Nogle gange kan de simplets spørgsmål, sætte store tanker i gang.

“Hvordan ville din mor have haft det, hvis hun havde levet i dag?”

En kollega og jeg snakkede om at det var et år siden min mor tog sit eget liv og så stillede hun det spørgsmål. Først faldt svaret mig nemt. “Hun ville have det godt,” svarede jeg. Det kunne hun også nemt have haft. Det var jo det, tidligere perioder med gode tider viste. Men der er jo ingen der ved om dette ville ske denne gang. Om hun ville være kommet ud af psykosen eller om hun ville være blevet lige så god som hun plejede, selv om hun kom ud af den. For at hun overhovedet ville kunne komme ud af sin psykose, krævede det i hvert fald at kommunen ville god kende hende til en døgn bemandet bolig. Tja og det er jo ikke til og vide hvor lang tid de ville have været om det. Hvor mange andre ting hun skulle afprøves med først, for at spare penge.

Min mor var lige blevet 60 og jeg tror hun var træt. Træt af og skulle kæmpe mod systemet. Et system hun havde kæmpet for at forbedre i mange år. Træt af og skulle kæmpe sig ud af skizofreniens greb, bare for at den fangede hende ind igen, nogle år efter. Jeg tror ikke hun var træt af livet som sådan. Hun elskede hendes venner og hendes maleri. Hun elskede at være en del af politik og det at forsøge og gøre en forskel. Hun elskede at samle folk omkring hende. Hun elskede os, hendes lille familie. Men jeg tror hun var træt af den evige kæmp. Af og være bange for hvornår næste psykose kom. Når hun havde det godt, var hun en kæmpe støtte for familie og venner, men når hun havde det skidt, følte hun sig til besvær. Systemet gør det svært at være pårørende, svært at være syg. Der bliver ikke altid lyttet til dem der kender baggrunden. Den billigste løsning, bliver valgt før den der er gode erfaringer med. Jeg håber ikke at det er sådan hver gang, men det er desværre min erfaring, at man skal kæmpe for dem man elsker. For at de kan få den behandling der kan hjælpe. Desværre var det ikke nok i min mors tilfælde.