I går græd jeg

I går græd jeg. Det har jeg ikke gjort længe. En snak med en der kender smerten ved at miste vækkede noget op i mig. En snak med en jeg ikke kender i nu og som heller ikke kender mig og alligevel har vi så mange ting til fælles. Forbundet af et kendskab til et kaos af følelser. Som en smerte, der ikke er fælles, men alligevel delt.

Jeg blev mindet om hvor rart det er at kunne dele denne smerte. Mindet om hvor rørt jeg bliver, når min historie kan røre et andet mennesker som selv har været i gennem det. Mindet om at jeg ikke helt er der hvor jeg selv er i stand til netop dette og hvor meget jeg håber at blive i stand til det. Mindet om at jeg ikke er hel i nu.

Tåren skabt til forældre

I går startede min dreng i førskole. 5 år gamle og så klar på at skulle i skole. Det er en stor dag når ens børn vender en ny sten på vejen. Som forældre står vi alle spændte og kigger på. Klar på side linjen, hvis der skulle være brug for en hjælpende hånd. Både min mand og jeg var til stede og drengen skulle da også kun have en lille hånd, til at accepter da det var tid for os og gå. Stolt mor der efterlod, sin dreng til en helt ny verden.

Men jeg manglende nogen. Jeg har altid haft en forestillingen om at min mor skulle være med, den dag min dreng startede i skole. Jeg havde glædet mig til at dele denne dag med hende. Jeg er sikker på at hun ville have grædt en lille tåre, over at hendes lille barnebarn nu var blevet så stor. Som hun så mange gange har gjort det, når det gik op for hende at jeg blev større. Jeg forestiller mig, at det for hende, var en tåre blandet med glæde og vemod. Glæden over noget der blomster og vokser op. Vemod over noget der aldrig kommer igen eller kan laves om. Måske denne form for tåre, netop er rettet mod os forældre. Vi glæder os hver gang vores børn vokser, hver gang de kan noget nyt selv, på samme tid kan det gør ondt på os, inden i. Vi ved at for hver gang, vores barn får en ny kunnen, er det et skridt tætter på at løsrive sig. På at blive det selvstændige menneske, det har krav på at være.

Symbiosen

En normal symbiose, mellem mor og barn, skabes for at barnet kan overleve. Det er afhængigt af moren for at overleve og moren ønsker at skabe et miljø, hvor barnet kan vokse op og blive i stand til og bryde symbiosen. Når det er tid til at denne symbiose skal brydes, kan det til tider være hårdt. Det kan være svært for både mor og barn, at skulle give slip, at skulle give afkald på den tryghed og skulle stå på egne ben. Heldigvis er det som regel noget som sker gradvist. Barnet vokser op og løsriver sig fra moren. Moren kan se at barnet, vokser og lærer at klare sig selv, hjælpe det med at flytte fra reden og stadig være en del af barnets liv, om end det nu er fra side linjen.

Min symbiose med min mor foregik ikke helt sådan. Måske den startede lidt der hen af. Som helt lille var jeg, jo som alle, afhængig af min mor for at overleve og der hvor hun ikke kunne satte min mormor og morfar ind. Som jeg blev ældre, vendte symbiosen. Min mor blev mere og mere afhænge af mig. Jeg var jo stadig afhængig af hende, men hun havde om muligt endnu mere brug for mig. Min mormor og morfar blev også en del af denne symbiose. Det var dem der fik min mor indlagt, når jeg ringede efter hjælp og det var dem jeg var hos, når min mor var indlagt.

Jeg har aldrig fået lov til og mærke det naturlige slip på en symbiose. Min mormor og morfar blev helt naturligt gamle, syge og døde. Men det er jo ikke den måde man gerne skulle give slip på en symbiose. Min mor blev ved med at have brug for mig. Mere end noget andet, da min mormor og morfar faldt væk. Nu var det min opgave, ikke bare og vurder når hun havde brug for hjælp, men også at søger for at hun fik hjælpen.  Hun forblev barnet i vores symbiose. Hun blev ved med at have brug for at jeg tog mig af hende. Mange pårørende, til psykisk syg, giver op og giver slip. Det bliver de nød til, for at kunne leve, for at kunne bevare sig selv. Det kunne jeg aldrig få mig selv til. Jeg kunne mærke hvor meget min mor havde brug for mig, når hun var dårlig. Tja og når hun havde gode perioder, kunne hun jo være der for mig. Så jeg blev. Jeg kæmpede. Og jeg tabte.

Igen blev det ikke mit valg at bryde symbiosen. Igen var der ingen naturlig overgang. Båndet blev brudt fra den ene dag til den anden og det var mig der måtte stå tilbage med konsekvenserne. Jeg begynder virkelig at kunne mærke lettelsen. Lettelsen over at nu er min mor ikke mit ansvar mere. Nu kan jeg koncentrere mig, om det jeg gerne vil. Jeg begynder og lærer mig selv at kende på en anden måde, finde ud af hvem JEG er uden det ansvar. Jeg begynder og lærer at give slip…

 

 

Virkeligheden

Her på det seneste er jeg stødt på, en del borger med psykiske problemer. Det stikker altid lidt ekstra i mig og jeg har svært ved ikke og kigge efter de samme tegn, som min mor havde. Min livserfaring gør mig bedre til at læse disse mennesker. Jeg kender tegnede på en anden måde, fordi jeg har haft dem inde på livet i så mange år. Desværre gør mine føleler at jeg risikere at lukke ned, når jeg støder på borger hvis træk minder mig for meget om min mors. Det udløser en flygt refleks, som jeg skal bide i mig, for at gøre mig arbejde ordentligt. Det er hårdt og noget jeg kæmper med. Jeg ved at jeg kan noget særligt med disse mennesker.

Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er hver dag, jeg har borger som disse. Jeg er stødt på en borger der vækkede noget i mig, jeg ikke har prøvet før. Der blev vækket en endnu større undren for hvordan omverden, kunne se bort fra den lille pige der boede hjemme ved sin mor? Min mor var så tydelig i denne borger, at der bare manglede den lille pige. Det var skræmmende at få så levende et billede, af hvordan min barndoms hverdag har set ud. Jeg har aldrig set det på den måde udefra. Jeg tror aldrig jeg har været “klar” til og se det på den måde før. Det er i hvert fald første gang jeg har stået ved en borger og været så tæt på og give efter for min flugt refleks . Hun sad bare der. Tom i blikket. Kiggende  væk fra mig, når jeg snakkede til hende. Hun ønskede ikke min hjælp, jeg var ny i hendes verden. Det var som og se min mor, siddende ved køkkenbordet, fjern i blikket og mig, stående foran hende. Lille pige med et ønske om at hjælpe, ude afstand til og forstå, hvilken verden det var min mor var fanget i.

Da jeg gik ud fra denne borger, følte jeg mig tom inden i. Det var en ny oplevelse jeg skulle forholde mig til. Jeg blev nød til og spørger mig selv om jeg var det rigtige sted. Er jeg overhovedet i stand til og arbejde med mennesker? Jeg ved at jeg er god til det og jeg nyder mit arbejde. Jeg sætter pris på at jeg ikke har så mange af disse borger, der hvor jeg er. Ved også at det er, det rigtige valg ikke og være i psykiatrien. Det ville komme alt for tæt på og er bange for at det ville ødelægge mig. Men jeg ville virkelig gerne arbejde med børn af psykisksyge. Jeg ville gerne være med til og hjælpe dem godt videre. Give dem det jeg manglede, en der kan forstå dem og få dem til ikke og føle sig så alene.

 

Min mor er sindsyg

Jeg husker en samtale med en anden pige som barn. Det var i fritsklubben og jeg kan ikke huske hvorfor vi kom ind på det.

Samtalen handlede om at jeg havde sagt at min mor var sindssyg:
“Min mor er sindssyg”
“Nej Kristina det må du ikke sige”
“Jo for det passer. Min mor er sindssyg”
“Nej man må ikke kalde sin mor for sindssyg! Det må man altså ikke Kristina”
“Jamen min mor er sindssyg. Hun er Syg I Sindet. Havde jeg sagt at hun var psykisk syg havde du ikke vist hvad det betød.”
“Åh nej det er rigtigt”

Det var svært at forklare andre børn hvad der var i vejen med min mor. Hvorfor hun til tider var sådan lidt anderledes. Jeg kan ikke huske om det var mig selv der fandt på forklaringen af sindssyg var lige med syg i sindet eller om det var fra en af alle de gange min mor var indlagt og jeg var blevet taget med til endnu en, “derfor er din mor her” samtale. Uanset kan jeg godt lide den forklaringen. Den siger det meget præcist og enkelt. Det er en forklaringen langt de fleste kan forstå. Forudsat at de har en forståelse for hvad sindet er, selvfølelig. Jeg kan stadig huske dette barns forfærdelse over at jeg kunne finde på, at kalde min mor noget så forfærdeligt som “SINDSYG”. For mig var og er det ikke et skældsord. Det er en forenklet måde at forklare noget, som ellers er næsten uforståeligt. Altså helt ærligt; hvor mange af os kan forstå og forholde sig til hvad det vil sige og være psykisksyg? Andre end dem der selv er det. Det lyder små farligt og permanent. Nej, kunne vi nu få vent os væk fra opfattelsen af “SINDSYG” som et skældsord, så ville vi have et ord vi alle kunne forholde os til. Det ville ikke være så farligt og det ville ikke virke så permanet, så alt overskyggende, ødelæggende. Nej for sindet kan vi jo arbejde med. Sindet kan vi forsøge og hele, trøste og tage os af.

Bustur

Min mor havde ingen bil. Hun havde godt nok kørekort, men hun havde vidst ikke kørt sinde hun fik det, så det var ikke noget hun gjorder. Det eneste gang jeg overhovedet kan huske at min mor har kørt bil, var da min mormor prøvede at genopfriske min mors køreegenskaber. Det gik ikke så godt. Tros det at, det foregik på en øde grus vej, nægtede min mor og kører videre, da hun kom uden for vejen i et forsøg på at vende bilen. Derfor var vi altid med bus, min mor og jeg, når vi skulle nogen steder.

Det var der helle ikke noget galt med. Vi boede jo inde i Aalborg så der var til og få en bus til alting. Man skulle da vente lidt engang i mellem, men jeg oplevede enten lig at min mor havde ret godt styr på det med busserne. Vi kom altid af der hvor vi skulle og vi kom på det rigtige sted. Problemet var at min mor glemte og lærer mig det. Jeg tænker ikke hun havde overskuet til både og skulle have overblikket og skulle lærer det fra sig. Jeg må indrømme at det gjorder mig nervøs. Jeg følte ikke at jeg kunne stole 100 % på at min mor havde styr på det, eller i hvert fald ikke altid. Særligt var det svært for mig at finde ro når vi var på lange turer. Vi besøgt tit en ven som boede 1,5 time væk med bus. Selv om det var en tur vi tog tit, var det stort set først da jeg skulle til og tage turen alene, at jeg fik lært hvor det var jeg skulle af. Derfor gjorder det mig også urolig når min mor faldt i søvn på vej der op. Jeg var så bange for at vi ikke kom af det rigtige sted. Jeg kunne ikke genkende stedet og jeg stolede ikke på min mor når hun sagde at hun havde styr på det og så lagde sig til at sove. Det på tros af at vi aldrig kom af det forkerte sted.

 

Det er modbydeligt og have den følelse af hjælpeløshed. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke var i stand til og lærer hvor det var vi skulle af. Det var jo det samme sted hver gang, så det under mig lidt at jeg ikke efterhånden kunne genkende det. Jeg ved godt at det ikke var mit ansvar som lille pige, men med alle de andre ting jeg tog på mig, forstår jeg bare ikke helt, hvorfor dette ikke blev en af dem.

Det evige spørgsmål

Det at have haft selvmord så tæt ind på livet, som man må siger jeg har, er frygteligt. Det er frygteligt når det sker. Det er frygteligt med alle de følelser der vælter ind over en. Det er frygteligt at ens liv bliver vendt på hovedet på den måde. Alt dette giver nok sig selv. Det er vel hvad man kan forvente i sådan en FRYGTELIG situationen.

Men det mest frygtelige er det evige spørgsmål, jeg har; Var min mors selvmord en planlagt handling eller var den spontan?

Det bliver ved med at dukke op i min, igen og igen. Lige når jeg tror det er gemt allermest væk, dukker lige netop det spørgsmål op i mig. Dagen før, hvor vi var oppe ved hende, sammen med hende på psyk, kører som replay i mit hoved. De ting hun sagde. Hvad vejer for at det var et valg hun allerede havde taget der? Var det derfor hun var så godt tilpas? Fordi hun havde sluttet fred, med det hun ville? Var det derfor hun spurgte om vi ikke havde hendes barnebarn med, fordi hun ønskede at se ham en sidste gang? Eller var det bare fordi hun havde en god dag og ønskede og dele den med ham også?
Jeg tror jeg har sluttet fred med, at der ikke var noget vi kunne gøre. At der ingen tegn på selvmord var og at hun reelt havde det godt den dag. Men det evige spørgsmål, gnaver i mig. Gør mig ked af det, hæmmet og fylder mig med tvivl. SÅ jeg bare det jeg gerne ville se???

Min mors forhold

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

Bare ikke lige nu

Du tog dit eget liv!
Du skal ikke også tage mit!
Jeg vil videre – jeg vil frem!
Det skal jeg nok komme
bare ikke lige nu.

Lige nu er jeg som et lille træ
plantet et sted det umuligt kan gro
sat der imod dets vilje.

Jeg er så inderligt vred!
Så vred som jeg aldrig har været før.
Men jeg skal nok komme videre –
jeg skal nok komme frem.
Bare ikke lige nu

 

Dette digt skrev jeg efter jeg havde set stedet hvor min mor gik ud og satte sig foran toget. På billedet ser I de selv samme skinner, som min mor døde på. Nederst i billedet, på kanten af broen, står der et lille juletræ. Det har jeg sat. Sat i den smule jord der var. På et sted hvor det aldrig vil komme til at gro. På det tidspunkt var det et rigtigt godt billede på hvordan jeg havde det. Jeg følte mig fanget, udeafstand til at komme videre, men med ønsket om det. Nu er jeg kommet videre, men billedet har jeg taget med mig, for selv om det ikke længere er et billede på hvordan jeg har det, så vil det nu altid være et billede på at min mors og mit forhold er stoppet med at gro.