Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden.