Åbenhed

Fornylig fandt jeg ud af at min familie nok ikke var så åben om min mors sygdom som jeg troede. Ikke at det forandre ret meget, da det bestemt ikke var noget jeg lade mærke til som barn. Faktisk har jeg altid haft den opfattelse at det var noget der blev snakket om, åbent. Jeg er så vidt jeg husker heller aldrig blevet bedt om ikke og snakke om det. Hverken der hjemme eller ude blandt andre. Min mormor sørgede også for at jeg kom til samtaler med psykologer og personale på diverse afdelinger, hvor min mor var indlagt. Dette for at give mig viden om min mors sygdom og for at de jo selvfølelig skulle hjælpe mig. Desværre følte jeg mig aldrig hjulpet af dem og jeg fik en træls forestilling om psykologer.

Efter at hverken min mor eller mormor er her mere, har jeg fået et indtryk af, at der nok ikke var så stor åbenhed omkring hele situationen. Eller måske var det mere manglede erklæring af hvor alvorlig situationen var, hvor uholdbar den var. Den åbenhed jeg heldigvis havde følt der var, var hvis meget ind kræset til de nærmeste. Jeg synes det er en skam, at psykisk sygdom skal være et tabu. Noget man gemmer væk og er flov over. Jeg ved da godt det ikke er en sjov skæbne, hverken for de pårørende og da bestemt ikke for den ramte, men jeg tror bestemt ikke at det bliver bedre af og blive gemt væk. Uvidenhed skaber utryghed, åbenhed skaber viden. 

 

Alarm 112

Jeg har haft nogle travle dage på arbejdet. Borger der har været så dårlige, at der skulle ringes 112. Det har fået mig til og tænke på hvor fantastisk et system vi har i 112. Jeg ved godt at det kunne være bedre, at der ude i de små landsbyer går mange minutter før en ambulance kommer frem. Frem kommer den dog og jeg tænker at sådan er det ikke alle steder.

Jeg tænker også på hvor mange forskellige ting de må se. På godt og ondt. I den forbindelse slog det mig; Hvad hvis jeg havde ringet 112 i stedet for ned til min mormor og morfar, da jeg var barn? Mon så ikke der var kommet nogle ting i gang? Så måtte kommunen da have fået øjnede op for den lille pige, der for 25 gang ringede 112 for at få sin mor indlagt. Gav vide hvor jeg var endt henne når hun var indlagt? Om jeg havde fået lov til at komme ned til det jeg kendte eller om de med det samme havde taget mig helt væk? Det har så fået mig til at tænke på; Hvem tog beslutningen om, at lærer mig at ringe til min mormor og morfar i stedet for 112? Og den beslutning, hvorfor blev den taget? Mente de ikke at de situationer der opstod, var alvorlige nok til 112? Var det for at undgå kommunen og holde det inden for familien? Var det for at skåne mig fra det påstyr det ville skabe med Falck folk eller for at skåne dem selv?

Gad vide hvornår og hvordan beslutningen om at nu er det, det her vi lærer hende blev taget? Man kan sige at da jeg bliver født ved min mormor og morfar jo godt at min mor er syg. Det første år af min levetid boede vi nede ved dem, men da vi flytter ud er jeg jo ikke stor nok til selv at ringe i nu. Jeg kunne ikke drømme om at lærer min 5 årige, at hvis mor eller far bliver meget syge, så skal han ringe ned til sin bedste. Nej han skal da ringe 112. Alle de spørgsmål….

På besøg

Jeg har brugt en hel del tid på forskellige psykiatriske afdelinger i min barndom. Når min mor var indlagt skulle vi selvfølelig besøge hende. Som jeg husker det, var det primært min mormor som var med, når vi besøgt min mor. De gamle psykiatriske afdelinger virkede mørke og triste på mig. Der hvor der var mest naturligt lys var i spiserummet og som besøgende var det ikke der vi brugte mest tid. Den opholdsstue der var, var mørk og træt pakket med møbler. Der var spil og bøger og et fjernsyn, flere sofagrupper og et spisebord. Stuerne var flere mands stue, med toilet og bad delt. Der var nogle små hvidt malet rum med sofa og lændestol man kunne låne til at få lidt ro på besøget. Når man skulle ringe der op, var det til en fælles mønt telefon på gangen. Det var rent lykketraf hvis der var en patient i nærheden, som havde overskud til at tage den, for det indebar jo at de bagefter skulle finde personen, der var opkald til.

Det skete også at min mor var indlagt på den lukkede. Der måtte jeg ikke komme. Husker hvordan jeg sad i bilen mens min mormor gik op til min mor med noget. Det er et minde der forsat står meget klart for mig. Det var en mærkelig følges, at være så tæt på min mor, men ikke kunne få lov til at se hende. Tror aldrig rigtig at jeg forstod det som barn. Hvordan kunne min mor være så dårlige at jeg ikke måtte se hende, når jeg nu boede med hende til daglig? Når det nu var mig der så disse udbrød og skulle reager på dem? Jeg forstod ikke helt at det jo nok handele om de andre på afdelingen og der var aldrig nogen der forklarende mig det. Der måtte ikke være børn på den lukkede og sådan var det bare.

Råb om hjælp

Selv om jeg, som barn, ville have brokket mig, hvis man havde forsøgt at tage mig fra min mor, var der ting jeg gjorder, som tyder på at jeg ikke havde det helt godt. Jeg kan huske, når min mor havde puttet mig og jeg lå og ventede på at falde i søvn, at jeg havde en remse jeg sagde. Det stammede fra en eller anden tegneserie. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hed eller hvordan remsen lød. Men jeg kan huske at det var noget der blev sagt, at man skulle sige hvis man ville have hjælp af dem af serien. Jeg tænker, at de fleste børn har forsøgt med forskellige remser fra fjernsynet, i håb om at de virkede. Jeg kan huske at det ikke kun var en gang jeg brugte den og jeg kan huske skuffelsen over manglende på hjælp. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne svare på, hvad det var jeg bad om hjælp til, men jeg husker ønsket om at slippe væk, ønsket om hjælp.

Som lidt større pige, husker jeg at jeg gik med tankerne om at tage mit eget liv. Jeg husker også at jeg til tider sagde det højt. Jeg husker ikke at der nogen siden var, nogen der satte sig ned og snakkede med mig om det. Desværre. Selv om det mest var et råb om opmærksomhed, var det jo også et råb om hjælp. Hjælp til at se mig og til at finde mig selv i mit eget kaos. Jeg var for meget en kylling til nogen siden at gøre alvor af truslen om at tage mit eget liv. Jeg var for bange for blod til at skære i mig selv og selv om jeg flere gange overvejede at tage piller, var jeg for bange for, ikke at få gjort en ordentlig ende på det til at gøre det. For bange, at hvis det ikke lykkes mig, så ville konsekvensen gøre mit liv endnu svære.

Den gode søvn

Min mor var rigtig god til at synge for mig når jeg skulle sove eller til og ligge sig ved mig og nusse mig. Jeg kunne godt lide at hun sang for mig, det gav mig en følelse af tryghed og ro, men jeg var ikke så vild med at hun lå ved mig når jeg skulle sove. Jeg ved ikke hvorfor, men det er svært for mig og fald i søvn med en ved siden af mig. Selv da jeg begyndt og have kæreste, krævede det en god stor seng før jeg kunne sove. Jeg ved ikke om det bare er noget man skal lærer eller om jeg har undertrykt noget, som gør det så svært for mig.

Sorg

Det er i bund og grund en naturlig ting at miste, for det eneste vi ved med sikkerhed er at vi skal her fra igen. I min verden er bagsiden af kærlighed sorg, for har vi ikke elsket den vi mister, føler vi ikke sorg.

Da min mor tog sit eget liv, vil jeg indrømme at sorg ikke var den stærkeste følelse. Eller jeg kunne i hvert fald ikke genkende den i det kaos af følelser som kom tonsende ind over mig. Så mange følelser på engang, at det var umuligt at mærke den enkelte. Det var noget jeg skulle lærer, det at give plads til den enkelte følelse. Den kamp kan jeg ikke rumme og skrive om lige nu, men det skal nok komme. Jeg vil i stedet skrive lidt om der hvor jeg er nu.

Nu kan jeg nemlig mærke sorgen. Den sorg som man mærker, når man har mistet en man elsker. Hvor frygtelig den end er, hvor ondt den end gør og hvor meget den får mig til at ville kølle mig sammen til en lille kugle, gemme mig og ville ønske folk ville lade mig være. Hvor slem sorgen end er, er den ikke lige så ødelæggede som det følelse mæssige kaos min mors valg har bragt mig i gennem. Første gang jeg fik følelse af denne enkelte, naturlige sorg, kom det bag på mig. Lige et kort øjeblik, tog det mig før jeg kunne genkende hvad det var for en følelse der skyllede hen over mig. Hvor ked af det jeg end er over at have mistet mig mor og hvor meget jeg end savner hende, mangler hende, længes efter hende. Ja så bryder jeg disse følelser mere end velkommen, for de betyder at jeg endelig kan sørger over at have mistet min mor.

Lad mig

Lad mig krybe ind i mig selv
Helt der ind hvor der fred

Lad mig være lidt i nu
Det synes jeg du sku

Lad mig sidde lige her
Stiger ud i det der er

Lad mig høre dine ord
Sige lige hvad du tror

Lad mig finde min vej
min vej tilbage til dig

Peer Board

I går var jeg til mit første Peer Board møde i Aalborg. Det er et frivilligt udvalg af pårørende til psykisk syge, som skal være med til at gøre en forskel. Efterfølgende lavede jeg en live video, inden jeg startede turen hjem af. Jeg havde brug for at få tankerne ud inden jeg skulle kører. I kan se videoen her eller på facebook.

Kommunen

Nu som voksen forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min mor. Der kom en hjemmehosser og hjælp med rengøringen. Nå ja når hun da ikke sad og drak kaffe og røg med min mor. Altså jeg husker hende som utrolig sød og i fotoalbummet er der da også et billede af hende. Men jeg husker ikke at hun var der for min skyld.

Jeg lærte at når min mor var på vej ind i en ny psykose, var det tid til at ringe til min mormor og morfar. Så kom de og hentede mig hjem til dem og kørte min mor op på psyk, for at få hende indlagt. Den gang var det nemmer og blive indlagt og min morfar kunne være en meget bestemt mand.

Problemet med det system var, at kommunen nok aldrig fik et helt billede af hvor slemt det stod til hjemme ved os. Da jeg startede i skole blev det mit frirum. Jeg kunne godt lide og gå i skole og selv om jeg var længe om at lærer og læse og stave fulgte jeg godt med. Måske det var derfor at skolen valgt ikke og reager på de mange gange hvor min mormor havde holdt mig hjemme i de første timer, fordi jeg var kommet sent i seng, da min mor lige skulle indlægges.

Uhyggeligt uvirkeligt

Selvom det er over et år siden, min mor tog sit eget liv, har jeg stadigvæk dage, hvor det virker uvirkeligt. Hvor jeg ikke kan tro at min mor virkelig er væk. Taget fra os på så voldsom en måde. Det er ikke så tit som det har været, men det sker stadig. Tider hvor jeg er overbevidst om, at det hele er en ond drøm, jeg vågner af lige om lidt.

Ud over at det bare virker helt forkert, at min mor kunne finde på at forlade os, så tror jeg også det handler om, at vi ikke fik mulighed for at se hende. Hun var så iletilredt at vi ikke kunne få lov til at se hende. Min grantante er præst og anbefalende mig, at spørger om muligheden for, bare at sige farvel til en hånd eller et ben, men ikke engang dette var en mulighed. Jeg er meget visuel og har nok svært ved at forstå, hvordan de har kunne identifikationer hende 100 %, hvis hun var så ødelagt at vi ikke engang kunne se en hånd? Jeg ved godt at hun var indlagt og derfor havde armbånd på, men det kunne jo være smidt og fundet. Åh jeg ved godt det ville være en dårlig bog, hvis det havde været tilfældet, men hjernen er en sjov størrelse der klæber sig til den mindste smule håb., den mindste mulighed. Eller måske er det hjertet?

Jeg ville havde ønsket, at jeg i min sorg, kunne have fundet ud af og bede dem om at klippe en tot hår af hende eller have ladet min se det tøj hun havde på. Et eller andet, hvad som helst, så det kunne have været mere uhyggeligt end uvirkeligt, her et år efter. Måske det ingen forskel havde gjort. Jeg ved godt, at det ikke ville have gjort mig mindre ked af det, men jeg har en forestilling om at det måske kunne have gjort det mere virkeligt for mig, det at have noget og sige farvel til.