Nytår 2017/2018

I løbet af de sidste år, er jeg begyndt at sætte ekstra pris på nytåret. Jeg har et håb om at det nye år vil bringe noget bedre med sig end det sidste. Jeg ved ikke hvordan jeg kan blive ved med at holde ved det håb. De sidste par år har ikke lige frem været mine og normalt er jeg meget pessimistisk. Hvis nu jeg forventer noget skidt, bliver jeg ikke så skuffet når noget skidt sker. Tænk sig at have levet et liv hvor man er nød til at forvente at noget dårlig sker, for at kunne være i alle de skuffelser livet har givet en? Men udsigten til et nyt år har altid givet mig håb. Håb om at det nye år bliver bedre end det sidste.

Som barn var min mor og jeg altid ude ved en ven og holde nytår. Hver år. Der var fyldt med hyggelige mennesker og jeg følte mig tryk. Der var en fantastisk stemning og jeg elskede det. Måske det har været medvirkede til at det netop er til nytår, jeg kan lade en lille smule håb fylde mig.

Nu om dage sidder vi bare min mand, vores søn og jeg. Det er da rigtig hyggeligt, men jeg savner stemningen af fest. Jeg savner at kunne give min søn den oplevelse jeg selv havde som barn. Skæbnen har villet at det ikke er blevet os vores venner holder nytår med og efter i mange år at inviter uden at nogen kom gav vi op. Måske når min dreng bliver større, han kan holde nytår med sine venner og så må manden og jeg hygge alene.

Rigtig godt nytår til alle jer der ude! Må det blive fyldt af håb!

 

Julen 2016 og 2017

Jeg har undret mig over hvordan jeg har haft det den her jul. Ikke fordi jeg kan godt forstå at julen stadig ikke er det fedeste, men jeg synes den her jul har været svære at komme i gennem end den sidste år. Forskellen gik op for mig her den anden dag;

Julen 2016 var jeg lammet. Fanget i, at der stadig var rod i mine førelser. Jeg kunne stadigvæk ikke helt forstå at dagene bare gik videre. Julen, som det meste andet, var mig ligegyldig. Jeg var ligeglad og gad helt ærligt ikke. Tja, fanget i min egen boble. På en måde var juleaften bare en dag som hvilken som helst anden, for mig.

Julen 2017 var jeg i underskud. Det var en tid hvor jeg endnu mere end ellers skulle mindes om at min mor ikke længere er her. Julegave indkøb, weekenden før december hvor hun kom og lavede dekorationer og konfekt med os, dagene inden jul hvor hun var hos os. ARGH! Det er svært at finde glæden, når så stor en del af det hele mangler.    Vi har lavet pebernødder i år. Det er det. Juledekorationen var købt. Nogle gode venner var så fantastiske at lave dekorationer med vores dreng, ellers var det ikke noget fik ville have fået gjort. Jeg har ikke haft lysten til det. Det har altid bare været min mor og jeg, på godt og ondt. Jeg tror måske jeg har haft en jul uden hende og ved I hvad det er jeg ikke engang sikker på er rigtigt. 30 år med jul, hvor hun har været der… Det er ikke nogen sjov ting og skulle lade synke ind. Livet kan til tider være så unfair…

Den første jul

Glædelig jul til jer alle. Håber I har haft en god juleaften. Selv har jeg ikke kunnet finde julestemning frem i år. Men vi havde en god aften i godt selskab nede ved svigermor. Her nedenunder vil jeg fortælle hvordan sidste år gik, det første år uden min mor.

Naturligt for julen sidste år ikke den nemmeste. Min mors manglende tilstedeværelse fyldte meget. For at være helt ærligt ville jeg helst have, sprunget den over. Bare siddet på sofaen og spist leverpostejsmader. Deeet mente min mand ikke at vi kunne. Om ikke andet så på grund af vores dreng. Han havde nok ret. Vores dreng var på det tidspunkt 4,5 år og manglede meget sin mormor. Vi havde fået en traditionen, hvor min mor, ham og jeg fik taget et billede foran juletræet. Han nægtede! Totalt! Når mormor ikke kunne være der ville han i hvert fald ikke havde taget et billede, lige meget hvad. Det gjorder rigtig ondt på mig, men på den anden side kan jeg også godt forstå ham. På en måde var det meget endegyldigt at tage billedet uden hende og det kan jeg godt forstå han ikke havde lyst til. På hendes grav fik han lagt en lille gave og vi satte lys. En hyggelig lille måde stadig og have hende med på.

Min julestemning var et meget lille sted og for engang skyld kom min mand til at stå for alt det, man nu skal op til jul. Min mor og jeg havde købt julegaver sammen året før og jeg havde glædet mig til at det skulle til og være en årlig ting. En god veninde reddet dagen ved at tage med i stedet. Den dag tog vi også ud og kiggede på det sted min mor var gået ud foran toget. Jeg havde brug for at se om jeg kunne se hvor og hvordan hun var kommet ud på sporet. Det var en hård oplevelse, men også god. Den forandrede nogle af de forestiller jeg havde om hvordan det var sket, bl.a. hvad side hun var gået ud fra. Det var en del af det at komme videre. Jeg mangler stadigvæk at skulle ud og køre med tog.

Juleaften endte vi med at tage ud til svigerfar. Her holdt vi jul på den måde vi var startet med hjemme ved os, bare uden at vi skulle gøre noget. Jeg endte med at nyde selvskabet, tros julestemningen aldrig rigtig indfandt sig hos mig.

Julen er aldrig den samme som sidst

Nå jeg har udskudt det her indlæg et stykke tid nu. Både fordi jeg ikke fandt det nemt og skrive og fordi jeg har følt at mine tanker omkring det, var lidt rodet. Men hvis det skal på inden jul og hvis det skal holde op med at fylde så meget i mit hoved må jeg heller få det skrevet.

Hvad er glæden ved jul? Helt grundlæggende holder vi jo jul fordi et barn blev født, men hvorfor bliver vi ved? Fordi det er blevet en tradition? Fordi det forventes og vi er underlige hvis vi lader være? Fordi det er hyggeligt at samles? Ja, men kunne vi ikke gøre det uden at holde jul? Og hvis vi ikke kan, er der så noget at samles for?

Julen forandre sig igennem vores liv. Som barn holdes den i familiens skød. Forældre, søskende, bedsteforældre, måske endda onkler og tanter. Vi har barnets forventnings glæde og julen er på en måde lidt magisk. Men som tiden forandres julen. Bedsteforældre falder bort, som det er en naturlig del af livet. Deres fravær forandre måske mange små ting, man ikke lægger mærke til i det daglige, men når julen kommer bliver deres fravær pludselig meget tydeligt. Det åbenlysende er at de selvfølelig mangler, men måske deles familien også. Har onkler og tanter stadig lyst til at være der, når nu deres samlings punkt er væk? Vi er måske ikke selv børn længer og det magiske ved julen er ikke længer så tydeligt. Der er en masse praktisk som pludseligt har overtaget. Ens søskende får deres egen familie og familien deles igen. Den er måske blevet for stor til at være samlet eller måske er det bare mere praktisk. Ens egne forældre skal til at skiftes mellem hvor de er, måske endda en skilsmisse deler julen?.

Julen bliver aldrig den samme som sidst. Vi forsøger at gøre den til den samme ved at holde fast på vores traditioner, men langsomt forandres den, om vi vil det eller ej.

Ufrivillig oprydning

Jeg er samler. Det har jeg altid været. Som barn har jeg samlet på lidt af hvert; servietter, brevpapir, hønseringe, div. mode diller osv.. Når man samler, er man en del af en flok. Man har noget til fælles med de andre der samler på det samme. Jeg tror det havde noget med mine svingende samler manier.

Som voksen samler jeg på drager. Altså det mytiske væsen dragen, ikke den man flyver med i vinden. Jeg opsøger det måske ikke så meget som jeg har gjort, men bliver glad når jeg falder over en unik drage 🙂 Men det er ikke kun drager der hober sig op. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting. Det fortæller allenskins gamle skole opgaver om, bøger, dvd’er i masse vis og diverse andre ting jeg aldrig bruger. Der er dog en ting jeg har gået og gemt på, som fik en, fra min side, noget ufrivillige oprydning her den anden dag. Der med ikke sagt at det bestemt ikke var tiltrængt. Min mobil drillede mig efter en opdatering, så efter at være sikker på at alt der  skulle gemmes også var det, gendannede jeg telefonen. Efter et døgns tid, tror jeg, opdagede jeg til min skræk at halvdelen af mine telefon nummer var væk. Nummeret på en gamle skolekammerat som jeg aldrig tror jeg har ringet  til, diverse nummer til gamle arbejdspladser og skoler, væk var de. Altså det var nummer jeg havde tænkt på at slette flere gange, men alligevel! Panik! Tænk nu hvis jeg skulle få brug for dem?!

Det er jo latterligt så svært jeg har ved at give slip på noget, som jeg aldrig bruger, måske aldrig har brugt og i hvert fald aldrig kommer til at bruge igen. Efter panikken lige som havde lagt sig og jeg fik indset at det ikke var verdens undergang, var det faktisk befriende med sådan en ufrivillig oprydning. At blive tvunget til at indse at nogle ting aldrig kommer igen. Som f.eks. det at kunne ringe min mormor og mor op.

Ikke det jeg forventede

Jeg kunne egentlig godt lide og være gravid. Tros de bump der var på vejen, følte jeg mig godt tilpas. Det jeg helt ærligt havde det sværest ved, var tanken om, at jeg aldrig var alene. Inde i mig voksende et lille nyt menneske og til tider gav det mig en følelse af klaustrofobi. Babyen kunne jeg jo ikke gøre noget ved, den var der jo bare, men i de perioder hvor jeg havde det sådan kunne jeg ikke have det at min mand ville lige tæt med mig. Det var bestemt ikke fair over for ham, men han var den jeg kunne skubbe væk.

Da jeg kom over denne periode, nød jeg virkelig og være gravid. Efterhånden var det tid til fødselsforberedelsen. Desværre var vi nød til at gå midt i det hele, men jeg fik hende til at sende det hun havde på mail til mig. Om aften sidder vi ved hver vores computer og jeg bestemmer mig for at kigge det igennem sundhedsplejersken har sendt til mig. Stille og roligt kigger jeg det igennem; “JEG gør det IKKE!” Min mand kigger meget mærkeligt over på mig; “Hvad gør du ikke?” “DET!” På min computer er der et fint billede af en babys hoved på vej ud af sin mor. Jeg gik helt i panik. Det der skulle jeg bare ikke! Så måtte han blive der inde. Ved siden af mig sad en meget uforstående mand, som ikke helt vidste hvad han skulle sige. Babyen skulle jo ud.

Hvordan min panik faldt til ro igen, kan jeg faktisk ikke huske, men kan kun huske den ene aften med totalt panik i min krop og sind. Da tiden kom og min lille dreng skulle til verden, blev jeg sat i gang omkring en uge før termin. Min svangerskabsforgiftning havde taget til og selv om de første læger ikke ønskede at sætte mig igen p.g.a. forskellige øgede risici i forbindelse med min overvægt, kom der endelig en kvindelig ældre læge som mente det var noget pjat og jeg bare skulle sættes i gang med det samme. Har hørt flere sige at en igangsættelse skulle være mere smertefuld end en fødsels der er gået i gang af sig selv. Tja der var ikke meget pause i verne og hver gang havde jeg det som om jeg skulle på toilettet, så jeg sprang op og måtte ud på toilettet med v-drop og mand 😀 Flere gange blev jeg tilbudt en blokade og til sidst sagde jeg ja. At jeg så var 9 cm åben og klar til at skulle presse, da lægen endelig var færdig med at ligge den og at jeg heller ville have været fri, er så en helt anden side af sagen. Jeg fik lidt ro på og kunne så ikke finde ud af og presse rigtig. Der blev slukket for blokade og efter 5 pres var min søn født.

Tros igangsættelse og lidt sting, var det at føde ikke som jeg havde forventet. Min panik havde været til ingen nytte og jeg gør det gerne igen.