jeg det ud af mit system og det gav som regel så meget ro at jeg kunne sove. Jeg deler her et blog oplæg Lisbeth har skrevet om netop dette. Det er helt klart vær at læse.

Styrken ved at skrive

De digte jeg har delt på bloggen indtil nu er forholdsvis nye, men de næste der kommer er dem jeg har skrevet om natten når jeg ikke kunne sove. Håber I har en god dag der ude.

Åbenhed

Udgivet den af
Svar

Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden. 

 

Alarm 112

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….

Sorg

Udgivet den af
Svar

Det er i bund og grund en naturlig ting at miste, for det eneste vi ved med sikkerhed er at vi skal her fra igen. I min verden er bagsiden af kærlighed sorg, for har vi ikke elsket den vi mister, føler vi ikke sorg.

Da min mor tog sit eget liv, vil jeg indrømme at sorg ikke var den stærkeste følelse. Eller jeg kunne i hvert fald ikke genkende den i det kaos af følelser som kom tonsende ind over mig. Så mange følelser på engang, at det var umuligt at mærke den enkelte. Det var noget jeg skulle lærer, det at give plads til den enkelte følelse. Den kamp kan jeg ikke rumme og skrive om lige nu, men det skal nok komme. Jeg vil i stedet skrive lidt om der hvor jeg er nu.

Nu kan jeg nemlig mærke sorgen. Den sorg som man mærker, når man har mistet en man elsker. Hvor frygtelig den end er, hvor ondt den end gør og hvor meget den får mig til at ville kølle mig sammen til en lille kugle, gemme mig og ville ønske folk ville lade mig være. Hvor slem sorgen end er, er den ikke lige så ødelæggede som det følelse mæssige kaos min mors valg har bragt mig i gennem. Første gang jeg fik følelse af denne enkelte, naturlige sorg, kom det bag på mig. Lige et kort øjeblik, tog det mig før jeg kunne genkende hvad det var for en følelse der skyllede hen over mig. Hvor ked af det jeg end er over at have mistet mig mor og hvor meget jeg end savner hende, mangler hende, længes efter hende. Ja så bryder jeg disse følelser mere end velkommen, for de betyder at jeg endelig kan sørger over at have mistet min mor.

Kommunen

Udgivet den af
2

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.

Uhyggeligt uvirkeligt

Udgivet den af
Svar

Selvom det er over et år siden, min mor tog sit eget liv, har jeg stadigvæk dage, hvor det virker uvirkeligt. Hvor jeg ikke kan tro at min mor virkelig er væk. Taget fra os på så voldsom en måde. Det er ikke så tit som det har været, men det sker stadig. Tider hvor jeg er overbevidst om, at det hele er en ond drøm, jeg vågner af lige om lidt.

Ud over at det bare virker helt forkert, at min mor kunne finde på at forlade os, så tror jeg også det handler om, at vi ikke fik mulighed for at se hende. Hun var så iletilredt at vi ikke kunne få lov til at se hende. Min grantante er præst og anbefalende mig, at spørger om muligheden for, bare at sige farvel til en hånd eller et ben, men ikke engang dette var en mulighed. Jeg er meget visuel og har nok svært ved at forstå, hvordan de har kunne identifikationer hende 100 %, hvis hun var så ødelagt at vi ikke engang kunne se en hånd? Jeg ved godt at hun var indlagt og derfor havde armbånd på, men det kunne jo være smidt og fundet. Åh jeg ved godt det ville være en dårlig bog, hvis det havde været tilfældet, men hjernen er en sjov størrelse der klæber sig til den mindste smule håb., den mindste mulighed. Eller måske er det hjertet?

Jeg ville havde ønsket, at jeg i min sorg, kunne have fundet ud af og bede dem om at klippe en tot hår af hende eller have ladet min se det tøj hun havde på. Et eller andet, hvad som helst, så det kunne have været mere uhyggeligt end uvirkeligt, her et år efter. Måske det ingen forskel havde gjort. Jeg ved godt, at det ikke ville have gjort mig mindre ked af det, men jeg har en forestilling om at det måske kunne have gjort det mere virkeligt for mig, det at have noget og sige farvel til.

Min mor

Udgivet den af
2

Title: Lotusinspireret malet af min mor

Jeg elsker min mor. Selv om det var en hård barndom, elskede jeg min mor. Hun var fuld af kærlighed. Til mig, hendes familie og hendes venner. Varm og kærlig var hun. Altid klar til og hjælpe de af hendes venner som havde brug for hende. Om det var økonomisk eller psykisk. Til tider kunne det kører hende helt ned og det var ikke altid hun nåede at sige fra i tide. Så gik hun selv ned og måtte indlægges. Jeg håber at hendes venner prøvede at være der for hende lige så meget, som hun var der for dem, men jeg ved det ikke.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Det var min mor god til at sikker sig, at jeg var klar over. Hun viste det med masser af kram og kærlig ord. Hun sang for mig om aften, puttede, vækkede mig og fyldte mig gerne i skole. Jeg fik stort set alt hvad jeg gerne ville og mange dage  er gået med hygge foran fjernsynet med slik og cola. Jeg hyggede mig, men når jeg tænker tilbage på det, brugte min mor nok flere timer ude i køkkenet med smøg og kaffe end inde i stuen ved siden af mig. Dette var dog ikke noget jeg lade mærke til på det tidspunkt.

Jeg synes min mor var noget særligt. Jeg har ikke altid set op til hende og gør det nok også med forbehold i dag. Jeg er ikke tilhænger af hendes valg af udgang her i livet, men jeg synes hun var særlig kvinde. Tros hendes sygdom, levede hun livet. Hun var kreativ og elskede at male. På forskellige kurser, tog hun det til sig hun ville og lod resten ligge. Hun gik op i politik og ønskede at gøre verden til et bedre sted at leve. Hun var meget aktiv i hendes lokal afdeling og hun har selv givet udtryk for at hun ville ønske, hun var blevet aktivt noget før. Hun boede ved sin mor, de sidste dage af hendes liv og jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov og gøre det samme for hende. Hendes sygdom tog meget af hendes liv, men når hun selv havde styringen levede hun livet som hun ville <3