Løbe hjemmefra

Min mor gik let i panik når der var noget hun ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvor mange gange hun fået sine nøgler væk. I hendes panik vente hun sig altid mod mig og forlangte at jeg kunne finde dem. Det var aldrig særlig rart, men man lærte at bevare roen, ignorere panikken og finde sin mors nøgler.

Måske var det derfor, at når min mor en sjælden gang sagde nej, til den forkælede møgunge aka mig, jeg så “løb hjemmefra”. I starten var det ikke vilder end at jeg låste mig inde på toilettet og blev der til min mor stod på den anden side og tikkede mig om at komme ud. Da jeg blev lidt ældre gik jeg fra lejligheden. Aldrig særlig langt væk eller særlig længe, men det viste min mor ikke. Jeg viste hvor meget hun gik i panik af det og hvor ked af det hun blev. Det var ikke særligt pænt gjort af mig. Jeg tror det var den eneste måde jeg følte at jeg kunne give lidt af den utryghed, der var min dagligdag, fra mig. I sidste ende fik jeg nok også min vilje på den måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *