“Du ligner din mor”

“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.

Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.

Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør. 

Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.

En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl.