Savn

Vi begynder at gå tiden for savn i møde. Lyset forsvinder lige så stille og lige pluselig er det mørkt, når vi står op om morgen. Vi begynder at kunne mærke savnet til lyset i kroppen. Vi længes efter at dagene bliver længere.

Tiden vi går imod indeholder mange traditioner. Ikke bare selve juleaften, men alle de små ting, der sker op til. Måske samler man familie man ellers ikke ser til julefrokost. Måske du handler julegaver med en god veninde. Der er mange små ting som giver anledning til traditioner. Mange ting der giver anlening til savn. Savnet bliver let forstærket af traditioner, fordi en enkelts manglende tilstedeværelse kan gøre at der ingen tradition er mere. Savnet giver en dyb tung fornemmelse i brystet. Det kan føles som hjertet sidder i halsen på en og gråden ligger og presser os på. Man kan helt miste lysten til at være i traditionen. Nogle gange forsøger man at redde den, forsætte så godt man kan som før. Andre gange kan det i sidste ende være nødvendigt at lave den helt om, for at kunne være i det.

Måske manglen på lys også gør os mere eftertænksomme og dermed risiker vi at komme til at tænke mere over vores savn. Eftertænksomheden er en voldsom forstræker til savn. Savn og tvivl. Den sidste tid har jeg virkelig følt stort savn. Der sker så mange ting omkring mig jeg gerne ville vende med min mor. Det er som om der er ting jeg, kun føler jeg vil kunne vende med hende. Ikke fordi hun måske ville kunne komme med en løsningen, men hun var altid god til at lytte og støtte. Komme med små input og sætte tanker i gang i en. Det er lidt som en følelse af, at det er noget jeg kun ville kunne vende med min mor, netop af den grund at hun var min mor. Som jeg er har mistet den eneste der ville kunne forstå. Den eneste der vil accepter mig ligegyldigt hvad.

Værdi

Hvornår føler du dig værdifuld? Kan man føle sig værdifuld, hvis man ingen betydning har for andre? Hvis man ikke kan, brude der så ikke være flere ensomme mennesker der tog sit eget liv? Et eller andet må man kunne finde værdi i sig selv. Men er det nu også i sig selv? Altså kun i sig selv. Ikke i kraft af at man er uundværlig på sit arbejde eller et andet menneske har brug for en. Man kan vide hvad man er værd, i kraft af disse ting. De er med til at man kan vide man er noget værd og derfor vil behandles ordenligt. Men hvis de ikke er der, kan man så kende sin værdi?

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at finde min værdi, i mig selv. At jeg kunne kende min egen værdi, uden at jeg havde brug for, at føle andre lyttede til mig. Så ville jeg nok heller ikke føle mig så værdiløs, når følesen af ikke og blive lyttet til opstår. Ville også ønske at følesen af at være valgt til ikke var så vigtig for mig. At jeg kunne være ligeglad med at blive valgt fra. Bliver man valgt fra kan man jo ikke have været værdifuld for den anden og hvorfor skal det så gøre så ondt? Hvorfor kan man ikke være bedre til bare og sige: FUCK DIG! Hvis du ikke vil mig, er du ikke min tid værd! Så skal du ikke få mig til at føle mig værdiløs! NEJ så skal du nemlig også være værdiløs for mig og slet ikke være mine tåre værd…

Sådan virker jeg desværre ikke. I hvert fald ikke uden, mange uddybende svar. Svar som giver mening. Så handlingen giver mening. Så jeg ved at det ikke handler om at jeg er værdiløs og så er vi tilbage til at jeg giver dem værdi, fordi deres meningen har betydning for mig. Jeg bliver nok aldrig klogere…

0.A

Vejret fortæller at sommeren er slut, tros det at kalenderen viser mig at det er sensommer. En ting er sikkert. Sommerferien er slut for børnene og skoleklokken ringer igen ind til time.

For min dreng betyder det, at den første rigtige skoledag er kommet. Skoleintro er slut og han er startet i 0.A. Selvom han selv rettet far og mor, når vi har snakket om at det var første skoledag i dag. I hans verden er han jo startet op en gang og skal i dag “bare” starte igen. Alligevel bliver det jo, om ikke andet, så en særlig dag for forældrene. Vi ved hvad det betyder og at nu er endnu et blad vendt, på vejen mod selvstændighed.

Der blev taget billeder. Ja så man for eftertiden kan huske hvem der var med på denne store dag. I min forestilling manglede min mor jo så igen så voldsomt. Hun skulle have delt den dag med mig. Er sikker på at der så ville være faldet en tåre. For sådan var hun. Fyldt af følelser, glæder som sorger. Let påvirkelig af de store milepæle og oplevelser, livet bryder os. På godt og ondt.

Ro

Langt væk i tanken min

Hovedet fyldt af mylder

Som skyerne på himmelen

De sindet mit dækker

 

Aldrig ro intet lys

Konstant det tildækkes

Indtil tiden er

Noget vækkes

 

Skyerne de deles når

Små lysglimt bli´r til mange

og tom blå himle gi´r

Tonerne af ro magten

 

 

Mærkedag

Endnu en mærkedag er kommet og gået. Min mor kunne være fyldt 62 den 12/6-2018. En dag der helt sikkert ville være brugt, til at samle hele familien. Hun elskede det, at samle mennesker omkring sig og det gik hende på når hun ikke kunne samle, hele familien. Vi var/er ikke en stor familie. Måske vi er omkring 20 når alle var samlet. Netop derfor gik det også min mor på når hun ikke kunne samle dem alle. Det betød meget for hende og endnu mere efter at hendes forældre døde og de ikke var der til at samle os alle. Det var svært for hende og forstå at alle ikke kunne finde tid til at samles, de få gange der var mulighed for det.

Helt ærligt?! Så havde jeg fuldstændig glemt det. Fuldstændig fortrængt at det kunne have været hendes fødselsdag. Jeg blev mindet om det, dagen før af en af hendes veninder og på dagen af familien. Selv om jeg brød fuldstændig sammen, dagen før, var det tros alt bedre end at det havde været på dagen, på vej til arbejde. Det var svært nok som det var, at skulle koncentrere sig om andre.

Men hvad vis jeg ikke var blevet mindet om det? Hvis mors veninde ikke havde ringet eller familien ikke skrevet? Hvornår var jeg så kommet i tanke om det? Og havde det ramt hårdere at det først var lang tid efter? Havde det ramt mig at jeg havde glemt hendes fødselsdag? Ville jeg overhovedet være kommet i tanke om det?

Et eller andet sted, kan det så betale sig at fejrer, fødselen af et menneske, som ikke ønskede at være her? Var det en ond tanke? For hvad med alt det gode hun gjorder? Alle de mennesker hun rørte? Dem hun satte i verden?
Den tid hun var her, satte jo ringe i vandet, som vi alle gør. På den ene eller den anden måde. Måske jeg skulle finde en dag jeg kunne fejrer dette, hendes liv. Måske det skal være den 12/6, måske den 16/8 eller måske det bare skal være i det små minder der dukker op en gang i mellem, når der er tid, overkue og plads til dem? Hvem ved…

Midtlivskrise

En reaktionen på en kommentar om en kammerats aldre fik mig til at tænke over noget. Han følte ikke han var der i livet, som han havde forestillet sig. Han følte ikke at han havde opnået noget. Det fik mig til at tænke over, om jeg har nået det mål jeg havde for mig selv? Er jeg der hvor jeg regnede med at jeg ville være?

Tja JA… Jeg har ikke tænkt over det før. Som barn var mit mål, ikke at ende som min mor og det var hvad jeg stillede efter. Jeg skulle færdige gøre en uddannelse. Det har jeg gjort flere gange. Jeg ville have en kernefamilie, mand, barn, villa, vovse og Volvo. Har godt nok ingen Volvo. Jeg ville have et arbejde, ikke bare gå der hjemme. Nu har jeg arbejdet fast i hjemmeplejen siden 2014.

Okay så jeg har nået mine barndomsmål. Hvad så nu? Er det nu man kan skulle læne sig tilbage og bare kunne være tilfreds med livet? Eller er det nu midt livs krisen rammer? Det er lige som om andre spørgsmål melder sig. Var det, det jeg virkelig ville med mit liv? Jeg ved at mit job ikke er barndommens drømmejob. Det var et middel for at nå et mål. Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit arbejde og jeg er god til det. Og jeg er ikke sikker på ar jeg ville kunne finde overskuet til at skulle gå andre veje nu. Måske tiden er til nu, at finde ud af hvad mine fritids interesser er? Finde ud af hvad det er jeg gerne vil bruge min tid og overskud til. Alt det der ikke var oversku til før. Måske kan jeg få plads inden i til at finde ud af hvem Kristina i virkeligheden er…

Min fødselsdag

Når jeg tænker tilbage på mine barndoms fødselsdage, er der nogle enkelte der står frem. Jeg kan huske at børnehaven var der, jeg husker at jeg har holdt fødselsdag på macdonals, drengene fra klassen der spillede fodbold nede på græsset, den gang kun halvdelen af min klasse kom, forsøget med at lave sukker glaseret æbler og fuglereder med flødeskum. Mormor med sit forklæde i køkkenet, som hjælp mor med at styre det hele. Hvor kedelige familie fødselsdage var, fordi de voksne bare sad og snakkede og jeg følte mig så overset. Husker jeg fik en ønske gjøltrold et år. Mit ønske var at jeg fik lov til at gå på tanken alene… Og at det blev opfyldt.

Jeg elskede fødselsdage. Elsker de positive overraskelser. Jeg havde altid en følelse af at være noget helt ekstra særligt, takket være min mor, på min fødselsdag. Med hendes død, blev det lige pludselig en dag som alle andre. Det kan gøre så ondt at anerkende hvad der præcises er skyld i, hvorfor følesen af ligegyldighed dukker op. Jeg tror min mor stod på hænder for at min fødselsdag i det mindste skulle være noget særligt. Selv om hendes overskud måske ikke var det bedste den dag, er jeg sikker på at jeg fik sang og gaver på sengen. Jeg sidder her med tårer i kanten af øjet. Mindes om at lige om lidt er jeg et år ældre. Mindes at telefonen ikke ringer og at jeg ikke skal høre min mors stemme synge…

I dag er det Kristinas fødselsdag…..

I går græd jeg

I går græd jeg. Det har jeg ikke gjort længe. En snak med en der kender smerten ved at miste vækkede noget op i mig. En snak med en jeg ikke kender i nu og som heller ikke kender mig og alligevel har vi så mange ting til fælles. Forbundet af et kendskab til et kaos af følelser. Som en smerte, der ikke er fælles, men alligevel delt.

Jeg blev mindet om hvor rart det er at kunne dele denne smerte. Mindet om hvor rørt jeg bliver, når min historie kan røre et andet mennesker som selv har været i gennem det. Mindet om at jeg ikke helt er der hvor jeg selv er i stand til netop dette og hvor meget jeg håber at blive i stand til det. Mindet om at jeg ikke er hel i nu.