Det evige spørgsmål

Det at have haft selvmord så tæt ind på livet, som man må siger jeg har, er frygteligt. Det er frygteligt når det sker. Det er frygteligt med alle de følelser der vælter ind over en. Det er frygteligt at ens liv bliver vendt på hovedet på den måde. Alt dette giver nok sig selv. Det er vel hvad man kan forvente i sådan en FRYGTELIG situationen.

Men det mest frygtelige er det evige spørgsmål, jeg har; Var min mors selvmord en planlagt handling eller var den spontan?

Det bliver ved med at dukke op i min, igen og igen. Lige når jeg tror det er gemt allermest væk, dukker lige netop det spørgsmål op i mig. Dagen før, hvor vi var oppe ved hende, sammen med hende på psyk, kører som replay i mit hoved. De ting hun sagde. Hvad vejer for at det var et valg hun allerede havde taget der? Var det derfor hun var så godt tilpas? Fordi hun havde sluttet fred, med det hun ville? Var det derfor hun spurgte om vi ikke havde hendes barnebarn med, fordi hun ønskede at se ham en sidste gang? Eller var det bare fordi hun havde en god dag og ønskede og dele den med ham også?
Jeg tror jeg har sluttet fred med, at der ikke var noget vi kunne gøre. At der ingen tegn på selvmord var og at hun reelt havde det godt den dag. Men det evige spørgsmål, gnaver i mig. Gør mig ked af det, hæmmet og fylder mig med tvivl. SÅ jeg bare det jeg gerne ville se???

Min mors forhold

Jeg husker kun at min mor har haft tre korte forhold. Det kunne måske havde været så godt, hvis det var raske mænd, der havde gjort noget godt for min mor og jeg, men sådan husker jeg det bestemt ikke. I min verden blev min mor så underlig når hun var i et forhold. Når jeg kommenterede det for hende, sagde hun at det bare var fordi hun var forelsket. Måske det bare var mig? Mig der var vant til at have min mor for mig selv? Måske jeg bare ikke havde lyst til at dele? Et eller andet sted, var jeg jo vant til at reager på hver lille forandring i min mors opførsel og hver lille forandring i vores daglige lille verden. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, for at opdage når en ny psykose var på vej, måske i så høj grad at jeg ikke kunne se når en forandring måske var positiv?

(vildt sådan har jeg ikke tænkt på det før)

Set med mine barneøjne blev min mor mærkelig når hun var i forhold. Jeg følte mig tilsidesat. Jeg husker engang jeg kom hjem fra skole med en veninde og min mor lagde på sofaen med en eller anden mand. Jeg kan ikke rigtig se ham for mig, jeg kan ikke huske hvad han hed eller om jeg om jeg havde set ham før. Men vi fik i hvert  fald, meget i mod min vilje, penge til at gå på tanken og så ellers smid ud. Jeg kan huske at jeg snakkede med min mor om det efterfølgende og at hun nemlig bare “bed” mig af. Et andet forhold min mor havde, var til en mand som tit var fuld når han var hjemme ved os. En dag var det meget slemt og jeg følte mig utrolig udtryk. Jeg kan ikke huske hvad det var sket op til, men jeg kan se mig selv sidde i en af vores lændestole mens min mor holder om mig og råber til manden, som sidder i køkkenet, at han skal gå. Jeg er så glad for at min mor lige netop den dag var i stand til at vælge mig. På et tidspunkt går min mor ud i køkkenet for at bede ham om at gå. Hun kommer rimmeligt hurtigt tilbage igen og går direkte hen for at ringe 112. Det viser sig at han har drukket salmiakspiritus ude i vores køkken. Jeg kan stadigvæk se ham sidde det i køkkenet og mor der løber lidt forvirret rundt, forsøger at få mælk i ham, stadigvæk sur, imens vi venter på Falck. Han prøvede efterfølgende at komme igen, men min mor smed ham ud. Over telefonen gav han min mor skylden for at han havde drukket det her salmiakspiritus. Han påstod at hun havde hældt det op til ham, som om, når hun nu havde mig?! Ikke så lang tid efter blev min mor ringet op af hans søster. Han var død, han havde vis taget sit eget liv…

Bare ikke lige nu

Du tog dit eget liv!
Du skal ikke også tage mit!
Jeg vil videre – jeg vil frem!
Det skal jeg nok komme
bare ikke lige nu.

Lige nu er jeg som et lille træ
plantet et sted det umuligt kan gro
sat der imod dets vilje.

Jeg er så inderligt vred!
Så vred som jeg aldrig har været før.
Men jeg skal nok komme videre –
jeg skal nok komme frem.
Bare ikke lige nu

 

Dette digt skrev jeg efter jeg havde set stedet hvor min mor gik ud og satte sig foran toget. På billedet ser I de selv samme skinner, som min mor døde på. Nederst i billedet, på kanten af broen, står der et lille juletræ. Det har jeg sat. Sat i den smule jord der var. På et sted hvor det aldrig vil komme til at gro. På det tidspunkt var det et rigtigt godt billede på hvordan jeg havde det. Jeg følte mig fanget, udeafstand til at komme videre, men med ønsket om det. Nu er jeg kommet videre, men billedet har jeg taget med mig, for selv om det ikke længere er et billede på hvordan jeg har det, så vil det nu altid være et billede på at min mors og mit forhold er stoppet med at gro.

Gennemgang 2017 Håb 2018

Gennemgang 2017

  • vi fik ikke barn nummer 2, som vi så inderligt ønsker os, tros freselitets behandling. Vi har forsøgt siden 2015
  • jeg var tæt på at miste mit arbejde, pga. fravær i forbindelse med alt det med min mor
  • jeg startede med kun og arbejde 26 i ugen. Dejligt
  • jeg oprettede denne blog 🙂 og den hjælper mig med at bearbejde min mors selvmord
  • vi fik afslag på at købe det sommerhus vi drømte om
  • vi blev gift i maj! Hvornår kan vi gøre det igen 😉
  • jeg har haft svært ved at overskue det hele

Håb 2018

  • jeg håber på at blive gravid og vi får nummer to
  • at jeg får mere oversku igen
  • at min dreng får en god start på skolen
  • at min blog kan hjælpe andre
  • prøve og holde et foredrag
  • det kunne være dejligt, hvis vi kunne sælge vores hus og købe drømme huset
  • at få mere ansvar på mit arbejde
  • at vinde den store gevinst i lotto

Jeg har aldrig prøvet og lave en gennemgang af året. Faktisk læreriet. Selvom året har været hårdt og fuld af savn, har det måske slet ikke været så skidt endda.