Min mor havde ingen bil. Hun havde godt nok kørekort, men hun havde vidst ikke kørt sinde hun fik det, så det var ikke noget hun gjorder. Det eneste gang jeg overhovedet kan huske at min mor har kørt bil, var da min mormor prøvede at genopfriske min mors køreegenskaber. Det gik ikke så godt. Tros det at, det foregik på en øde grus vej, nægtede min mor og kører videre, da hun kom uden for vejen i et forsøg på at vende bilen. Derfor var vi altid med bus, min mor og jeg, når vi skulle nogen steder.

Det var der helle ikke noget galt med. Vi boede jo inde i Aalborg så der var til og få en bus til alting. Man skulle da vente lidt engang i mellem, men jeg oplevede enten lig at min mor havde ret godt styr på det med busserne. Vi kom altid af der hvor vi skulle og vi kom på det rigtige sted. Problemet var at min mor glemte og lærer mig det. Jeg tænker ikke hun havde overskuet til både og skulle have overblikket og skulle lærer det fra sig. Jeg må indrømme at det gjorder mig nervøs. Jeg følte ikke at jeg kunne stole 100 % på at min mor havde styr på det, eller i hvert fald ikke altid. Særligt var det svært for mig at finde ro når vi var på lange turer. Vi besøgt tit en ven som boede 1,5 time væk med bus. Selv om det var en tur vi tog tit, var det stort set først da jeg skulle til og tage turen alene, at jeg fik lært hvor det var jeg skulle af. Derfor gjorder det mig også urolig når min mor faldt i søvn på vej der op. Jeg var så bange for at vi ikke kom af det rigtige sted. Jeg kunne ikke genkende stedet og jeg stolede ikke på min mor når hun sagde at hun havde styr på det og så lagde sig til at sove. Det på tros af at vi aldrig kom af det forkerte sted.

Det er modbydeligt og have den følelse af hjælpeløshed. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke var i stand til og lærer hvor det var vi skulle af. Det var jo det samme sted hver gang, så det under mig lidt at jeg ikke efterhånden kunne genkende det. Jeg ved godt at det ikke var mit ansvar som lille pige, men med alle de andre ting jeg tog på mig, forstår jeg bare ikke helt, hvorfor dette ikke blev en af dem.

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