Kategoriarkiv: Barndom

Fortællinger om min barndom og opvækst

Alarm 112

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….

På besøg

Udgivet den af
Svar

Jeg har brugt en hel del tid på forskellige psykiatriske afdelinger i min barndom. Når min mor var indlagt skulle vi selvfølelig besøge hende. Som jeg husker det, var det primært min mormor som var med, når vi besøgt min mor. De gamle psykiatriske afdelinger virkede mørke og triste på mig. Der hvor der var mest naturligt lys var i spiserummet og som besøgende var det ikke der vi brugte mest tid. Den opholdsstue der var, var mørk og træt pakket med møbler. Der var spil og bøger og et fjernsyn, flere sofagrupper og et spisebord. Stuerne var flere mands stue, med toilet og bad delt. Der var nogle små hvidt malet rum med sofa og lændestol man kunne låne til at få lidt ro på besøget. Når man skulle ringe der op, var det til en fælles mønt telefon på gangen. Det var rent lykketraf hvis der var en patient i nærheden, som havde overskud til at tage den, for det indebar jo at de bagefter skulle finde personen, der var opkald til.

Det skete også at min mor var indlagt på den lukkede. Der måtte jeg ikke komme. Husker hvordan jeg sad i bilen mens min mormor gik op til min mor med noget. Det er et minde der forsat står meget klart for mig. Det var en mærkelig følges, at være så tæt på min mor, men ikke kunne få lov til at se hende. Tror aldrig rigtig at jeg forstod det som barn. Hvordan kunne min mor være så dårlige at jeg ikke måtte se hende, når jeg nu boede med hende til daglig? Når det nu var mig der så disse udbrød og skulle reager på dem? Jeg forstod ikke helt at det jo nok handele om de andre på afdelingen og der var aldrig nogen der forklarende mig det. Der måtte ikke være børn på den lukkede og sådan var det bare.

Råb om hjælp

Udgivet den af
Svar

Selv om jeg, som barn, ville have brokket mig, hvis man havde forsøgt at tage mig fra min mor, var der ting jeg gjorder, som tyder på at jeg ikke havde det helt godt. Jeg kan huske, når min mor havde puttet mig og jeg lå og ventede på at falde i søvn, at jeg havde en remse jeg sagde. Det stammede fra en eller anden tegneserie. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hed eller hvordan remsen lød. Men jeg kan huske at det var noget der blev sagt, at man skulle sige hvis man ville have hjælp af dem af serien. Jeg tænker, at de fleste børn har forsøgt med forskellige remser fra fjernsynet, i håb om at de virkede. Jeg kan huske at det ikke kun var en gang jeg brugte den og jeg kan huske skuffelsen over manglende på hjælp. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne svare på, hvad det var jeg bad om hjælp til, men jeg husker ønsket om at slippe væk, ønsket om hjælp.

Som lidt større pige, husker jeg at jeg gik med tankerne om at tage mit eget liv. Jeg husker også at jeg til tider sagde det højt. Jeg husker ikke at der nogen siden var, nogen der satte sig ned og snakkede med mig om det. Desværre. Selv om det mest var et råb om opmærksomhed, var det jo også et råb om hjælp. Hjælp til at se mig og til at finde mig selv i mit eget kaos. Jeg var for meget en kylling til nogen siden at gøre alvor af truslen om at tage mit eget liv. Jeg var for bange for blod til at skære i mig selv og selv om jeg flere gange overvejede at tage piller, var jeg for bange for, ikke at få gjort en ordentlig ende på det til at gøre det. For bange, at hvis det ikke lykkes mig, så ville konsekvensen gøre mit liv endnu svære.

Kommunen

Udgivet den af
2

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.

Løbe hjemmefra

Udgivet den af
Svar

Min mor gik let i panik når der var noget hun ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvor mange gange hun fået sine nøgler væk. I hendes panik vente hun sig altid mod mig og forlangte at jeg kunne finde dem. Det var aldrig særlig rart, men man lærte at bevare roen, ignorere panikken og finde sin mors nøgler.

Måske var det derfor, at når min mor en sjælden gang sagde nej, til den forkælede møgunge aka mig, jeg så “løb hjemmefra”. I starten var det ikke vilder end at jeg låste mig inde på toilettet og blev der til min mor stod på den anden side og tikkede mig om at komme ud. Da jeg blev lidt ældre gik jeg fra lejligheden. Aldrig særlig langt væk eller særlig længe, men det viste min mor ikke. Jeg viste hvor meget hun gik i panik af det og hvor ked af det hun blev. Det var ikke særligt pænt gjort af mig. Jeg tror det var den eneste måde jeg følte at jeg kunne give lidt af den utryghed, der var min dagligdag, fra mig. I sidste ende fik jeg nok også min vilje på den måde.

