Kategoriarkiv: Blandet

Alarm 112

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….

Råb om hjælp

Udgivet den af
Svar

Selv om jeg, som barn, ville have brokket mig, hvis man havde forsøgt at tage mig fra min mor, var der ting jeg gjorder, som tyder på at jeg ikke havde det helt godt. Jeg kan huske, når min mor havde puttet mig og jeg lå og ventede på at falde i søvn, at jeg havde en remse jeg sagde. Det stammede fra en eller anden tegneserie. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hed eller hvordan remsen lød. Men jeg kan huske at det var noget der blev sagt, at man skulle sige hvis man ville have hjælp af dem af serien. Jeg tænker, at de fleste børn har forsøgt med forskellige remser fra fjernsynet, i håb om at de virkede. Jeg kan huske at det ikke kun var en gang jeg brugte den og jeg kan huske skuffelsen over manglende på hjælp. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne svare på, hvad det var jeg bad om hjælp til, men jeg husker ønsket om at slippe væk, ønsket om hjælp.

Som lidt større pige, husker jeg at jeg gik med tankerne om at tage mit eget liv. Jeg husker også at jeg til tider sagde det højt. Jeg husker ikke at der nogen siden var, nogen der satte sig ned og snakkede med mig om det. Desværre. Selv om det mest var et råb om opmærksomhed, var det jo også et råb om hjælp. Hjælp til at se mig og til at finde mig selv i mit eget kaos. Jeg var for meget en kylling til nogen siden at gøre alvor af truslen om at tage mit eget liv. Jeg var for bange for blod til at skære i mig selv og selv om jeg flere gange overvejede at tage piller, var jeg for bange for, ikke at få gjort en ordentlig ende på det til at gøre det. For bange, at hvis det ikke lykkes mig, så ville konsekvensen gøre mit liv endnu svære.

Den gode søvn

Udgivet den af
Svar

Min mor var rigtig god til at synge for mig når jeg skulle sove eller til og ligge sig ved mig og nusse mig. Jeg kunne godt lide at hun sang for mig, det gav mig en følelse af tryghed og ro, men jeg var ikke så vild med at hun lå ved mig når jeg skulle sove. Jeg ved ikke hvorfor, men det er svært for mig og fald i søvn med en ved siden af mig. Selv da jeg begyndt og have kæreste, krævede det en god stor seng før jeg kunne sove. Jeg ved ikke om det bare er noget man skal lærer eller om jeg har undertrykt noget, som gør det så svært for mig.

Sorg

Udgivet den af
Svar

Det er i bund og grund en naturlig ting at miste, for det eneste vi ved med sikkerhed er at vi skal her fra igen. I min verden er bagsiden af kærlighed sorg, for har vi ikke elsket den vi mister, føler vi ikke sorg.

Da min mor tog sit eget liv, vil jeg indrømme at sorg ikke var den stærkeste følelse. Eller jeg kunne i hvert fald ikke genkende den i det kaos af følelser som kom tonsende ind over mig. Så mange følelser på engang, at det var umuligt at mærke den enkelte. Det var noget jeg skulle lærer, det at give plads til den enkelte følelse. Den kamp kan jeg ikke rumme og skrive om lige nu, men det skal nok komme. Jeg vil i stedet skrive lidt om der hvor jeg er nu.

Nu kan jeg nemlig mærke sorgen. Den sorg som man mærker, når man har mistet en man elsker. Hvor frygtelig den end er, hvor ondt den end gør og hvor meget den får mig til at ville kølle mig sammen til en lille kugle, gemme mig og ville ønske folk ville lade mig være. Hvor slem sorgen end er, er den ikke lige så ødelæggede som det følelse mæssige kaos min mors valg har bragt mig i gennem. Første gang jeg fik følelse af denne enkelte, naturlige sorg, kom det bag på mig. Lige et kort øjeblik, tog det mig før jeg kunne genkende hvad det var for en følelse der skyllede hen over mig. Hvor ked af det jeg end er over at have mistet mig mor og hvor meget jeg end savner hende, mangler hende, længes efter hende. Ja så bryder jeg disse følelser mere end velkommen, for de betyder at jeg endelig kan sørger over at have mistet min mor.

