Uhyggeligt uvirkeligt

Selvom det er over et år siden, min mor tog sit eget liv, har jeg stadigvæk dage, hvor det virker uvirkeligt. Hvor jeg ikke kan tro at min mor virkelig er væk. Taget fra os på så voldsom en måde. Det er ikke så tit som det har været, men det sker stadig. Tider hvor jeg er overbevidst om, at det hele er en ond drøm, jeg vågner af lige om lidt.

Ud over at det bare virker helt forkert, at min mor kunne finde på at forlade os, så tror jeg også det handler om, at vi ikke fik mulighed for at se hende. Hun var så iletilredt at vi ikke kunne få lov til at se hende. Min grantante er præst og anbefalende mig, at spørger om muligheden for, bare at sige farvel til en hånd eller et ben, men ikke engang dette var en mulighed. Jeg er meget visuel og har nok svært ved at forstå, hvordan de har kunne identifikationer hende 100 %, hvis hun var så ødelagt at vi ikke engang kunne se en hånd? Jeg ved godt at hun var indlagt og derfor havde armbånd på, men det kunne jo være smidt og fundet. Åh jeg ved godt det ville være en dårlig bog, hvis det havde været tilfældet, men hjernen er en sjov størrelse der klæber sig til den mindste smule håb., den mindste mulighed. Eller måske er det hjertet?

Jeg ville havde ønsket, at jeg i min sorg, kunne have fundet ud af og bede dem om at klippe en tot hår af hende eller have ladet min se det tøj hun havde på. Et eller andet, hvad som helst, så det kunne have været mere uhyggeligt end uvirkeligt, her et år efter. Måske det ingen forskel havde gjort. Jeg ved godt, at det ikke ville have gjort mig mindre ked af det, men jeg har en forestilling om at det måske kunne have gjort det mere virkeligt for mig, det at have noget og sige farvel til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *