Kategoriarkiv: Fortid

På besøg

Udgivet den af
Svar

Jeg har brugt en hel del tid på forskellige psykiatriske afdelinger i min barndom. Når min mor var indlagt skulle vi selvfølelig besøge hende. Som jeg husker det, var det primært min mormor som var med, når vi besøgt min mor. De gamle psykiatriske afdelinger virkede mørke og triste på mig. Der hvor der var mest naturligt lys var i spiserummet og som besøgende var det ikke der vi brugte mest tid. Den opholdsstue der var, var mørk og træt pakket med møbler. Der var spil og bøger og et fjernsyn, flere sofagrupper og et spisebord. Stuerne var flere mands stue, med toilet og bad delt. Der var nogle små hvidt malet rum med sofa og lændestol man kunne låne til at få lidt ro på besøget. Når man skulle ringe der op, var det til en fælles mønt telefon på gangen. Det var rent lykketraf hvis der var en patient i nærheden, som havde overskud til at tage den, for det indebar jo at de bagefter skulle finde personen, der var opkald til.

Det skete også at min mor var indlagt på den lukkede. Der måtte jeg ikke komme. Husker hvordan jeg sad i bilen mens min mormor gik op til min mor med noget. Det er et minde der forsat står meget klart for mig. Det var en mærkelig følges, at være så tæt på min mor, men ikke kunne få lov til at se hende. Tror aldrig rigtig at jeg forstod det som barn. Hvordan kunne min mor være så dårlige at jeg ikke måtte se hende, når jeg nu boede med hende til daglig? Når det nu var mig der så disse udbrød og skulle reager på dem? Jeg forstod ikke helt at det jo nok handele om de andre på afdelingen og der var aldrig nogen der forklarende mig det. Der måtte ikke være børn på den lukkede og sådan var det bare.

Råb om hjælp

Udgivet den af
Svar

Selv om jeg, som barn, ville have brokket mig, hvis man havde forsøgt at tage mig fra min mor, var der ting jeg gjorder, som tyder på at jeg ikke havde det helt godt. Jeg kan huske, når min mor havde puttet mig og jeg lå og ventede på at falde i søvn, at jeg havde en remse jeg sagde. Det stammede fra en eller anden tegneserie. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hed eller hvordan remsen lød. Men jeg kan huske at det var noget der blev sagt, at man skulle sige hvis man ville have hjælp af dem af serien. Jeg tænker, at de fleste børn har forsøgt med forskellige remser fra fjernsynet, i håb om at de virkede. Jeg kan huske at det ikke kun var en gang jeg brugte den og jeg kan huske skuffelsen over manglende på hjælp. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne svare på, hvad det var jeg bad om hjælp til, men jeg husker ønsket om at slippe væk, ønsket om hjælp.

Som lidt større pige, husker jeg at jeg gik med tankerne om at tage mit eget liv. Jeg husker også at jeg til tider sagde det højt. Jeg husker ikke at der nogen siden var, nogen der satte sig ned og snakkede med mig om det. Desværre. Selv om det mest var et råb om opmærksomhed, var det jo også et råb om hjælp. Hjælp til at se mig og til at finde mig selv i mit eget kaos. Jeg var for meget en kylling til nogen siden at gøre alvor af truslen om at tage mit eget liv. Jeg var for bange for blod til at skære i mig selv og selv om jeg flere gange overvejede at tage piller, var jeg for bange for, ikke at få gjort en ordentlig ende på det til at gøre det. For bange, at hvis det ikke lykkes mig, så ville konsekvensen gøre mit liv endnu svære.

Kommunen

Udgivet den af
2

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.

Løbe hjemmefra

Udgivet den af
Svar

Min mor gik let i panik når der var noget hun ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvor mange gange hun fået sine nøgler væk. I hendes panik vente hun sig altid mod mig og forlangte at jeg kunne finde dem. Det var aldrig særlig rart, men man lærte at bevare roen, ignorere panikken og finde sin mors nøgler.

Måske var det derfor, at når min mor en sjælden gang sagde nej, til den forkælede møgunge aka mig, jeg så “løb hjemmefra”. I starten var det ikke vilder end at jeg låste mig inde på toilettet og blev der til min mor stod på den anden side og tikkede mig om at komme ud. Da jeg blev lidt ældre gik jeg fra lejligheden. Aldrig særlig langt væk eller særlig længe, men det viste min mor ikke. Jeg viste hvor meget hun gik i panik af det og hvor ked af det hun blev. Det var ikke særligt pænt gjort af mig. Jeg tror det var den eneste måde jeg følte at jeg kunne give lidt af den utryghed, der var min dagligdag, fra mig. I sidste ende fik jeg nok også min vilje på den måde.

Min mor

Udgivet den af
2

Title: Lotusinspireret malet af min mor

Jeg elsker min mor. Selv om det var en hård barndom, elskede jeg min mor. Hun var fuld af kærlighed. Til mig, hendes familie og hendes venner. Varm og kærlig var hun. Altid klar til og hjælpe de af hendes venner som havde brug for hende. Om det var økonomisk eller psykisk. Til tider kunne det kører hende helt ned og det var ikke altid hun nåede at sige fra i tide. Så gik hun selv ned og måtte indlægges. Jeg håber at hendes venner prøvede at være der for hende lige så meget, som hun var der for dem, men jeg ved det ikke.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Det var min mor god til at sikker sig, at jeg var klar over. Hun viste det med masser af kram og kærlig ord. Hun sang for mig om aften, puttede, vækkede mig og fyldte mig gerne i skole. Jeg fik stort set alt hvad jeg gerne ville og mange dage  er gået med hygge foran fjernsynet med slik og cola. Jeg hyggede mig, men når jeg tænker tilbage på det, brugte min mor nok flere timer ude i køkkenet med smøg og kaffe end inde i stuen ved siden af mig. Dette var dog ikke noget jeg lade mærke til på det tidspunkt.

Jeg synes min mor var noget særligt. Jeg har ikke altid set op til hende og gør det nok også med forbehold i dag. Jeg er ikke tilhænger af hendes valg af udgang her i livet, men jeg synes hun var særlig kvinde. Tros hendes sygdom, levede hun livet. Hun var kreativ og elskede at male. På forskellige kurser, tog hun det til sig hun ville og lod resten ligge. Hun gik op i politik og ønskede at gøre verden til et bedre sted at leve. Hun var meget aktiv i hendes lokal afdeling og hun har selv givet udtryk for at hun ville ønske, hun var blevet aktivt noget før. Hun boede ved sin mor, de sidste dage af hendes liv og jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov og gøre det samme for hende. Hendes sygdom tog meget af hendes liv, men når hun selv havde styringen levede hun livet som hun ville <3

Beredskabs dag

Udgivet den af
Svar

Her sidste weekend var der åbent hus hos beredskabet i Thisted. En dag hvor de mennesker, der skal hjælpe når katastrofer indtræffer, var samlet. Brandmænd, politi og beredskab, ja læge helikopteren kiggede også forbi. Min dreng vil gerne være politibetjent når han bliver stor. Det startede han med efter de havde haft indbrud i hans børnehave og politiet kom og ledte efter spor. Selv om han virkede lidt generet tror jeg, at han syntes det var spænede at få mulighed for at spørger om de havde fanget tyven. Det er stadig noget han snakker meget om. Betjenten, som ikke kendte noget til lige netop dette indbrud, var så sød til og snakke med ham og fortælle lidt om hvad det ville sige og være betjent.

Man kunne prøve forskellige ting. Blandet kunne man få fornemmelsen af hvordan det var at være røgdykker eller slukke en brand med pulverslukker. Der blev holdt en øvelse så man kunne få så virkeligt et billede på deres arbejde som muligt. Brandbilen kørte i pendulfart, så alle dem der havde lyst kunne få en tur. De helt store “vandpistoler” kunne også afprøves ud i havet, hvor speedbåden sejlede frem og tilbage med folk.

Jeg har heldigvis ikke haft brug for at ringe 112 andet end et par gange. Jeg husker tydeligt den første gang jeg trykkede de tre tal. Den gang jeg var barn, stod der stadigvæk mønttelefoner mange steder. Engang min mor og jeg stod og ventede på bussen, legede jeg med en af disse. Trykkede diverse nummer, vel vidende at dan jo ikke kunne ringe op, fordi der ingen penge var i. Lige pludselig var der en i den anden ende; “det er alarmcentrelen. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg var kommet til og trykke 1-1-2. Min mor var kommet hen til mig da vores bus, var kommet. Men i stedet for lige så stille og fortælle damen i den anden ende, at det var et uheld, at jeg ikke viste at man kunne ringe 112, selv om der ingen penge var i, ja så gik hun i panik. Skælde mig ud for at ringe til dem og sagde at vi skulle skynde os væk før de kom. Hæv mig ind i bussen mens hun forklarede mig at de kunne se hvor jeg havde ringet fra. Tror heller damen i den anden ende ville have sat pris på at få og vide, at det var et uheld. Jeg ville i hvert fald gerne have haft at min mor tog det lidt mere med ro.

Den sidste gang

Udgivet den af
Svar

I dag er det  et år siden jeg så min mor sidst.

Den allersidste gang jeg nogen siden skulle se min mor, snakke med hende, kramme hende og dufte hende blev den 16/8-2016. Hun var indlagt på Brandevej i Aalborg. Det er en psykiatrisk afdelingen. Hun havde været psykotisk siden marts og havde været ind og ud af Brandevej.

Min mand og jeg havde sommer ferie og var i Aalborg for at besøge hende. Vi havde ikke vores dreng med, da hun havde haft det rigtig skidt de sidste mange gange vi havde set hende. Vi regnede ikke med at hun kunne holde til så mange timers besøg, så vi kom om formiddag og blev og spiste frokost. Vejret var rigtig godt, høj solskin og dejlig varmt. Vi var inde på hendes stue. Vi snakkede med nogle hun havde kendt for år tilbage, vi var ude og handle og vi snakkede om fremtiden.

Min mor ville så gerne i et døgnbemandet botilbud. Det havde hjulpet hende før og alle omkring hende troede at det ville hjælpe igen. Ja alle undtagen kommunen hun boede i, som sad med magten til at tage beslutningen. Hun havde fået afslag engang, var kommet hjem med enkelt besøg fra hjemmeplejen og var så blevet voldsomt dårlig igen. Så dårlig, så kommunnen sendte hende på “ferie”, på en døgn bemandet afdeling for kriminelle psykisk syge. E voldsom oplevelse for min følsomme mor, men det var der, der var plads. Hun stak af der fra og tog hjem. Uden medicin weekenden over endte hun på Brandevej igen.

Det var så der vi var den 16/8-2016. Afventede på hvad kommunen nu kunne finde på. Afventede på hvornår de udskrev hende igen. Min mor var sikker på at udskrivelsen lå lige om hjørnet. Hun havde det jo bedre end de sidste gange hun havde været der. Ingen sagde noget til hende og hun kunne ikke få svar på hvad der skulle ske. Alligevel gik vi der fra med følesen af, at det var ved at vende. At hun havde det bedre, men at det var døgnbemanding der skulle til.

Det var nogle super dejlige timer med min mor. Hverken for meget eller for lidt. Fuld af hygge og kærlighed. Havde jeg vidst hvad morgen dagen  skulle bringe og ingen ting kunnet gøre ved det, havde det eneste jeg ville havde gjort anderledes, været at tage min søn med så han kunne have haft en sidste god dag med mormor…

Title “Solguden hilser” malet af min mor 2015

Den sidste dag I så nogen, hvis I ikke kunne lave om på det faktum, at det var sidste gang i så dem, var der så noget I ville have gjort anderlede?

 

Opdragelse

Udgivet den af
Svar

Jeg var et meget forkælet barn. Min mor magtede ikke den konflikt et nej gav og derfor fik jeg stort set alt hvad jeg pegede på.

Min mor kunne lige frem blive gal på andre hvis de rettede på mig eller på anden måde ville blande sig i min opdragelse. Jeg kan huske flere familie fester, hvor enten min morfar eller min mors søskende, kommentere noget jeg gjorde/ikke gjorde eller måde jeg opførte mig på. Når jeg sidder og tænker på det, får jeg følesen af og føle mig forkert. Gad vide om de har hen vendt sig meget direkte til mig? Fordi konflikten med mig var mindre end den med min mor?

Jeg husker en periode på næsten et år, hvor det eneste jeg ville spise var spagetti og kødsauce. Min mor har så fortalt mig at hun skiftede kødet mellem okse og gris, og til tider puttede lidt grønsager i, så der i det mindste var lidt veksling.

Jeg husker kun engang at mine handlinger havde konsekvenser. Synes det er utroligt jeg er blevet til noget den dag i dag. I nærheden af hvor vi boede, lå der dengang noget der hed Markes hallerne. Helt enkelt nogle store haller med forskellige krammer. En veninde og jeg havde gået og så strålet fra de forskellige boder og havde så solgt tingene videre, fra em trappe inde i hallen… Dette blev vi selvfølgelig taget i. Heldigvis. Det var første og eneste gang jeg kan huske at min mor gav mig en straf. Jeg fik stuearrest. Eller… Min mor ville ikke at min mormor fandt ud af det, så jeg var jo nød til og komme med til banko og hvis også nogle andre ting. Straffen kunne heller ikke vare mere end knap 14 dage, da vi skulle på ferie. På tros af at det var en halv hjertet straf, som ikke blev hårdt ret stramt, gjorder det alligevel så stor indtryk på mig at jeg aldrig stjal igen.

Plejefamilie

Udgivet den af
Svar

Jeg har faktisk været tæt på at blive fjernet fra min mor. Grunden kan jeg ikke huske. Jeg har været omkring 6 år gamle, så måske det har været i forbindelse med vores højskole ophold (http://barnafpsykisksyg.dk/?p=26). De boede ikke så langt væk, faktisk nærmest i den anden ende af den vej min mor og jeg boede på. Jeg husker den første nat som skræmmende. Som om jeg er blevet kastet ud i det og ikke har mødt dem før. Bare fået af vide at nu skal jeg sove her. Jeg ved ikke om det rent faktisk er sandt, jeg kan ikke huske andet end det var den følelse jeg havde.

Sengen manglende en mede, men det var jo lige meget for så lang var jeg ikke at nåede der ned hvor den manglede. Det syntes jeg var noget mærkeligt noget. Da der jo ingen regner var hjemme ved min mor, var det en anden verden og jeg husker ikke at jeg nogen siden rigtig faldt til. Jeg kan heller ikke huske hvor længe jeg var der, men det var længe nok til at jeg kan se køkkenet og stuen for mig. De lærte mig og spise med kniv og gafle. Jeg kan desværre ikke se dem for mig, kan slet ikke huske faren fra familien, men husker moren som venlig.

Jeg fik en rigtig god ven i sønnen som boede hjemme. For dem var han den mindste, men for mig var han jo storebror artig. Han boede i kælderen og havde gubbier og små skildpadder. Jeg kan huske at jeg fik nogle af gubbierne til min børnehaveklasse. Engang i mellem lød ham skildpadderne komme over til gubbierne. Desværre betød det også at de kunne slippe væk og vi måtte skille værelset af for at finde dem igen. Han spillede musik med nogle venner. De havde et rum i kælderen, dækket med æggebakker. Jeg fik lov til og sidde lige inden for døren og lytte når de spillede.

En nat havde de indbrud og jeg kom der aldrig mere. Fik af vide at de skulle skilles og at det var derfor, men om det var den rigtige grund ved jeg ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne huske dem bedre. At jeg kunne møde dem igen og hører hvad de så i den lille pige, om de har tænkt på mig, hvor længe jeg var der og hvorfor jeg ikke kunne være der mere.

Aalborg zoo

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid elsket zoologiske haver. Når jeg er ude og rejse vil jeg gerne se den lokale zoo. Som barn var jeg også mere til zoo end forlystelsesparker. Det er jeg for resten stadigvæk. Derfor er en af sommerens turer også gået med at være i Aalborg zoologiske have. Og selv jeg tror legepladsen var et større hit, hos den fem årige, end dyrene, kan jeg nu så godt lide at komme der.

Jeg ved godt at der også er folk der er meget imod princippet og jeg bryder mig heller ikke altid om de anlæg dyrene er i. Engang jeg var i Prag, var jeg i zoo der. Det var lige efter en stor oversvømmelse der havde været derned. Man havde været nød til at flytte en del af dyrene, for at de ikke skulle drukne. Derfor var de i gang med at renover parken. Det betød at nogle dyr gik i meget små anlæg, men også at nogle af dyrene var sendt til andre zoologiske haver, for at de kunne have nogenlunde forhold. Nå men, de var ved at bygge et nyt rovfugle anlæg. Det var ikke færdigt men man fik en fornemmelse af størrelsen og det var KÆMPE. Jeg mener Jurassic Park kæmpe.

Når dyrene har sådan nogle forhold og når man laver et godt arbejde med at redde dyrearter fra at uddød, som de gør meget i Aalborg, ja så går jeg klart ind for Zoologiske haver.

Jeg har fået fortalt historien om min første tur i zoo. Jeg kan ikke huske hvor gamle jeg var, men jeg havde lige lært at forbinde “VOV VOV” med hund. Derfor var det mest spænede på turen, for mig, alle de hunde der kunne peges på og siges “VOV VOV” af. For min mor, var det mest spænede en giraf. Vel og mærket den som slikkede hende i hovedet for at få hendes æble 😀 Jeg ville ønske at jeg havde været stor nok til at huske det. P.S. giraffen fik æblet.