Det evige spørgsmål

Det at have haft selvmord så tæt ind på livet, som man må siger jeg har, er frygteligt. Det er frygteligt når det sker. Det er frygteligt med alle de følelser der vælter ind over en. Det er frygteligt at ens liv bliver vendt på hovedet på den måde. Alt dette giver nok sig selv. Det er vel hvad man kan forvente i sådan en FRYGTELIG situationen.

Men det mest frygtelige er det evige spørgsmål, jeg har; Var min mors selvmord en planlagt handling eller var den spontan?

Det bliver ved med at dukke op i min, igen og igen. Lige når jeg tror det er gemt allermest væk, dukker lige netop det spørgsmål op i mig. Dagen før, hvor vi var oppe ved hende, sammen med hende på psyk, kører som replay i mit hoved. De ting hun sagde. Hvad vejer for at det var et valg hun allerede havde taget der? Var det derfor hun var så godt tilpas? Fordi hun havde sluttet fred, med det hun ville? Var det derfor hun spurgte om vi ikke havde hendes barnebarn med, fordi hun ønskede at se ham en sidste gang? Eller var det bare fordi hun havde en god dag og ønskede og dele den med ham også?
Jeg tror jeg har sluttet fred med, at der ikke var noget vi kunne gøre. At der ingen tegn på selvmord var og at hun reelt havde det godt den dag. Men det evige spørgsmål, gnaver i mig. Gør mig ked af det, hæmmet og fylder mig med tvivl. SÅ jeg bare det jeg gerne ville se???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.