Det er i bund og grund en naturlig ting at miste, for det eneste vi ved med sikkerhed er at vi skal her fra igen. I min verden er bagsiden af kærlighed sorg, for har vi ikke elsket den vi mister, føler vi ikke sorg.

Da min mor tog sit eget liv, vil jeg indrømme at sorg ikke var den stærkeste følelse. Eller jeg kunne i hvert fald ikke genkende den i det kaos af følelser som kom tonsende ind over mig. Så mange følelser på engang, at det var umuligt at mærke den enkelte. Det var noget jeg skulle lærer, det at give plads til den enkelte følelse. Den kamp kan jeg ikke rumme og skrive om lige nu, men det skal nok komme. Jeg vil i stedet skrive lidt om der hvor jeg er nu.

Nu kan jeg nemlig mærke sorgen. Den sorg som man mærker, når man har mistet en man elsker. Hvor frygtelig den end er, hvor ondt den end gør og hvor meget den får mig til at ville kølle mig sammen til en lille kugle, gemme mig og ville ønske folk ville lade mig være. Hvor slem sorgen end er, er den ikke lige så ødelæggede som det følelse mæssige kaos min mors valg har bragt mig i gennem. Første gang jeg fik følelse af denne enkelte, naturlige sorg, kom det bag på mig. Lige et kort øjeblik, tog det mig før jeg kunne genkende hvad det var for en følelse der skyllede hen over mig. Hvor ked af det jeg end er over at have mistet mig mor og hvor meget jeg end savner hende, mangler hende, længes efter hende. Ja så bryder jeg disse følelser mere end velkommen, for de betyder at jeg endelig kan sørger over at have mistet min mor.