Kategoriarkiv: Fortid

Den første jul

Udgivet den af
2

Glædelig jul til jer alle. Håber I har haft en god juleaften. Selv har jeg ikke kunnet finde julestemning frem i år. Men vi havde en god aften i godt selskab nede ved svigermor. Her nedenunder vil jeg fortælle hvordan sidste år gik, det første år uden min mor.

Naturligt for julen sidste år ikke den nemmeste. Min mors manglende tilstedeværelse fyldte meget. For at være helt ærligt ville jeg helst have, sprunget den over. Bare siddet på sofaen og spist leverpostejsmader. Deeet mente min mand ikke at vi kunne. Om ikke andet så på grund af vores dreng. Han havde nok ret. Vores dreng var på det tidspunkt 4,5 år og manglede meget sin mormor. Vi havde fået en traditionen, hvor min mor, ham og jeg fik taget et billede foran juletræet. Han nægtede! Totalt! Når mormor ikke kunne være der ville han i hvert fald ikke havde taget et billede, lige meget hvad. Det gjorder rigtig ondt på mig, men på den anden side kan jeg også godt forstå ham. På en måde var det meget endegyldigt at tage billedet uden hende og det kan jeg godt forstå han ikke havde lyst til. På hendes grav fik han lagt en lille gave og vi satte lys. En hyggelig lille måde stadig og have hende med på.

Min julestemning var et meget lille sted og for engang skyld kom min mand til at stå for alt det, man nu skal op til jul. Min mor og jeg havde købt julegaver sammen året før og jeg havde glædet mig til at det skulle til og være en årlig ting. En god veninde reddet dagen ved at tage med i stedet. Den dag tog vi også ud og kiggede på det sted min mor var gået ud foran toget. Jeg havde brug for at se om jeg kunne se hvor og hvordan hun var kommet ud på sporet. Det var en hård oplevelse, men også god. Den forandrede nogle af de forestiller jeg havde om hvordan det var sket, bl.a. hvad side hun var gået ud fra. Det var en del af det at komme videre. Jeg mangler stadigvæk at skulle ud og køre med tog.

Juleaften endte vi med at tage ud til svigerfar. Her holdt vi jul på den måde vi var startet med hjemme ved os, bare uden at vi skulle gøre noget. Jeg endte med at nyde selvskabet, tros julestemningen aldrig rigtig indfandt sig hos mig.

Julen er aldrig den samme som sidst

Udgivet den af
Svar

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ikke det jeg forventede

Udgivet den af
Svar

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.

 

At blive mor

Udgivet den af
Svar

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

“Det er dit valg”

Udgivet den af
Svar

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀

Økonomi

Udgivet den af
2

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

Dus

Udgivet den af
Svar

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉

Skolen

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid godt kunne lide at lærer. Jeg vil beskrive mig selv som videbegærlig. Jeg har altid stillet mange spørgsmål i skolen og jeg holdt ikke op før jeg havde fået det forklaret på en måde jeg forstod. Jeg tror det hænger sammen med at folkeskolen, blev en form for frirum for mig. Her kunne jeg slippe væk fra det kaos, der var der hjemme. Det betød også at selv om, min mor flere gange sagde til mig; “Du behøver ikke og tage i skole hvis du ikke vil,” tog jeg altid i skole.

Det var også da jeg startede i skole, at det for alvor gik op for mig at min mor var andreledes. Før mødet med de andres forældre og hjem, med regler og krav, var daglig dagen med min mor jo sådan min verden var. Jeg viste ikke at det fandtes andet. Eller jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det før. Jeg husker ikke at jeg havde mange med hjem. Jeg mindes ikke om det var fordi jeg var flov over det der hjemme eller om det måske mere handlede om de andres forældres bekymring, over at skulle sende deres børn hjem til så mærkeligt et hjem. I nogle af de første klasser startede en ny pige i klasse. Hun skulle ende med at blive en rigtig god veninde og vi brugte meget tid sammen. Vi var gode til at få hinanden med på diverse unoder, men kunne også bruge meget tid på bare at lege sammen. Jeg kan huske at hun kom rigtig meget hjemme ved min mor og jeg, hun var også med i sommerhus, men vi var ikke så meget hjemme ved hende. Som voksen har jeg fundet af hvorfor. Hendes mor drak og var hvis til tider ikke så god ved hende, så tros min mors mærkeligheder, var det et frirum for hende at komme hjem til os.

Selv om jeg var glad for at gå i skole, var det ikke en dans på roser. Jeg havde svært ved at lærer og læse og skrive. Troede faktisk at jeg havde en grad af ordblindhed. Det kan da også godt være at jeg har, men mon ikke også det kunne have noget og gøre med mangle på tryghed i hjemmet og det konstant at skulle være opmærksom på hvordan min mor havde det? Jeg blev også drillet i folkeskolen. Jeg var en stor pige, havde briller og var glad for at lærer noget. Det jeg husker særlig tydeligt at blive kaldt var “fede professor”. Til gengæld blev jeg aldrig drillet med min mor, hvilket jeg er dybt taknemlig over for og en smule overrasket. Man skulle da tro det lå til højre benet, men selv børn har åbenbart grænser. Tros disse ting forblev skolen mit frirum så længe jeg boede ved min mor.

Åbenhed

Udgivet den af
Svar

Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden. 

 

Alarm 112

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….