Jeg har altid godt kunne lide at lærer. Jeg vil beskrive mig selv som videbegærlig. Jeg har altid stillet mange spørgsmål i skolen og jeg holdt ikke op før jeg havde fået det forklaret på en måde jeg forstod. Jeg tror det hænger sammen med at folkeskolen, blev en form for frirum for mig. Her kunne jeg slippe væk fra det kaos, der var der hjemme. Det betød også at selv om, min mor flere gange sagde til mig; “Du behøver ikke og tage i skole hvis du ikke vil,” tog jeg altid i skole.

Det var også da jeg startede i skole, at det for alvor gik op for mig at min mor var andreledes. Før mødet med de andres forældre og hjem, med regler og krav, var daglig dagen med min mor jo sådan min verden var. Jeg viste ikke at det fandtes andet. Eller jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det før. Jeg husker ikke at jeg havde mange med hjem. Jeg mindes ikke om det var fordi jeg var flov over det der hjemme eller om det måske mere handlede om de andres forældres bekymring, over at skulle sende deres børn hjem til så mærkeligt et hjem. I nogle af de første klasser startede en ny pige i klasse. Hun skulle ende med at blive en rigtig god veninde og vi brugte meget tid sammen. Vi var gode til at få hinanden med på diverse unoder, men kunne også bruge meget tid på bare at lege sammen. Jeg kan huske at hun kom rigtig meget hjemme ved min mor og jeg, hun var også med i sommerhus, men vi var ikke så meget hjemme ved hende. Som voksen har jeg fundet af hvorfor. Hendes mor drak og var hvis til tider ikke så god ved hende, så tros min mors mærkeligheder, var det et frirum for hende at komme hjem til os.

Selv om jeg var glad for at gå i skole, var det ikke en dans på roser. Jeg havde svært ved at lærer og læse og skrive. Troede faktisk at jeg havde en grad af ordblindhed. Det kan da også godt være at jeg har, men mon ikke også det kunne have noget og gøre med mangle på tryghed i hjemmet og det konstant at skulle være opmærksom på hvordan min mor havde det? Jeg blev også drillet i folkeskolen. Jeg var en stor pige, havde briller og var glad for at lærer noget. Det jeg husker særlig tydeligt at blive kaldt var “fede professor”. Til gengæld blev jeg aldrig drillet med min mor, hvilket jeg er dybt taknemlig over for og en smule overrasket. Man skulle da tro det lå til højre benet, men selv børn har åbenbart grænser. Tros disse ting forblev skolen mit frirum så længe jeg boede ved min mor.

Jeg har brugt en hel del tid på forskellige psykiatriske afdelinger i min barndom. Når min mor var indlagt skulle vi selvfølelig besøge hende. Som jeg husker det, var det primært min mormor som var med, når vi besøgt min mor. De gamle psykiatriske afdelinger virkede mørke og triste på mig. Der hvor der var mest naturligt lys var i spiserummet og som besøgende var det ikke der vi brugte mest tid. Den opholdsstue der var, var mørk og træt pakket med møbler. Der var spil og bøger og et fjernsyn, flere sofagrupper og et spisebord. Stuerne var flere mands stue, med toilet og bad delt. Der var nogle små hvidt malet rum med sofa og lændestol man kunne låne til at få lidt ro på besøget. Når man skulle ringe der op, var det til en fælles mønt telefon på gangen. Det var rent lykketraf hvis der var en patient i nærheden, som havde overskud til at tage den, for det indebar jo at de bagefter skulle finde personen, der var opkald til.

Det skete også at min mor var indlagt på den lukkede. Der måtte jeg ikke komme. Husker hvordan jeg sad i bilen mens min mormor gik op til min mor med noget. Det er et minde der forsat står meget klart for mig. Det var en mærkelig følges, at være så tæt på min mor, men ikke kunne få lov til at se hende. Tror aldrig rigtig at jeg forstod det som barn. Hvordan kunne min mor være så dårlige at jeg ikke måtte se hende, når jeg nu boede med hende til daglig? Når det nu var mig der så disse udbrød og skulle reager på dem? Jeg forstod ikke helt at det jo nok handele om de andre på afdelingen og der var aldrig nogen der forklarende mig det. Der måtte ikke være børn på den lukkede og sådan var det bare.

Jeg var et meget forkælet barn. Min mor magtede ikke den konflikt et nej gav og derfor fik jeg stort set alt hvad jeg pegede på.

Min mor kunne lige frem blive gal på andre hvis de rettede på mig eller på anden måde ville blande sig i min opdragelse. Jeg kan huske flere familie fester, hvor enten min morfar eller min mors søskende, kommentere noget jeg gjorde/ikke gjorde eller måde jeg opførte mig på. Når jeg sidder og tænker på det, får jeg følesen af og føle mig forkert. Gad vide om de har hen vendt sig meget direkte til mig? Fordi konflikten med mig var mindre end den med min mor?

Jeg husker en periode på næsten et år, hvor det eneste jeg ville spise var spagetti og kødsauce. Min mor har så fortalt mig at hun skiftede kødet mellem okse og gris, og til tider puttede lidt grønsager i, så der i det mindste var lidt veksling.

Jeg husker kun engang at mine handlinger havde konsekvenser. Synes det er utroligt jeg er blevet til noget den dag i dag. I nærheden af hvor vi boede, lå der dengang noget der hed Markes hallerne. Helt enkelt nogle store haller med forskellige krammer. En veninde og jeg havde gået og så strålet fra de forskellige boder og havde så solgt tingene videre, fra em trappe inde i hallen… Dette blev vi selvfølgelig taget i. Heldigvis. Det var første og eneste gang jeg kan huske at min mor gav mig en straf. Jeg fik stuearrest. Eller… Min mor ville ikke at min mormor fandt ud af det, så jeg var jo nød til og komme med til banko og hvis også nogle andre ting. Straffen kunne heller ikke vare mere end knap 14 dage, da vi skulle på ferie. På tros af at det var en halv hjertet straf, som ikke blev hårdt ret stramt, gjorder det alligevel så stor indtryk på mig at jeg aldrig stjal igen.

Jeg har faktisk været tæt på at blive fjernet fra min mor. Grunden kan jeg ikke huske. Jeg har været omkring 6 år gamle, så måske det har været i forbindelse med vores højskole ophold (http://barnafpsykisksyg.dk/?p=26). De boede ikke så langt væk, faktisk nærmest i den anden ende af den vej min mor og jeg boede på. Jeg husker den første nat som skræmmende. Som om jeg er blevet kastet ud i det og ikke har mødt dem før. Bare fået af vide at nu skal jeg sove her. Jeg ved ikke om det rent faktisk er sandt, jeg kan ikke huske andet end det var den følelse jeg havde.

Sengen manglende en mede, men det var jo lige meget for så lang var jeg ikke at nåede der ned hvor den manglede. Det syntes jeg var noget mærkeligt noget. Da der jo ingen regner var hjemme ved min mor, var det en anden verden og jeg husker ikke at jeg nogen siden rigtig faldt til. Jeg kan heller ikke huske hvor længe jeg var der, men det var længe nok til at jeg kan se køkkenet og stuen for mig. De lærte mig og spise med kniv og gafle. Jeg kan desværre ikke se dem for mig, kan slet ikke huske faren fra familien, men husker moren som venlig.

Jeg fik en rigtig god ven i sønnen som boede hjemme. For dem var han den mindste, men for mig var han jo storebror artig. Han boede i kælderen og havde gubbier og små skildpadder. Jeg kan huske at jeg fik nogle af gubbierne til min børnehaveklasse. Engang i mellem lød ham skildpadderne komme over til gubbierne. Desværre betød det også at de kunne slippe væk og vi måtte skille værelset af for at finde dem igen. Han spillede musik med nogle venner. De havde et rum i kælderen, dækket med æggebakker. Jeg fik lov til og sidde lige inden for døren og lytte når de spillede.

En nat havde de indbrud og jeg kom der aldrig mere. Fik af vide at de skulle skilles og at det var derfor, men om det var den rigtige grund ved jeg ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne huske dem bedre. At jeg kunne møde dem igen og hører hvad de så i den lille pige, om de har tænkt på mig, hvor længe jeg var der og hvorfor jeg ikke kunne være der mere.