Bustur

Min mor havde ingen bil. Hun havde godt nok kørekort, men hun havde vidst ikke kørt sinde hun fik det, så det var ikke noget hun gjorder. Det eneste gang jeg overhovedet kan huske at min mor har kørt bil, var da min mormor prøvede at genopfriske min mors køreegenskaber. Det gik ikke så godt. Tros det at, det foregik på en øde grus vej, nægtede min mor og kører videre, da hun kom uden for vejen i et forsøg på at vende bilen. Derfor var vi altid med bus, min mor og jeg, når vi skulle nogen steder.

Det var der helle ikke noget galt med. Vi boede jo inde i Aalborg så der var til og få en bus til alting. Man skulle da vente lidt engang i mellem, men jeg oplevede enten lig at min mor havde ret godt styr på det med busserne. Vi kom altid af der hvor vi skulle og vi kom på det rigtige sted. Problemet var at min mor glemte og lærer mig det. Jeg tænker ikke hun havde overskuet til både og skulle have overblikket og skulle lærer det fra sig. Jeg må indrømme at det gjorder mig nervøs. Jeg følte ikke at jeg kunne stole 100 % på at min mor havde styr på det, eller i hvert fald ikke altid. Særligt var det svært for mig at finde ro når vi var på lange turer. Vi besøgt tit en ven som boede 1,5 time væk med bus. Selv om det var en tur vi tog tit, var det stort set først da jeg skulle til og tage turen alene, at jeg fik lært hvor det var jeg skulle af. Derfor gjorder det mig også urolig når min mor faldt i søvn på vej der op. Jeg var så bange for at vi ikke kom af det rigtige sted. Jeg kunne ikke genkende stedet og jeg stolede ikke på min mor når hun sagde at hun havde styr på det og så lagde sig til at sove. Det på tros af at vi aldrig kom af det forkerte sted.

 

Det er modbydeligt og have den følelse af hjælpeløshed. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke var i stand til og lærer hvor det var vi skulle af. Det var jo det samme sted hver gang, så det under mig lidt at jeg ikke efterhånden kunne genkende det. Jeg ved godt at det ikke var mit ansvar som lille pige, men med alle de andre ting jeg tog på mig, forstår jeg bare ikke helt, hvorfor dette ikke blev en af dem.

Min mors forhold

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

Gennemgang 2017 Håb 2018

Gennemgang 2017

  • vi fik ikke barn nummer 2, som vi så inderligt ønsker os, tros freselitets behandling. Vi har forsøgt siden 2015
  • jeg var tæt på at miste mit arbejde, pga. fravær i forbindelse med alt det med min mor
  • jeg startede med kun og arbejde 26 i ugen. Dejligt
  • jeg oprettede denne blog 🙂 og den hjælper mig med at bearbejde min mors selvmord
  • vi fik afslag på at købe det sommerhus vi drømte om
  • vi blev gift i maj! Hvornår kan vi gøre det igen 😉
  • jeg har haft svært ved at overskue det hele

Håb 2018

  • jeg håber på at blive gravid og vi får nummer to
  • at jeg får mere oversku igen
  • at min dreng får en god start på skolen
  • at min blog kan hjælpe andre
  • prøve og holde et foredrag
  • det kunne være dejligt, hvis vi kunne sælge vores hus og købe drømme huset
  • at få mere ansvar på mit arbejde
  • at vinde den store gevinst i lotto

Jeg har aldrig prøvet og lave en gennemgang af året. Faktisk læreriet. Selvom året har været hårdt og fuld af savn, har det måske slet ikke været så skidt endda.

Julen 2016 og 2017

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…

Julen er aldrig den samme som sidst

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ikke det jeg forventede

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.

 

At blive mor

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

“Det er dit valg”

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀

Økonomi

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

Dus

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