Kategoriarkiv: Fremtid

Ufrivillig oprydning

Udgivet den af
Svar

Jeg er samler. Det har jeg altid været. Som barn har jeg samlet på lidt af hvert; servietter, brevpapir, hønseringe, div. mode diller osv.. Når man samler, er man en del af en flok. Man har noget til fælles med de andre der samler på det samme. Jeg tror det havde noget med mine svingende samler manier.

Som voksen samler jeg på drager. Altså det mytiske væsen dragen, ikke den man flyver med i vinden. Jeg opsøger det måske ikke så meget som jeg har gjort, men bliver glad når jeg falder over en unik drage 🙂 Men det er ikke kun drager der hober sig op. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting. Det fortæller allenskins gamle skole opgaver om, bøger, dvd’er i masse vis og diverse andre ting jeg aldrig bruger. Der er dog en ting jeg har gået og gemt på, som fik en, fra min side, noget ufrivillige oprydning her den anden dag. Der med ikke sagt at det bestemt ikke var tiltrængt. Min mobil drillede mig efter en opdatering, så efter at være sikker på at alt der  skulle gemmes også var det, gendannede jeg telefonen. Efter et døgns tid, tror jeg, opdagede jeg til min skræk at halvdelen af mine telefon nummer var væk. Nummeret på en gamle skolekammerat som jeg aldrig tror jeg har ringet  til, diverse nummer til gamle arbejdspladser og skoler, væk var de. Altså det var nummer jeg havde tænkt på at slette flere gange, men alligevel! Panik! Tænk nu hvis jeg skulle få brug for dem?!

Det er jo latterligt så svært jeg har ved at give slip på noget, som jeg aldrig bruger, måske aldrig har brugt og i hvert fald aldrig kommer til at bruge igen. Efter panikken lige som havde lagt sig og jeg fik indset at det ikke var verdens undergang, var det faktisk befriende med sådan en ufrivillig oprydning. At blive tvunget til at indse at nogle ting aldrig kommer igen. Som f.eks. det at kunne ringe min mormor og mor op.

Ikke det jeg forventede

Udgivet den af
Svar

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.

 

Det er min blog

Udgivet den af
Svar

Jeg har været lidt stille på bloggen på det sidste. Grunden? Jeg har haft nogle ting jeg gerne vil dele med jer. Problemet? De handler ikke direkte om min mor eller min opvækst med hende. Jeg har lige skullet finde ud af med mig selv om det var noget jeg kunne tillade mig og skrive her på bloggen 😌

Undskyld mig?! Hvad fa…. Det er da min blog. Jeg bestemmer selv hvad jeg skriver om. Jeg skriver om mit liv. På godt og ondt. Den jeg er, er på sin vis skabt af den af den opvækst jeg har haft. Jeg er påvirket af min mors valg, om jeg vil det eller ej. På den måde vil alt jeg skriver om, et eller andet sted, tage udgangspunkt i min opvækst.

Selv det her indslag. Det her indslag er et indblik i mit behov for at forklare mig. Selv når valgtet 100% er mit eget. Jeg ved ikke om jeg skrammer mig over det eller om det skræmmer mig. Men nu er jeg færdig med at diskutere med mig selv. Det er min blog og jeg vil skrive om det der rør sig i mig, for det er det er hjælper mig 😄

En af os

Udgivet den af
Svar

Der findes mere og mindre heldige kampaner ude i det danske land. En jeg har faldet over, som jeg virkelig synes sætter fokus på noget vigtigt, er den her fra; EN AF OS

Med alt det tabu der er omkring psykisksygdom, er det bare så vigtigt at vi husker på, at dem der har sådan en sygdom, netop HAR en diagnose. De ER ikke deres diagnose! Vi er igen tilbage til det at uvidenhed skaber frygt og åbenhed skaber vide. Hvorfor? Jo for af en eller anden grund er vi som menneske, slemme til at gå ud fra at når et menneske har en psykisksygdom, er dette hele det menneske, men sådan hænger det jo heldigvis ikke sammen. Min mor havde diagnosen paranoid-skizofreni. Dette betød jo ikke at hun hele tiden var bange eller hele tiden så ting. Det betød at hun havde gode og dårlige perioder, i alle mulige grader. Det betød ikke, at hun ikke havde drømme eller ønsker for fremtiden. Det betød at hun var førtidspensionist og ikke kunne passe et arbejde, men det betød ikke at hun ikke ønskede at være en del af samfundet og i gode perioder arbejde hun som frivillige i LAP og SIND. Når der er tale om en fysisk sygdom, som f.eks. gigt, som kan være lige så individerne, bliver mennesket som har gigten ikke set som være GIGTEN, men som en der er så uheldig og have fået gigt.

 

Mærkelig tankegang når man tænker over det…

 

Skrive som redskab

Udgivet den af
Svar

På grund af sygdom har jeg ikke haft overskud til at sidde ved computeren og skrive før nu. Nå ja sådan er det jo en gang i mellem. Jeg har skrevet før om hvordan det hjælper mig at skrive. Om hvordan det har hjulpet mig til at bearbejde min sorg og min barndom. I den her periode hvor jeg virkelig har manglet overskud til at skrive, kan jeg virkelig mærke hvordan jeg har manglet det. Faktisk begyndte jeg og have problemer med at sove igen. Tanker der kører rundt i mit hoved og de vil bare ikke holde op. Det har faktisk været en stor øjenåbner, for meget mit skriveri har hjulpet mig og hvor meget jeg har brug for det.

Når tankerne kører rundt i hovedet på mig, bliver de næsten som indlæg jeg vil skrive ned. Det er som om det bliver ved med at kører i ring inde i mit hoved og jeg har virkelig brug for at få det ud. Jeg kan ikke finde ro før jeg har skrevet det ned. Ikke nødvendigvis i et færdigt indlæg, men ideer til et eller stikord. Hvorfor ikke bare vendte? Fordi så forsvinder tanken. Jeg kan som regel ikke engang finde grund tanken igen og det bliver et stort frustrerende element for mig.

Jeg havde aldrig troet at det ville komme til at betyde så meget for mig at skrive, men hvor er det fedt, at have fundet et redskab der virker for mig. Det er dejligt at det også er et redskab jeg kan bruge lige meget hvor jeg er henne, på mere end en måde. Det er å vigtigt at finde det redskab der virker for en og har I spørgsmål omkring hvordan det virker for mig er I meget velkommen til at spørger. Vil også gerne hører hvad redskaber der har virket for jer, når alt omkring jer styrter.

Åbenhed

Udgivet den af
Svar

Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden. 

 

Sorg

Udgivet den af
Svar

Det er i bund og grund en naturlig ting at miste, for det eneste vi ved med sikkerhed er at vi skal her fra igen. I min verden er bagsiden af kærlighed sorg, for har vi ikke elsket den vi mister, føler vi ikke sorg.

Da min mor tog sit eget liv, vil jeg indrømme at sorg ikke var den stærkeste følelse. Eller jeg kunne i hvert fald ikke genkende den i det kaos af følelser som kom tonsende ind over mig. Så mange følelser på engang, at det var umuligt at mærke den enkelte. Det var noget jeg skulle lærer, det at give plads til den enkelte følelse. Den kamp kan jeg ikke rumme og skrive om lige nu, men det skal nok komme. Jeg vil i stedet skrive lidt om der hvor jeg er nu.

Nu kan jeg nemlig mærke sorgen. Den sorg som man mærker, når man har mistet en man elsker. Hvor frygtelig den end er, hvor ondt den end gør og hvor meget den får mig til at ville kølle mig sammen til en lille kugle, gemme mig og ville ønske folk ville lade mig være. Hvor slem sorgen end er, er den ikke lige så ødelæggede som det følelse mæssige kaos min mors valg har bragt mig i gennem. Første gang jeg fik følelse af denne enkelte, naturlige sorg, kom det bag på mig. Lige et kort øjeblik, tog det mig før jeg kunne genkende hvad det var for en følelse der skyllede hen over mig. Hvor ked af det jeg end er over at have mistet mig mor og hvor meget jeg end savner hende, mangler hende, længes efter hende. Ja så bryder jeg disse følelser mere end velkommen, for de betyder at jeg endelig kan sørger over at have mistet min mor.

