Aldrig mer

Aldrig mer
Skal jeg være bekymret for dig
Aldrig mer
Skal jeg sætte til side for dig
Aldrig mer
Skal jeg kæmpe for dig

Aldrig mer
Vil du være der for mig
Aldrig mer
Vil du holde om mig
Aldrig mer
Vil du være min mor

Puha for at være helt ærlig så stor grad jeg da jeg skrev dette digt.

At blive mor

I år 2011 blev jeg gravid med min søn. Det var planlagt men nok mere ønsket af hans far end af mig. Jeg var meget urolig for det økonomiske pres, det og få et barn ville give. Var også meget usikker på selve det og blive mor. Tanken var ikke så nem, når man ikke har et normalt at sammenligne sig med. Jeg havde en ide om hvad jeg ikke ville og en klar erklæring af at jeg ville blive en noget kun skrapper mor end min egen.

En veninde kommenterede et stykke tid efter min søn var kommet til verden; at jeg jo også havde haft en hårdt graviditet. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på. Mente at jeg havde haft det godt under min graviditet. Blødte godt nok inden for de første 12 uger så vi måtte ind og scannes. Det var bare moderkagen der havde løsnet sig lidt. Så var der for tykket nakkefold og vi fik taget forstervandsprøve og forholdt os til evt at skulle have en abort. Den lille i maven fejlede ingen ting og vi kunne nu med sikkerhed sige at vi ventede os en lille dreng. Sener stødte der graviditetssukkersyge til, med blodsukker måling, men heldigvis ikke insulin. Til sidst blev jeg indlagt med svangerskabs forgiftning. Både den lille og jeg havde det fint, men lægerne var meget bekymret over mit høje blodtryk.

Det var så frustrerende at være indlagt. Mun mand og jeg måtte ikke ligge og holde om hinanden og vi kunne ikke få et svar på hvornår vi kunne få lov til at komme hjem igen. Endelig var der en der direkte sagde til os at vi ikke kom hjem før vi havde en baby i hænderne, så nu havde vi noget at forholde os til. Nu skulle vi bare vente på at der var en læge der ville sætte os i gang. Min overvægt gjorde at det først var da en ældre kvindelig overlæge havde vagt, vi blev sat i gang og det endda med undring fra hendes side af, over hvorfor det ikke var gjort før.

Det er min blog

Jeg har været lidt stille på bloggen på det sidste. Grunden? Jeg har haft nogle ting jeg gerne vil dele med jer. Problemet? De handler ikke direkte om min mor eller min opvækst med hende. Jeg har lige skullet finde ud af med mig selv om det var noget jeg kunne tillade mig og skrive her på bloggen 😌

Undskyld mig?! Hvad fa…. Det er da min blog. Jeg bestemmer selv hvad jeg skriver om. Jeg skriver om mit liv. På godt og ondt. Den jeg er, er på sin vis skabt af den af den opvækst jeg har haft. Jeg er påvirket af min mors valg, om jeg vil det eller ej. På den måde vil alt jeg skriver om, et eller andet sted, tage udgangspunkt i min opvækst.

Selv det her indslag. Det her indslag er et indblik i mit behov for at forklare mig. Selv når valgtet 100% er mit eget. Jeg ved ikke om jeg skrammer mig over det eller om det skræmmer mig. Men nu er jeg færdig med at diskutere med mig selv. Det er min blog og jeg vil skrive om det der rør sig i mig, for det er det er hjælper mig 😄

Spørgelser

Spørgelser jagter mig
Fortidens spørgelser forargter mig
Grumme og stumme iakterer de mig

År efter år går de igen
Spørgelserne der foragter mig
Opsluger alt omkring mig

Hvornår mon nutidens ånd
Bryder fortidens snærende bånd
Og jager spøgelserne på porten

Jeg ønsker mig fred i år
Mon glæden den sår
Håb for fremtiden næste år

“Det er dit valg”

Da jeg var 9 år gamle fik jeg min menstruation. Min mor var rigtig god til at hjælpe mig og berolige mig den første gang jeg opdagede blodet. Hvem der gjorder opmærksom på at det nok var for tidlig en aldre at gå i puberteten på, ved jeg ikke, men der blev i hvert fald sat en del undersøgelser i gang for at finde ud af hvorfor. Det var en mærkelig og noget urolig tid hvor hverdagen ikke var den samme. Man ender ikke med at finde en grund. Jeg selv tænker at det nok hang sammen med at min mor, jo var nød til at tage sin medicin, da hun var gravid med mig. Grunden til den tidlige puberteten er mig et eller andet sted også ligegyldig. Konsekvens af den, ikke så meget. Lægerne kunne fortælle min mor, at jeg ville stoppe med at vokse en del før tid. De systemer i kroppen, der sørger for at vi vokser, mente nemlig at jeg var  meget ældre end jeg var og derfor ville de stoppe før tid. Dette ville selvfølelig få den konsekvens, at jeg ikke ville blive så høj som jeg ellers ville, men hvor høj eller lav kunne de ikke svare på. Min mor havde dog et valg. De kunne give mig en behandling, som ville sætte puberteten i stå. Dette indebar en del indsprøjtninger. Hvor længe kan jeg ikke huske. Eller hun kunne vente nogle år og se hvor meget jeg voksede. Havde jeg så ikke vokset så meget kunne man forsøge med væksthormoner, igen i indsprøjtninger.

Min mor lagde det op for mig; ville jeg have en masse indsprøjtninger nu og måske blive højre eller ville jeg vente og se og måske blive højre? Jeg husker der stadig. Jeg blev spurgt mens vi var ved skolen/dussen. Som 9 år gamle blev beslutningen lagt  over på mig. Det var mit valg. Jeg er helt klart for at børn skal med ind over i en vis grad. Mere eller mindre alt efter aldre. Men det skal gøres ordenligt. Det skal forklares igen og igen. Under ordenlige forhold. I sidste ende er jeg ikke sikker på at en 9 årig skal stå med det valg…

Hvad jeg valgte? Ikke og skulle stikke mig selvfølelig. Det var det eneste jeg fik ud af den forklaring jeg fik. Endte skulle jeg stikke mig eller også skulle jeg kun MÅSKE stikke mig. Jeg ville ikke stikkes. Jeg endte så med at skulle have væksthormoner. Da de kloge sluttede med at følge mig var jeg kun 154,5 cm høj. Jeg fik besked om at hun voksede jeg ikke mere. Væksthormonerne havde ikke hjulpet. Siden er jeg så faktisk vokset lidt. Så nu er jeg hele imponere 157 cm høj. 😀