Mærkedag

Endnu en mærkedag er kommet og gået. Min mor kunne være fyldt 62 den 12/6-2018. En dag der helt sikkert ville være brugt, til at samle hele familien. Hun elskede det, at samle mennesker omkring sig og det gik hende på når hun ikke kunne samle, hele familien. Vi var/er ikke en stor familie. Måske vi er omkring 20 når alle var samlet. Netop derfor gik det også min mor på når hun ikke kunne samle dem alle. Det betød meget for hende og endnu mere efter at hendes forældre døde og de ikke var der til at samle os alle. Det var svært for hende og forstå at alle ikke kunne finde tid til at samles, de få gange der var mulighed for det.

Helt ærligt?! Så havde jeg fuldstændig glemt det. Fuldstændig fortrængt at det kunne have været hendes fødselsdag. Jeg blev mindet om det, dagen før af en af hendes veninder og på dagen af familien. Selv om jeg brød fuldstændig sammen, dagen før, var det tros alt bedre end at det havde været på dagen, på vej til arbejde. Det var svært nok som det var, at skulle koncentrere sig om andre.

Men hvad vis jeg ikke var blevet mindet om det? Hvis mors veninde ikke havde ringet eller familien ikke skrevet? Hvornår var jeg så kommet i tanke om det? Og havde det ramt hårdere at det først var lang tid efter? Havde det ramt mig at jeg havde glemt hendes fødselsdag? Ville jeg overhovedet være kommet i tanke om det?

Et eller andet sted, kan det så betale sig at fejrer, fødselen af et menneske, som ikke ønskede at være her? Var det en ond tanke? For hvad med alt det gode hun gjorder? Alle de mennesker hun rørte? Dem hun satte i verden?
Den tid hun var her, satte jo ringe i vandet, som vi alle gør. På den ene eller den anden måde. Måske jeg skulle finde en dag jeg kunne fejrer dette, hendes liv. Måske det skal være den 12/6, måske den 16/8 eller måske det bare skal være i det små minder der dukker op en gang i mellem, når der er tid, overkue og plads til dem? Hvem ved…

Midtlivskrise

En reaktionen på en kommentar om en kammerats aldre fik mig til at tænke over noget. Han følte ikke han var der i livet, som han havde forestillet sig. Han følte ikke at han havde opnået noget. Det fik mig til at tænke over, om jeg har nået det mål jeg havde for mig selv? Er jeg der hvor jeg regnede med at jeg ville være?

Tja JA… Jeg har ikke tænkt over det før. Som barn var mit mål, ikke at ende som min mor og det var hvad jeg stillede efter. Jeg skulle færdige gøre en uddannelse. Det har jeg gjort flere gange. Jeg ville have en kernefamilie, mand, barn, villa, vovse og Volvo. Har godt nok ingen Volvo. Jeg ville have et arbejde, ikke bare gå der hjemme. Nu har jeg arbejdet fast i hjemmeplejen siden 2014.

Okay så jeg har nået mine barndomsmål. Hvad så nu? Er det nu man kan skulle læne sig tilbage og bare kunne være tilfreds med livet? Eller er det nu midt livs krisen rammer? Det er lige som om andre spørgsmål melder sig. Var det, det jeg virkelig ville med mit liv? Jeg ved at mit job ikke er barndommens drømmejob. Det var et middel for at nå et mål. Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit arbejde og jeg er god til det. Og jeg er ikke sikker på ar jeg ville kunne finde overskuet til at skulle gå andre veje nu. Måske tiden er til nu, at finde ud af hvad mine fritids interesser er? Finde ud af hvad det er jeg gerne vil bruge min tid og overskud til. Alt det der ikke var oversku til før. Måske kan jeg få plads inden i til at finde ud af hvem Kristina i virkeligheden er…