Den hårder del af min opvækst var resultatet af min mors sygdom ikke af den hun var.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket.

Jeg sagde altid som barn, at jeg ikke ville bytte min mor for noget i verden. Som voksen har jeg måtte erkende at den udtalelse mere var en frygt for at miste kontakten til min familie og frygten for at komme på børnehjem. Jeg havde en veninde der kendt en der var på børnehjem. Faktisk et der ikke lå så langt væk fra hvor vi boede. Jeg ved ikke hvorfor det var blevet en frygtelig ting. Måske det er en forestilling der stammer fra fjernsynet? Måske er det grundlæggende behov for at hører til, at være en del af en familie, at selv et lille barn frygter at blive taget væk fra det sted man hører til?

Jeg var med til en fødselsdag på dette børnehjem. Jeg husker den ikke helt i detaljer, men jeg husker en utryg fornemmelse. Måske det bare var det ukendte? Måske det var en den vide at jeg kunne ende præcise det samme sted eller et meget længer væk?

Jeg endte aldrig på børnehjem og jeg tror heller ikke at der har været snak om det. Eller ja jeg var jo kun et barn så jeg ved det faktisk ikke. I mit voksne hoved tror jeg at det var tæt på.

Som halv stor pige har jeg snakket med min mormor om disse minder. Omgivet af voksne som håbede at det var noget jeg havde fortrængt, fortalte hun mig om de ting jeg ikke kunne huske.
•Det var en højskole vi var på.
•Min mor havde haft det dårligt allerede da vi var ved at pakke. Hun havde grædt og grædt og fordi hun grad, grad jeg også. Min mormor havde prøvet at tale hende fra at tage afsted, da hun skifter humør og begynder at grine. Jeg har så kigget op på min mormor og sagt “Se mormor vi har det jo godt”…
•Min halv storebror var med. Det var ham der havde givet personalet vores mormor og morfars nummer, efter at to mænd havde fået trukket min mor af mig og placeret hende inde på et værelse.
•På vej hjem holder vi ind et sted for at få noget at spise. Min mor og morfar går ind på sådan en motorvejscafe og i psykosens vold, flipper min mor ud og raver alt ned af disken.

Jeg kan levende se alle disse ting for mig, men minderne er ikke mine. Jeg kan bare forstille mig dem som når man læser en bog.

Hjernen er en sjov størrelse – nogle ting som man ville mene den skulle fortrænge, gemmer den og andre er så langt væk, at selv når vi får det fortalt bliver mindet aldrig vores eget

Det første jeg kan huske er fra da jeg var omkring 6 år gamle. Mindet er lidt roddet, for noget af det har jeg fået fortalt og andet kan jeg huske som var det i går. Det sjove er, at selv om jeg har lært de ting jeg har fået fortalt unden af, er de ikke en del af mit minde.

Det jeg husker:

• Jeg husker at min mor og jeg er på vej tilbage fra af have været til et sankthans bål. Jeg går i gennem en bue af høje buske og på stien foran mig løber et pinsvin forbi mig.
• Min mor og jeg står for bunden af en trappe. Der er en lang gang foran os, som åbner op. På hver side af os er der en dør. Jeg husker at jeg siger til min mor at nu skal hun lige blive her imens jeg går ind i køkkenet og spørger hvad vi skal have og spise. Da jeg kommer tilbage igen er min mor væk og jeg er bange. Kan ikke huske hvordan jeg finde hende igen, men det må jeg jo have gjort.
• Min mor og jeg går ned af en kold gang. Kan stadig mærke kulden. Der er dører ned langs siderne. Af en eller anden grund vælger min mor at ligge sig oven på mig. Jeg kan huske vægten af hende og paniken der breder sig i mig… Så kan jeg ikke huske mere