Økonomi

Jeg forestiller mig at min barndom, blev gjort en lille smule nemmer af, ikke også og være belastet af økonomiske problemer. Ud over at min mor faktisk var rigtig økonomisk ansvarsbevidst og ikke brugte penge hun ikke havde, så var vi i så heldig en situation, at min mormor og morfar var godt økonomisk stillet. De var rigtig gode til at støtte hvis der var brug for det. Mit indtryk var nu ikke at der som sådan var behov for det til dagligt, men at det var en form for sikkerhed for min mor. Ja i princippet ved jeg heller ikke hvor meget de hjælp min mor økonomisk. Det var en af de ting jeg aldrig blev drevet ind i. De seneste år har det jo været meget oppe i medierne, hvordan familier ikke har råd til mad. Hvordan de må skralle og hvordan selv børnene har bekymringer om økonomi. En bekymring som er blevet givet videre til dem igennem deres forældres. Jeg er taknemlig for at det ikke skulle være en ekstra bekymring i min barndoms daglig dag. Jeg manglede bestemt ikke noget og har ikke helt forstået hvordan min egen økonomiske sans blev udviklet. Jeg fik ikke lommepenge før jeg kom på efterskole. Jeg havde ikke brug for dem før, for manglede jeg noget fik jeg det jo bare. Jeg gik ikke op i tøj, så har aldrig krævet dyrt designer klæder af min mor. Næh jeg var godt tilpas i det hun købte til mig, selv når det kom fra genbrug. Alligevel faldt det mig naturligt som voksen at spare op, passe på mine penge og selv ligge mit budget. Min mor stod altid klar i baggrundet til at hjælpe mig, hvis jeg skulle få brug for det, men det var vigtigt for mig kun at bruge denne mulighed når jeg virkelig havde brug for det. Det har betydet at jeg flere gange har sagt nej tak når min mor har tilbudt mig penge. Med årene lærte jeg at takke ja. Det gik op for mig at på den økonomiske måde kunne min mor altid overskue at hjælpe mig og det betød meget for hende. Hun var godt klar over at hun ikke altid slog til på alle de andre måder en mor gerne skulle være der for en, men økonomisk vidste hun at hun kunne være der, så det betød meget for hende at få lov til dette.

Du og jeg

Der var så mange ting vi sku

Du og jeg

Så mange ting endnu

 

Oplevelser der ventede på
Du og jeg
Minder vi sku skabe jo

 

Ting vi kunne dele
Du og jeg
Der er kun tilbage og hele

 

Åh hvor jeg dog mangler
Du og jeg
Tankerne de brænder 🔥

En af os

Der findes mere og mindre heldige kampaner ude i det danske land. En jeg har faldet over, som jeg virkelig synes sætter fokus på noget vigtigt, er den her fra; EN AF OS

Med alt det tabu der er omkring psykisksygdom, er det bare så vigtigt at vi husker på, at dem der har sådan en sygdom, netop HAR en diagnose. De ER ikke deres diagnose! Vi er igen tilbage til det at uvidenhed skaber frygt og åbenhed skaber vide. Hvorfor? Jo for af en eller anden grund er vi som menneske, slemme til at gå ud fra at når et menneske har en psykisksygdom, er dette hele det menneske, men sådan hænger det jo heldigvis ikke sammen. Min mor havde diagnosen paranoid-skizofreni. Dette betød jo ikke at hun hele tiden var bange eller hele tiden så ting. Det betød at hun havde gode og dårlige perioder, i alle mulige grader. Det betød ikke, at hun ikke havde drømme eller ønsker for fremtiden. Det betød at hun var førtidspensionist og ikke kunne passe et arbejde, men det betød ikke at hun ikke ønskede at være en del af samfundet og i gode perioder arbejde hun som frivillige i LAP og SIND. Når der er tale om en fysisk sygdom, som f.eks. gigt, som kan være lige så individerne, bliver mennesket som har gigten ikke set som være GIGTEN, men som en der er så uheldig og have fået gigt.

 

Mærkelig tankegang når man tænker over det…

 

Skrive som redskab

På grund af sygdom har jeg ikke haft overskud til at sidde ved computeren og skrive før nu. Nå ja sådan er det jo en gang i mellem. Jeg har skrevet før om hvordan det hjælper mig at skrive. Om hvordan det har hjulpet mig til at bearbejde min sorg og min barndom. I den her periode hvor jeg virkelig har manglet overskud til at skrive, kan jeg virkelig mærke hvordan jeg har manglet det. Faktisk begyndte jeg og have problemer med at sove igen. Tanker der kører rundt i mit hoved og de vil bare ikke holde op. Det har faktisk været en stor øjenåbner, for meget mit skriveri har hjulpet mig og hvor meget jeg har brug for det.

Når tankerne kører rundt i hovedet på mig, bliver de næsten som indlæg jeg vil skrive ned. Det er som om det bliver ved med at kører i ring inde i mit hoved og jeg har virkelig brug for at få det ud. Jeg kan ikke finde ro før jeg har skrevet det ned. Ikke nødvendigvis i et færdigt indlæg, men ideer til et eller stikord. Hvorfor ikke bare vendte? Fordi så forsvinder tanken. Jeg kan som regel ikke engang finde grund tanken igen og det bliver et stort frustrerende element for mig.

Jeg havde aldrig troet at det ville komme til at betyde så meget for mig at skrive, men hvor er det fedt, at have fundet et redskab der virker for mig. Det er dejligt at det også er et redskab jeg kan bruge lige meget hvor jeg er henne, på mere end en måde. Det er å vigtigt at finde det redskab der virker for en og har I spørgsmål omkring hvordan det virker for mig er I meget velkommen til at spørger. Vil også gerne hører hvad redskaber der har virket for jer, når alt omkring jer styrter.

Digte

Jeg var til et foredrage med Lisbeth Mahnkof. En kvinde der to gange har haft selvmord inde på livet. Hun fortalte meget levende om hvordan hun den første gang ikke fik det arbejdet i gennem og hvordan det betød, at det hele kom op dobbelt da hendes bror tog sit eget liv. Det har nok været knap et halvt års tid efter min mors selvmord jeg var til dette foredrage og skæbnen ville hverken mere eller mindre, end at Lisbeths bror også var gået ud foran et tog.

” Sorg, smerte, fortvivlelse. Ude af stand til at gøre noget, til at handle.

Du tog dit eget liv – og min handlekraft. Jeg fik ikke lov at hjælpe dig,

ikke en gang til at tage afsked med dig.

Du tog dit liv helt og mit liv halvt.”

Dette er en del af et digt der hedder “Sorg” som Lisbeth Mahnkof har udgivet i en gratis e-bog “Det tavse selvmord”. Det var også et digt hun læste op, til det foredrag jeg var tid. Og jeg tuede! Jeg faldt helt sammen, for det digt beskrev lige hvordan jeg havde det i lige præcise det øjeblik. Tragedie bringer mennesker sammen og for mig blev det en oplevelsen af en form for samhørighed, noget der bandt os sammen. Alt sorg  er forskelligt, unik. Det har givet mig meget at kunne samles, med mennesker som har kunnet forstå denne kaos fyldte sorg. Det gav endnu mere at opleve en der havde mistet på stort set samme måde som mig og så oveni købet en der kunne sætte ord på den måde jeg havde det på. Det gav mig håb for min egen fremtid. Hun viste mig at der var lys på den anden side.

Hun gav mig også et værktøj, til at komme videre, til forholde mig til sådan som verden nu så ud. Det var at skrive. Skrive mine følelser ned når de var der. Det var der jeg startede med at skrive digte. Jeg skrev mest om natten når jeg ikke kunne sove. På den måde fik jeg det ud af mit system og det gav som regel så meget ro at jeg kunne sove. Jeg deler her et blog oplæg Lisbeth har skrevet om netop dette. Det er helt klart vær at læse.

Styrken ved at skrive

De digte jeg har delt på bloggen indtil nu er forholdsvis nye, men de næste der kommer er dem jeg har skrevet om natten når jeg ikke kunne sove. Håber I har en god dag der ude.

Dus

De fleste er nok vant til at få passet sine børn efter skole, ja og har sikkert også selv været det. Nu om dage hedder det hvis SFO, men da jeg var barn hed det DUS. Dette var dog ikke noget jeg gik i. Min mor var jo hjemme hele dagen, så hun både af leverne mig og hentede mig. Jeg elskede det. Altså at føles til og fra skole med min mor. Underligt? Ja nu jeg tænker over det. I de små klasser var det jo en normal ting og selv om min mor blev ved længere end de andre forældre, så nød jeg at hun gjorder det. Hey for mig var det lige pludselig en normal ting, som min mor magtede, noget alle de andre forældre også gjorder. Det fik selvfølelig en ende, men jeg husker det som en rigtig positiv ting og at efter hun var holdt op med at gøre det hver dag, kunne jeg godt finde på og bede hende om at gå med mig. Mest når der var dårligt vejr, det var der det var mindst sjovt at gå i skole. 😀

Nå men, der gik lang tid før jeg startede op i Dus. Jeg startede først, da min mor i en god periode havde taget noget frivilligt arbejde, på et plejehjem, som gjorder at hun ikke var hjemme når jeg havde fri. Ja så skulle jeg lige pludselig i Dus. Jeg var ikke ret god til opstart i nye miljøer. Jeg følte mig meget usikker, ved siden af mig selv og uden for. Jeg var ikke ret god til at søge børn på min egen alder. Lige nu forstår jeg ikke min frygt. Børnene fra min klasse gik der jo også. Måske var jeg ikke rigtig klar over dette. I min verden var det jo ikke nødvendigt at blive passet efter skole, så hvorfor skulle de andre børn fra min klasse dog være der? I en hvilken som helst anden familie, ville jeg gå ud fra at forældrene må have forsøgt at forklare deres børn hvad det var de skulle starte i. Dette kan jeg ikke huske at hun gjorder. Argh lige nu, gå det mig virkelig på at jeg ikke kan huske hvornår jeg var i min første plejefamilie, for måske det har været lige efter og jeg i virkeligheden var skægslagen for at min mor skulle “forlade” mig igen.

Tros det at min mor måtte gå fra en grædende Kristina og love at komme og hente mig tidligt. Ja så ville jeg ikke med hjem af hun kom for at hente mig. Nej for der var vi ved at bage kanelsnegle, og de var ikke færdige i nu. 😉

Skolen

Jeg har altid godt kunne lide at lærer. Jeg vil beskrive mig selv som videbegærlig. Jeg har altid stillet mange spørgsmål i skolen og jeg holdt ikke op før jeg havde fået det forklaret på en måde jeg forstod. Jeg tror det hænger sammen med at folkeskolen, blev en form for frirum for mig. Her kunne jeg slippe væk fra det kaos, der var der hjemme. Det betød også at selv om, min mor flere gange sagde til mig; “Du behøver ikke og tage i skole hvis du ikke vil,” tog jeg altid i skole.

Det var også da jeg startede i skole, at det for alvor gik op for mig at min mor var andreledes. Før mødet med de andres forældre og hjem, med regler og krav, var daglig dagen med min mor jo sådan min verden var. Jeg viste ikke at det fandtes andet. Eller jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det før. Jeg husker ikke at jeg havde mange med hjem. Jeg mindes ikke om det var fordi jeg var flov over det der hjemme eller om det måske mere handlede om de andres forældres bekymring, over at skulle sende deres børn hjem til så mærkeligt et hjem. I nogle af de første klasser startede en ny pige i klasse. Hun skulle ende med at blive en rigtig god veninde og vi brugte meget tid sammen. Vi var gode til at få hinanden med på diverse unoder, men kunne også bruge meget tid på bare at lege sammen. Jeg kan huske at hun kom rigtig meget hjemme ved min mor og jeg, hun var også med i sommerhus, men vi var ikke så meget hjemme ved hende. Som voksen har jeg fundet af hvorfor. Hendes mor drak og var hvis til tider ikke så god ved hende, så tros min mors mærkeligheder, var det et frirum for hende at komme hjem til os.

Selv om jeg var glad for at gå i skole, var det ikke en dans på roser. Jeg havde svært ved at lærer og læse og skrive. Troede faktisk at jeg havde en grad af ordblindhed. Det kan da også godt være at jeg har, men mon ikke også det kunne have noget og gøre med mangle på tryghed i hjemmet og det konstant at skulle være opmærksom på hvordan min mor havde det? Jeg blev også drillet i folkeskolen. Jeg var en stor pige, havde briller og var glad for at lærer noget. Det jeg husker særlig tydeligt at blive kaldt var “fede professor”. Til gengæld blev jeg aldrig drillet med min mor, hvilket jeg er dybt taknemlig over for og en smule overrasket. Man skulle da tro det lå til højre benet, men selv børn har åbenbart grænser. Tros disse ting forblev skolen mit frirum så længe jeg boede ved min mor.