Min mor

Udgivet den af
2

Title: Lotusinspireret malet af min mor

Jeg elsker min mor. Selv om det var en hård barndom, elskede jeg min mor. Hun var fuld af kærlighed. Til mig, hendes familie og hendes venner. Varm og kærlig var hun. Altid klar til og hjælpe de af hendes venner som havde brug for hende. Om det var økonomisk eller psykisk. Til tider kunne det kører hende helt ned og det var ikke altid hun nåede at sige fra i tide. Så gik hun selv ned og måtte indlægges. Jeg håber at hendes venner prøvede at være der for hende lige så meget, som hun var der for dem, men jeg ved det ikke.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Det var min mor god til at sikker sig, at jeg var klar over. Hun viste det med masser af kram og kærlig ord. Hun sang for mig om aften, puttede, vækkede mig og fyldte mig gerne i skole. Jeg fik stort set alt hvad jeg gerne ville og mange dage  er gået med hygge foran fjernsynet med slik og cola. Jeg hyggede mig, men når jeg tænker tilbage på det, brugte min mor nok flere timer ude i køkkenet med smøg og kaffe end inde i stuen ved siden af mig. Dette var dog ikke noget jeg lade mærke til på det tidspunkt.

Jeg synes min mor var noget særligt. Jeg har ikke altid set op til hende og gør det nok også med forbehold i dag. Jeg er ikke tilhænger af hendes valg af udgang her i livet, men jeg synes hun var særlig kvinde. Tros hendes sygdom, levede hun livet. Hun var kreativ og elskede at male. På forskellige kurser, tog hun det til sig hun ville og lod resten ligge. Hun gik op i politik og ønskede at gøre verden til et bedre sted at leve. Hun var meget aktiv i hendes lokal afdeling og hun har selv givet udtryk for at hun ville ønske, hun var blevet aktivt noget før. Hun boede ved sin mor, de sidste dage af hendes liv og jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov og gøre det samme for hende. Hendes sygdom tog meget af hendes liv, men når hun selv havde styringen levede hun livet som hun ville <3

Hvordan ville verden have set ud?

Udgivet den af
Svar

Nogle gange kan de simplets spørgsmål, sætte store tanker i gang.

“Hvordan ville din mor have haft det, hvis hun havde levet i dag?”

En kollega og jeg snakkede om at det var et år siden min mor tog sit eget liv og så stillede hun det spørgsmål. Først faldt svaret mig nemt. “Hun ville have det godt,” svarede jeg. Det kunne hun også nemt have haft. Det var jo det, tidligere perioder med gode tider viste. Men der er jo ingen der ved om dette ville ske denne gang. Om hun ville være kommet ud af psykosen eller om hun ville være blevet lige så god som hun plejede, selv om hun kom ud af den. For at hun overhovedet ville kunne komme ud af sin psykose, krævede det i hvert fald at kommunen ville god kende hende til en døgn bemandet bolig. Tja og det er jo ikke til og vide hvor lang tid de ville have været om det. Hvor mange andre ting hun skulle afprøves med først, for at spare penge.

Min mor var lige blevet 60 og jeg tror hun var træt. Træt af og skulle kæmpe mod systemet. Et system hun havde kæmpet for at forbedre i mange år. Træt af og skulle kæmpe sig ud af skizofreniens greb, bare for at den fangede hende ind igen, nogle år efter. Jeg tror ikke hun var træt af livet som sådan. Hun elskede hendes venner og hendes maleri. Hun elskede at være en del af politik og det at forsøge og gøre en forskel. Hun elskede at samle folk omkring hende. Hun elskede os, hendes lille familie. Men jeg tror hun var træt af den evige kæmp. Af og være bange for hvornår næste psykose kom. Når hun havde det godt, var hun en kæmpe støtte for familie og venner, men når hun havde det skidt, følte hun sig til besvær. Systemet gør det svært at være pårørende, svært at være syg. Der bliver ikke altid lyttet til dem der kender baggrunden. Den billigste løsning, bliver valgt før den der er gode erfaringer med. Jeg håber ikke at det er sådan hver gang, men det er desværre min erfaring, at man skal kæmpe for dem man elsker. For at de kan få den behandling der kan hjælpe. Desværre var det ikke nok i min mors tilfælde.