At blive mor

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

“Det er dit valg”

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀

Økonomi

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

Dus

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉

Skolen

Jeg har altid godt kunne lide at lærer. Jeg vil beskrive mig selv som videbegærlig. Jeg har altid stillet mange spørgsmål i skolen og jeg holdt ikke op før jeg havde fået det forklaret på en måde jeg forstod. Jeg tror det hænger sammen med at folkeskolen, blev en form for frirum for mig. Her kunne jeg slippe væk fra det kaos, der var der hjemme. Det betød også at selv om, min mor flere gange sagde til mig; “Du behøver ikke og tage i skole hvis du ikke vil,” tog jeg altid i skole.

Det var også da jeg startede i skole, at det for alvor gik op for mig at min mor var andreledes. Før mødet med de andres forældre og hjem, med regler og krav, var daglig dagen med min mor jo sådan min verden var. Jeg viste ikke at det fandtes andet. Eller jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det før. Jeg husker ikke at jeg havde mange med hjem. Jeg mindes ikke om det var fordi jeg var flov over det der hjemme eller om det måske mere handlede om de andres forældres bekymring, over at skulle sende deres børn hjem til så mærkeligt et hjem. I nogle af de første klasser startede en ny pige i klasse. Hun skulle ende med at blive en rigtig god veninde og vi brugte meget tid sammen. Vi var gode til at få hinanden med på diverse unoder, men kunne også bruge meget tid på bare at lege sammen. Jeg kan huske at hun kom rigtig meget hjemme ved min mor og jeg, hun var også med i sommerhus, men vi var ikke så meget hjemme ved hende. Som voksen har jeg fundet af hvorfor. Hendes mor drak og var hvis til tider ikke så god ved hende, så tros min mors mærkeligheder, var det et frirum for hende at komme hjem til os.

Selv om jeg var glad for at gå i skole, var det ikke en dans på roser. Jeg havde svært ved at lærer og læse og skrive. Troede faktisk at jeg havde en grad af ordblindhed. Det kan da også godt være at jeg har, men mon ikke også det kunne have noget og gøre med mangle på tryghed i hjemmet og det konstant at skulle være opmærksom på hvordan min mor havde det? Jeg blev også drillet i folkeskolen. Jeg var en stor pige, havde briller og var glad for at lærer noget. Det jeg husker særlig tydeligt at blive kaldt var “fede professor”. Til gengæld blev jeg aldrig drillet med min mor, hvilket jeg er dybt taknemlig over for og en smule overrasket. Man skulle da tro det lå til højre benet, men selv børn har åbenbart grænser. Tros disse ting forblev skolen mit frirum så længe jeg boede ved min mor.

Åbenhed

Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden. 

 

Alarm 112

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….

På besøg

Jeg har brugt en hel del tid på forskellige psykiatriske afdelinger i min barndom. Når min mor var indlagt skulle vi selvfølelig besøge hende. Som jeg husker det, var det primært min mormor som var med, når vi besøgt min mor. De gamle psykiatriske afdelinger virkede mørke og triste på mig. Der hvor der var mest naturligt lys var i spiserummet og som besøgende var det ikke der vi brugte mest tid. Den opholdsstue der var, var mørk og træt pakket med møbler. Der var spil og bøger og et fjernsyn, flere sofagrupper og et spisebord. Stuerne var flere mands stue, med toilet og bad delt. Der var nogle små hvidt malet rum med sofa og lændestol man kunne låne til at få lidt ro på besøget. Når man skulle ringe der op, var det til en fælles mønt telefon på gangen. Det var rent lykketraf hvis der var en patient i nærheden, som havde overskud til at tage den, for det indebar jo at de bagefter skulle finde personen, der var opkald til.

Det skete også at min mor var indlagt på den lukkede. Der måtte jeg ikke komme. Husker hvordan jeg sad i bilen mens min mormor gik op til min mor med noget. Det er et minde der forsat står meget klart for mig. Det var en mærkelig følges, at være så tæt på min mor, men ikke kunne få lov til at se hende. Tror aldrig rigtig at jeg forstod det som barn. Hvordan kunne min mor være så dårlige at jeg ikke måtte se hende, når jeg nu boede med hende til daglig? Når det nu var mig der så disse udbrød og skulle reager på dem? Jeg forstod ikke helt at det jo nok handele om de andre på afdelingen og der var aldrig nogen der forklarende mig det. Der måtte ikke være børn på den lukkede og sådan var det bare.

Råb om hjælp

Selv om jeg, som barn, ville have brokket mig, hvis man havde forsøgt at tage mig fra min mor, var der ting jeg gjorder, som tyder på at jeg ikke havde det helt godt. Jeg kan huske, når min mor havde puttet mig og jeg lå og ventede på at falde i søvn, at jeg havde en remse jeg sagde. Det stammede fra en eller anden tegneserie. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hed eller hvordan remsen lød. Men jeg kan huske at det var noget der blev sagt, at man skulle sige hvis man ville have hjælp af dem af serien. Jeg tænker, at de fleste børn har forsøgt med forskellige remser fra fjernsynet, i håb om at de virkede. Jeg kan huske at det ikke kun var en gang jeg brugte den og jeg kan huske skuffelsen over manglende på hjælp. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne svare på, hvad det var jeg bad om hjælp til, men jeg husker ønsket om at slippe væk, ønsket om hjælp.

Som lidt større pige, husker jeg at jeg gik med tankerne om at tage mit eget liv. Jeg husker også at jeg til tider sagde det højt. Jeg husker ikke at der nogen siden var, nogen der satte sig ned og snakkede med mig om det. Desværre. Selv om det mest var et råb om opmærksomhed, var det jo også et råb om hjælp. Hjælp til at se mig og til at finde mig selv i mit eget kaos. Jeg var for meget en kylling til nogen siden at gøre alvor af truslen om at tage mit eget liv. Jeg var for bange for blod til at skære i mig selv og selv om jeg flere gange overvejede at tage piller, var jeg for bange for, ikke at få gjort en ordentlig ende på det til at gøre det. For bange, at hvis det ikke lykkes mig, så ville konsekvensen gøre mit liv endnu svære.

Kommunen

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.