Opdragelse

Udgivet den af
Svar

Jeg var et meget forkælet barn. Min mor magtede ikke den konflikt et nej gav og derfor fik jeg stort set alt hvad jeg pegede på.

Min mor kunne lige frem blive gal på andre hvis de rettede på mig eller på anden måde ville blande sig i min opdragelse. Jeg kan huske flere familie fester, hvor enten min morfar eller min mors søskende, kommentere noget jeg gjorde/ikke gjorde eller måde jeg opførte mig på. Når jeg sidder og tænker på det, får jeg følesen af og føle mig forkert. Gad vide om de har hen vendt sig meget direkte til mig? Fordi konflikten med mig var mindre end den med min mor?

Jeg husker en periode på næsten et år, hvor det eneste jeg ville spise var spagetti og kødsauce. Min mor har så fortalt mig at hun skiftede kødet mellem okse og gris, og til tider puttede lidt grønsager i, så der i det mindste var lidt veksling.

Jeg husker kun engang at mine handlinger havde konsekvenser. Synes det er utroligt jeg er blevet til noget den dag i dag. I nærheden af hvor vi boede, lå der dengang noget der hed Markes hallerne. Helt enkelt nogle store haller med forskellige krammer. En veninde og jeg havde gået og så strålet fra de forskellige boder og havde så solgt tingene videre, fra em trappe inde i hallen… Dette blev vi selvfølgelig taget i. Heldigvis. Det var første og eneste gang jeg kan huske at min mor gav mig en straf. Jeg fik stuearrest. Eller… Min mor ville ikke at min mormor fandt ud af det, så jeg var jo nød til og komme med til banko og hvis også nogle andre ting. Straffen kunne heller ikke vare mere end knap 14 dage, da vi skulle på ferie. På tros af at det var en halv hjertet straf, som ikke blev hårdt ret stramt, gjorder det alligevel så stor indtryk på mig at jeg aldrig stjal igen.

Plejefamilie

Udgivet den af
Svar

Jeg har faktisk været tæt på at blive fjernet fra min mor. Grunden kan jeg ikke huske. Jeg har været omkring 6 år gamle, så måske det har været i forbindelse med vores højskole ophold (http://barnafpsykisksyg.dk/?p=26). De boede ikke så langt væk, faktisk nærmest i den anden ende af den vej min mor og jeg boede på. Jeg husker den første nat som skræmmende. Som om jeg er blevet kastet ud i det og ikke har mødt dem før. Bare fået af vide at nu skal jeg sove her. Jeg ved ikke om det rent faktisk er sandt, jeg kan ikke huske andet end det var den følelse jeg havde.

Sengen manglende en mede, men det var jo lige meget for så lang var jeg ikke at nåede der ned hvor den manglede. Det syntes jeg var noget mærkeligt noget. Da der jo ingen regner var hjemme ved min mor, var det en anden verden og jeg husker ikke at jeg nogen siden rigtig faldt til. Jeg kan heller ikke huske hvor længe jeg var der, men det var længe nok til at jeg kan se køkkenet og stuen for mig. De lærte mig og spise med kniv og gafle. Jeg kan desværre ikke se dem for mig, kan slet ikke huske faren fra familien, men husker moren som venlig.

Jeg fik en rigtig god ven i sønnen som boede hjemme. For dem var han den mindste, men for mig var han jo storebror artig. Han boede i kælderen og havde gubbier og små skildpadder. Jeg kan huske at jeg fik nogle af gubbierne til min børnehaveklasse. Engang i mellem lød ham skildpadderne komme over til gubbierne. Desværre betød det også at de kunne slippe væk og vi måtte skille værelset af for at finde dem igen. Han spillede musik med nogle venner. De havde et rum i kælderen, dækket med æggebakker. Jeg fik lov til og sidde lige inden for døren og lytte når de spillede.

En nat havde de indbrud og jeg kom der aldrig mere. Fik af vide at de skulle skilles og at det var derfor, men om det var den rigtige grund ved jeg ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne huske dem bedre. At jeg kunne møde dem igen og hører hvad de så i den lille pige, om de har tænkt på mig, hvor længe jeg var der og hvorfor jeg ikke kunne være der mere.

Pelsjakke

Udgivet den af
Svar

Jeg husker at min mor på et tidspunkt fik en stor sort pelsjakke. Den var godt nok i kunstig pels, men den så helt ægte ud. I hvert fald som ny. Jeg syntes den var så fin og jeg har nogle gode minder forbundet med denne jakke.

Når vi stod og ventede på bussen om vinteren, min mor og jeg, fik jeg lov til og putte min ind til hende. Ind under jakken. Det var ikke så tit at følesen af tryghed var tilstede i min barndom, men når jeg stod der, under min mors store sorte pelsjakke. Ja så følte jeg min tryg og varm. Det var som om verden omkring os forsvandt og der kun var os to. Gad vide hvorfor det fremmede en følelse af tryghed? Min tilværelse alene med min mor var jo ikke lige frem plaget fra tryghed og stabilitet, som et barn har brug for. Måske omverdens holdninger og påvirkning om hvad det normale brude være, havde større indvirkning på den lille pige end jeg var klar over? Måske var det bare et lille lyspunkt i en verden af kaos?

Pjevsen

Udgivet den af
Svar

Min opvækst har givet mig en stor ansvarsfølelse. Særligt fordi jeg var nød til og tage en del af ansvaret for min mor. Det blev en naturlig både at overleve på, en naturlig del af hverdagen.

Men min mor lærte mig også om ansvar på en anden måde. Nemlig at tage ansvar for de dyr man vælger og have, uanset størrelse. Som de fleste andre børn kom der en tid hvor jeg ønskede mig et kæledyr. I Aalborg lå der en stor dyrehandel der hed Kalles dyrehandel. De havde både dyr og tilbehør. Min mor og jeg var derude fordi jeg havde fået lov til og få et marsvin, men da vi kom der ud var det noget andet jeg faldt for. Jeg forelskede mig i minihamsterne. Da de ingen hale havde fik jeg lov til at få sådan en.

I løbet af min barndom har jeg haft 3 minihamster, efterfuldt af hinanden. Alle sammen med navnet Pjevsen.  De lever i gennemsnit 3 år, lidt mere, lidt mindre. En weekend opdagede vi at der var noget galt med Pjevsen. Han havde et sår på størrelse med min lille finger negle. Det lyder jo umidbart ikke af så meget, men da det svarede til hele hans bag lår, blev vi lidt bekymret. Da det jo var weekend, var vi nød til at ringe dyrlægen til klinikken. Vi havde ingen bil og det skulle jo gå stærkt når det lille kræ havde det så skidt, så min mor ringede efter en taxa. Dyrlægen kan ikke rigtig gøre noget for Pjevsen, som heldigvis er kvikket lidt op. Han vælger dog at forsøge og sætte en skærm på kræet. Dette viser sig og være en større opgave, men det lykkes ham til sidst at få en skærm til en undulat til at passe. Det ender også med at der står en lille flok af dyrlæger og trækker på smilebåndet, af det lille dyr og muligvis også lidt af min mor og jeg.

Måske det virker fjollet på jer, at min mor endte med at bruge så mange penge på et dyr til 50 kr., men for mig står mindet klart som en lærdom om at man skal passe på dem der ikke kan passe på sig selv, lige meget for store eller små de er.

Det er okay og være vred

Udgivet den af
Svar

Jeg var er meget logisk barn, så når psykologer og personalet på diverse afdelinger hvor min mor var indlagt, fortalte mig at alt der skete ikke var min skyld, blev jeg sur og irriteret. Det viste jeg godt. Det kunne det ikke være. Der var stor åbenhed i min familie omkring det at min mor havde været syg længe. Hun blev syg inden hun fyldte 20 og da hun først fik mig, da hun var 30, kunne det jo ikke være min skyld at hun var syg. Jeg var ikke klar til at se, alle de ting jeg troede var min  skyld.

Blev sprugt her den anden dag, om hvad de så skulle have sagt. Det viste jeg ikke lige der, men tanken om  hvad der kunne have hjulpet mig. Om hvad der kunne have hjulpet den lille pige til og få det bedre. Bedre med sig selv og bedre med sin hverdag, havde sat sig fast i mig.

På vej op til en veninde spillede de highway to hell i radioen og af en eller anden grund hjælp det mig til at indse hvad de skulle have sagt til mig den gang; “Det er okay og være vred. Det er i orden at du er sur over den situation din mor sætter dig i”

Selv om jeg ikke som barn direkte følte skyld, havde jeg stadigvæk brug for et afløb. Et afløb jeg ikke var i stand til og finde selv. Desværre kunne de mennesker der gerne ville hjælpe mig ikke, se ud over det at hjælpe mig til og forstå, at det ikke var min skyld. Jeg var ikke klar til og se det eller føle det.

Er der noget I ville ønske var blevet sagt til jer da I var barn?