Et helt særligt menneske

I mit liv er jeg blevet valgt fra mange gange, men jeg er heldigvis også blevet valgt til. Jeg har fortalt jer om min biologiske far og nu vil jeg fortælle jer om den mand som i alle andre aspekter af ordets betydning, er min far.

Min mor havde en rigtig god ven. Han var en af de få venner min mor havde som ikke selv havde en eller andre form for psykisk lidelse. Da min mor fik mig, valgte han af sigt store hjerte, at være der for os. Havde det ikke været for ham var der mange oplevelser jeg ikke ville have fået. Han tog os med på campingferie, rundt omkring i landet. Det foregik i villa telt og lyden af regnen mod telt duen, virker stadigvæk beroende og betryggende på mig. De fleste weekender var han enten hjemme ved os eller også var vi hjemme ved ham. Nytårsaften som barn, foregik også hjemme ved ham.

Han gav min barndom tryghed. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvorfor han blev. Jeg var ikke hans ansvar og min mor var bestemt ikke altid lige nem og danse med. Jeg har spurgt ham hvorfor han blev og jeg tror ikke engang han helt selv ved hvorfor. Han så et lille væsen der havde brug for ham og det fik ham til uselvisk at blive i mit liv. Jeg var desværre voksen inden det virkelig gik op hvor mig, hvor meget han faktisk var min far. Jeg har fortalt ham hvad han betyder for mig og han har også ført mig op af kirkegulvet. Han har været med til at forme mig, til at vise mig at verden ikke kun var rent kaos. Han var et frirum, en lomme af trykhed og en stilhed midt i den storm der var mit liv. Jeg vil for altid være ham dybt taknemlig.  Alligevel føler jeg ikke rigtig at jeg nogen siden vil være i stand til og give ham det tilbage, som han har givet til mit liv.

Ikke nok med at han tog mig til sig. Det gjorde hans mor og hans søster også. Det var en sammensætning af mennesker som var svær at forklare, særligt som barn, men de blev familie. Den slags man selv vælger at tage til sig. Den som ikke er bundet af blod, men af lyst. Jeg bliver meget rørt at der findes den slags mennesker her i verden og endnu mere at disse mennesker ville mig. I en verden hvor man er blevet valgt fra, af nøglepersonerne i sit liv er det jo fantastisk at kunne tænke, disse mennesker gerne ville mig. Det vil jeg foreviget være taknemlig for.

Jeg elsker dig far <3 Du skal vide at dit valg ændrede mit liv og jeg er dig dybt taknemlig vær evigt eneste dag.

“Du ligner din mor”

“Nej hvor du ligner din mor” eller “Man kan godt se at det er din datter”. Når min mor og jeg gik sammen var det tit noget der blev sagt. Jeg ved ikke hvordan børn normalt har det med at få af vide, de ligner deres forældre, men jeg hadet det. Jeg mener virkelig hadet det. Jeg ville ikke være som min mor. Min mor var jo syg. Indlagt det halve af tiden og havde givet mig oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være for uden. Men jeg kunne ikke komme uden om at jeg lignede min mor, i hvert fald ikke uden på.

Som barn var min største skræk at blive som min mor. Ikke hendes personlighed som sådan, men at blive syg som hende. Som barn tror jeg dog ikke, at man kan skille de to ting af. Man har ikke helt forståelse for at sygdommen ikke også er en del af personligheden. Jeg tror heller ikke at man som barn, kan skille det, at ligne nogen fysisk og det at ligne personlighedsmæssigt ad. Jeg kunne i hvert fald ikke og derfor protestere jeg altid, når nogen kommentærede på, at jeg lignede min mor. I det øjeblik nogen mindede mig om hvor meget jeg fysisk lignede min mor, blusede frygten for at ende som hende op. Frygten for at blive syg som hende. Frygten for aldrig at kunne slippe ud af sygdommens greb, fordi den ville blive en del af mig personligt.

Gad vide hvad der gik i gennem min mors hoved, når bitte pigen stejlede ved kommentærer om den biologiske lighed der var? Mon det sårede hende? Tit tror jeg også at det kom bag på de folk som kom med kommentaren. Heldigvis var der mange som så min mor, for det venlige og omsorgsfulde menneske hun var, frem for kun at se hendes diagnose. Men de så jo heller ikke alt det der foregik bag den lukkede dør. 

Uden en masse indgreb fra omverden, er der ikke meget vi kan gøre ved den måde, vi ligner vores biologiske forældre på udadtil. Men vi kan fokusere på at ændre andre ting. Jeg stillede nogle ting op for mit liv som blev retnings linjer for hvordan jeg kunne undgå at ende med at blive syg som min mor. Ikke at de ville have ændret det mindste hvis sygdommen havde været i mig og måske netop derfor blev det endnu vigtigere for mig, netop at ændre det jeg kunne. Logikken sagde i mig at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne få et job. Tja for et job kunne jeg jo ikke have hvis jeg var syg. Det var sådan set ikke noget dårligt mål, men det blev et større fokus at nå til jobbet end ret faktisk at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med i mit liv. Et andet fokus jeg satte mig, var at jeg skulle være i et forhold. Et mindre heldigt mål når det betød at jeg ikke kunne være mig selv. Det tog mig mange år at komme der til, at jeg godt kunne være single uden at det betød min verden faldt sammen.

En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: “Hvis det var meningen du skulle være blevet skizofren, så var du blevet det nu, med alt det du har oplevet” Set i bagklogskabens lys, har det givet mig nogle knubs, at fokuser så blindt på ikke at blive som min mor. Jeg kan stadig sidde fast i nogle af mine gamle mønstre, men jeg forsøger at lærer af mine fejl.