Peer Board

Udgivet den af
Svar

I går var jeg til mit første Peer Board møde i Aalborg. Det er et frivilligt udvalg af pårørende til psykisk syge, som skal være med til at gøre en forskel. Efterfølgende lavede jeg en live video, inden jeg startede turen hjem af. Jeg havde brug for at få tankerne ud inden jeg skulle kører. I kan se videoen her eller på facebook.

Kommunen

Udgivet den af
2

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.

Løbe hjemmefra

Udgivet den af
Svar

Min mor gik let i panik når der var noget hun ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvor mange gange hun fået sine nøgler væk. I hendes panik vente hun sig altid mod mig og forlangte at jeg kunne finde dem. Det var aldrig særlig rart, men man lærte at bevare roen, ignorere panikken og finde sin mors nøgler.

Måske var det derfor, at når min mor en sjælden gang sagde nej, til den forkælede møgunge aka mig, jeg så “løb hjemmefra”. I starten var det ikke vilder end at jeg låste mig inde på toilettet og blev der til min mor stod på den anden side og tikkede mig om at komme ud. Da jeg blev lidt ældre gik jeg fra lejligheden. Aldrig særlig langt væk eller særlig længe, men det viste min mor ikke. Jeg viste hvor meget hun gik i panik af det og hvor ked af det hun blev. Det var ikke særligt pænt gjort af mig. Jeg tror det var den eneste måde jeg følte at jeg kunne give lidt af den utryghed, der var min dagligdag, fra mig. I sidste ende fik jeg nok også min vilje på den måde.

Min mor

Udgivet den af
2

Title: Lotusinspireret malet af min mor

Jeg elsker min mor. Selv om det var en hård barndom, elskede jeg min mor. Hun var fuld af kærlighed. Til mig, hendes familie og hendes venner. Varm og kærlig var hun. Altid klar til og hjælpe de af hendes venner som havde brug for hende. Om det var økonomisk eller psykisk. Til tider kunne det kører hende helt ned og det var ikke altid hun nåede at sige fra i tide. Så gik hun selv ned og måtte indlægges. Jeg håber at hendes venner prøvede at være der for hende lige så meget, som hun var der for dem, men jeg ved det ikke.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Det var min mor god til at sikker sig, at jeg var klar over. Hun viste det med masser af kram og kærlig ord. Hun sang for mig om aften, puttede, vækkede mig og fyldte mig gerne i skole. Jeg fik stort set alt hvad jeg gerne ville og mange dage  er gået med hygge foran fjernsynet med slik og cola. Jeg hyggede mig, men når jeg tænker tilbage på det, brugte min mor nok flere timer ude i køkkenet med smøg og kaffe end inde i stuen ved siden af mig. Dette var dog ikke noget jeg lade mærke til på det tidspunkt.

Jeg synes min mor var noget særligt. Jeg har ikke altid set op til hende og gør det nok også med forbehold i dag. Jeg er ikke tilhænger af hendes valg af udgang her i livet, men jeg synes hun var særlig kvinde. Tros hendes sygdom, levede hun livet. Hun var kreativ og elskede at male. På forskellige kurser, tog hun det til sig hun ville og lod resten ligge. Hun gik op i politik og ønskede at gøre verden til et bedre sted at leve. Hun var meget aktiv i hendes lokal afdeling og hun har selv givet udtryk for at hun ville ønske, hun var blevet aktivt noget før. Hun boede ved sin mor, de sidste dage af hendes liv og jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov og gøre det samme for hende. Hendes sygdom tog meget af hendes liv, men når hun selv havde styringen levede hun livet som hun ville <3

Hvordan ville verden have set ud?

Udgivet den af
Svar

Nogle gange kan de simplets spørgsmål, sætte store tanker i gang.

“Hvordan ville din mor have haft det, hvis hun havde levet i dag?”

En kollega og jeg snakkede om at det var et år siden min mor tog sit eget liv og så stillede hun det spørgsmål. Først faldt svaret mig nemt. “Hun ville have det godt,” svarede jeg. Det kunne hun også nemt have haft. Det var jo det, tidligere perioder med gode tider viste. Men der er jo ingen der ved om dette ville ske denne gang. Om hun ville være kommet ud af psykosen eller om hun ville være blevet lige så god som hun plejede, selv om hun kom ud af den. For at hun overhovedet ville kunne komme ud af sin psykose, krævede det i hvert fald at kommunen ville god kende hende til en døgn bemandet bolig. Tja og det er jo ikke til og vide hvor lang tid de ville have været om det. Hvor mange andre ting hun skulle afprøves med først, for at spare penge.

Min mor var lige blevet 60 og jeg tror hun var træt. Træt af og skulle kæmpe mod systemet. Et system hun havde kæmpet for at forbedre i mange år. Træt af og skulle kæmpe sig ud af skizofreniens greb, bare for at den fangede hende ind igen, nogle år efter. Jeg tror ikke hun var træt af livet som sådan. Hun elskede hendes venner og hendes maleri. Hun elskede at være en del af politik og det at forsøge og gøre en forskel. Hun elskede at samle folk omkring hende. Hun elskede os, hendes lille familie. Men jeg tror hun var træt af den evige kæmp. Af og være bange for hvornår næste psykose kom. Når hun havde det godt, var hun en kæmpe støtte for familie og venner, men når hun havde det skidt, følte hun sig til besvær. Systemet gør det svært at være pårørende, svært at være syg. Der bliver ikke altid lyttet til dem der kender baggrunden. Den billigste løsning, bliver valgt før den der er gode erfaringer med. Jeg håber ikke at det er sådan hver gang, men det er desværre min erfaring, at man skal kæmpe for dem man elsker. For at de kan få den behandling der kan hjælpe. Desværre var det ikke nok i min mors tilfælde.

Beredskabs dag

Udgivet den af
Svar

Her sidste weekend var der åbent hus hos beredskabet i Thisted. En dag hvor de mennesker, der skal hjælpe når katastrofer indtræffer, var samlet. Brandmænd, politi og beredskab, ja læge helikopteren kiggede også forbi. Min dreng vil gerne være politibetjent når han bliver stor. Det startede han med efter de havde haft indbrud i hans børnehave og politiet kom og ledte efter spor. Selv om han virkede lidt generet tror jeg, at han syntes det var spænede at få mulighed for at spørger om de havde fanget tyven. Det er stadig noget han snakker meget om. Betjenten, som ikke kendte noget til lige netop dette indbrud, var så sød til og snakke med ham og fortælle lidt om hvad det ville sige og være betjent.

Man kunne prøve forskellige ting. Blandet kunne man få fornemmelsen af hvordan det var at være røgdykker eller slukke en brand med pulverslukker. Der blev holdt en øvelse så man kunne få så virkeligt et billede på deres arbejde som muligt. Brandbilen kørte i pendulfart, så alle dem der havde lyst kunne få en tur. De helt store “vandpistoler” kunne også afprøves ud i havet, hvor speedbåden sejlede frem og tilbage med folk.

Jeg har heldigvis ikke haft brug for at ringe 112 andet end et par gange. Jeg husker tydeligt den første gang jeg trykkede de tre tal. Den gang jeg var barn, stod der stadigvæk mønttelefoner mange steder. Engang min mor og jeg stod og ventede på bussen, legede jeg med en af disse. Trykkede diverse nummer, vel vidende at dan jo ikke kunne ringe op, fordi der ingen penge var i. Lige pludselig var der en i den anden ende; “det er alarmcentrelen. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg var kommet til og trykke 1-1-2. Min mor var kommet hen til mig da vores bus, var kommet. Men i stedet for lige så stille og fortælle damen i den anden ende, at det var et uheld, at jeg ikke viste at man kunne ringe 112, selv om der ingen penge var i, ja så gik hun i panik. Skælde mig ud for at ringe til dem og sagde at vi skulle skynde os væk før de kom. Hæv mig ind i bussen mens hun forklarede mig at de kunne se hvor jeg havde ringet fra. Tror heller damen i den anden ende ville have sat pris på at få og vide, at det var et uheld. Jeg ville i hvert fald gerne have haft at min mor tog det lidt mere med ro.