Julen 2016 og 2017

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…

Den første jul

Glædelig jul til jer alle. Håber I har haft en god juleaften. Selv har jeg ikke kunnet finde julestemning frem i år. Men vi havde en god aften i godt selskab nede ved svigermor. Her nedenunder vil jeg fortælle hvordan sidste år gik, det første år uden min mor.

Naturligt for julen sidste år ikke den nemmeste. Min mors manglende tilstedeværelse fyldte meget. For at være helt ærligt ville jeg helst have, sprunget den over. Bare siddet på sofaen og spist leverpostejsmader. Deeet mente min mand ikke at vi kunne. Om ikke andet så på grund af vores dreng. Han havde nok ret. Vores dreng var på det tidspunkt 4,5 år og manglede meget sin mormor. Vi havde fået en traditionen, hvor min mor, ham og jeg fik taget et billede foran juletræet. Han nægtede! Totalt! Når mormor ikke kunne være der ville han i hvert fald ikke havde taget et billede, lige meget hvad. Det gjorder rigtig ondt på mig, men på den anden side kan jeg også godt forstå ham. På en måde var det meget endegyldigt at tage billedet uden hende og det kan jeg godt forstå han ikke havde lyst til. På hendes grav fik han lagt en lille gave og vi satte lys. En hyggelig lille måde stadig og have hende med på.

Min julestemning var et meget lille sted og for engang skyld kom min mand til at stå for alt det, man nu skal op til jul. Min mor og jeg havde købt julegaver sammen året før og jeg havde glædet mig til at det skulle til og være en årlig ting. En god veninde reddet dagen ved at tage med i stedet. Den dag tog vi også ud og kiggede på det sted min mor var gået ud foran toget. Jeg havde brug for at se om jeg kunne se hvor og hvordan hun var kommet ud på sporet. Det var en hård oplevelse, men også god. Den forandrede nogle af de forestiller jeg havde om hvordan det var sket, bl.a. hvad side hun var gået ud fra. Det var en del af det at komme videre. Jeg mangler stadigvæk at skulle ud og køre med tog.

Juleaften endte vi med at tage ud til svigerfar. Her holdt vi jul på den måde vi var startet med hjemme ved os, bare uden at vi skulle gøre noget. Jeg endte med at nyde selvskabet, tros julestemningen aldrig rigtig indfandt sig hos mig.

Julen er aldrig den samme som sidst

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ufrivillig oprydning

Jeg er samler. Det har jeg altid været. Som barn har jeg samlet på lidt af hvert; servietter, brevpapir, hønseringe, div. mode diller osv.. Når man samler, er man en del af en flok. Man har noget til fælles med de andre der samler på det samme. Jeg tror det havde noget med mine svingende samler manier.

Som voksen samler jeg på drager. Altså det mytiske væsen dragen, ikke den man flyver med i vinden. Jeg opsøger det måske ikke så meget som jeg har gjort, men bliver glad når jeg falder over en unik drage 🙂 Men det er ikke kun drager der hober sig op. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting. Det fortæller allenskins gamle skole opgaver om, bøger, dvd’er i masse vis og diverse andre ting jeg aldrig bruger. Der er dog en ting jeg har gået og gemt på, som fik en, fra min side, noget ufrivillige oprydning her den anden dag. Der med ikke sagt at det bestemt ikke var tiltrængt. Min mobil drillede mig efter en opdatering, så efter at være sikker på at alt der  skulle gemmes også var det, gendannede jeg telefonen. Efter et døgns tid, tror jeg, opdagede jeg til min skræk at halvdelen af mine telefon nummer var væk. Nummeret på en gamle skolekammerat som jeg aldrig tror jeg har ringet  til, diverse nummer til gamle arbejdspladser og skoler, væk var de. Altså det var nummer jeg havde tænkt på at slette flere gange, men alligevel! Panik! Tænk nu hvis jeg skulle få brug for dem?!

Det er jo latterligt så svært jeg har ved at give slip på noget, som jeg aldrig bruger, måske aldrig har brugt og i hvert fald aldrig kommer til at bruge igen. Efter panikken lige som havde lagt sig og jeg fik indset at det ikke var verdens undergang, var det faktisk befriende med sådan en ufrivillig oprydning. At blive tvunget til at indse at nogle ting aldrig kommer igen. Som f.eks. det at kunne ringe min mormor og mor op.

Ikke det jeg forventede

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.

 

Aldrig mer

Aldrig mer
Skal jeg være bekymret for dig
Aldrig mer
Skal jeg sætte til side for dig
Aldrig mer
Skal jeg kæmpe for dig

Aldrig mer
Vil du være der for mig
Aldrig mer
Vil du holde om mig
Aldrig mer
Vil du være min mor

Puha for at være helt ærlig så stor grad jeg da jeg skrev dette digt.

At blive mor

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

Det er min blog

Jeg har været lidt stille på bloggen på det sidste. Grunden? Jeg har haft nogle ting jeg gerne vil dele med jer. Problemet? De handler ikke direkte om min mor eller min opvækst med hende. Jeg har lige skullet finde ud af med mig selv om det var noget jeg kunne tillade mig og skrive her på bloggen 😌

Undskyld mig?! Hvad fa…. Det er da min blog. Jeg bestemmer selv hvad jeg skriver om. Jeg skriver om mit liv. På godt og ondt. Den jeg er, er på sin vis skabt af den af den opvækst jeg har haft. Jeg er påvirket af min mors valg, om jeg vil det eller ej. På den måde vil alt jeg skriver om, et eller andet sted, tage udgangspunkt i min opvækst.

Selv det her indslag. Det her indslag er et indblik i mit behov for at forklare mig. Selv når valgtet 100% er mit eget. Jeg ved ikke om jeg skrammer mig over det eller om det skræmmer mig. Men nu er jeg færdig med at diskutere med mig selv. Det er min blog og jeg vil skrive om det der rør sig i mig, for det er det er hjælper mig 😄

Spørgelser

Spørgelser jagter mig
Fortidens spørgelser forargter mig
Grumme og stumme iakterer de mig

År efter år går de igen
Spørgelserne der foragter mig
Opsluger alt omkring mig

Hvornår mon nutidens ånd
Bryder fortidens snærende bånd
Og jager spøgelserne på porten

Jeg ønsker mig fred i år
Mon glæden den sår
Håb for fremtiden næste år

“Det er dit valg”

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